Krogsbølle: Mediebranchen er ude i store forandringer for at tilpasse sig en ny virkelighed, og den virkelighed ramte Nils Svalebøg, da han efter 37 år som fotograf på Fyens Stiftstidende blev en af de mange, der ufrivilligt har været tvunget til at forlade sit job.
På sin 60-års fødselsdag kunne han samtidig notere sig sin første dag som ledig.
- Jeg følte mig selvfølgelig slået hjem, men dog ikke til lirekassemand. Den idé kom først senere, fortæller Nils Svalebøg med et smil.
Nils SvalebøgJeg følte mig selvfølgelig slået hjem, men dog ikke til lirekassemand. Den idé kom først senere
De store forandringer har stået på i en årrække, og det pres de har lagt på medarbejderne, savner han bestemt ikke.
Positivspilleren
- Det sidste stykke tid følte jeg, det handlede mere om overlevelse end om at leve, siger han.
Nu samler han i stedet på gode oplevelser ved at gøre folk glade som positivspiller.
- Positiv har en dobbelt betydning, fordi en lirekasse også kaldes en positiv - og selvfølgelig fordi jeg gerne vil skabe positive oplevelser. Jeg trænger gevaldigt til at komme ud og se nogle flere glade og smilende ansigter, fortæller han.
Lirekassen
Lirekassen har været kendt i flere hundrede år og kendte klassiske komponister som Mozart og Haydn har skrevet melodier direkte til det der kaldes en hollandsk lirekasse.
Lirekassen er i virkeligheden et lille orgel, hvor en papirrulle med valsede huller styrer luften til den rigtige orgelpibe.
I dag kan man også få elektroniske lirekasser, hvor musikken er små såkaldte midi-filer, der styres af en computer.
Formidlingen af den levende kulturhistorie, som lirekassespillet er, betyder meget for Nils Svalebøg, der arbejder på at samle den spændende historie. Skulle nogen ligge inde med en gammel lirekasse, billeder eller fortællinger om lirekassemænd, hører han gerne fra dem. Vil nogen vide mere om lirekasse, lirekassemænd og lirekassespil, kan de besøge hjemmesiden www.positivspilleren.dk
Idéen kom da Nils Svalebøg tilfældigt faldt over en annonce på nettet, hvor der var en stor lirekasse til salg.
- Jeg har det sådan, at når noget fanger min interesse, så bliver emnet researchet grundigt i detaljer, fortæller han.
Derfor fik den tilfældige lirekasseannonce ham i gang med at læse alt, hvad han kunne finde om instrumentets historie og teknik.
Krigsveteraner og handicappede
- Lirekassen er et spændende stykke socialhistorie, der fortæller om de handicappedes vilkår, og hvordan et voksende socialt sikkerhedsnet sendte den lidt ud i glemslen. Lirekassen var jo en social foranstaltning, for det krævede et såkaldt markedsbevis fra myndighederne. Før man kunne få det skulle man have en invalideerklæring fra en læge og en tilladelse fra det stedlige politi. Det var folk, der på en eller anden måde var handicappede, og ofte var det krigsveteraner, der var vendt hjem med alvorlige mén. Så blev lirekassen en måde for dem, at forsørge sig selv og deres familie, fortæller Nils Svalebøg.
Dengang kunne lirekassemanden leje eller låne sin lirekasse af det offentlige, men da socialreformen i 1933 begyndte at væve et første spinkelt sikkerhedsnet ud under tidens mange arbejdsløse, var det slut med nye lirekasselicenser.
- Derfor døde de jo efterhånden ud. Jeg ved, at de sidste rigtige autoriserede lirekassemænd forsvandt i løbet af 1950'erne. Men der er efterhånden en del, der arbejder for at holde liv i den del af kulturhistorien, siger han.
Bestilte en ny i Berlin
Den første lirekasse Nils faldt over i annoncen blev for stor, til at han kunne transportere den rundt i sin bil. I stedet gik han på jagt efter en mindre model og endte hos Orgelbau Stüber, der er den sidste originale orgel og lirekassebygger i Berlin.
Her bestilte han en ny lirekasse - eller drehorgel, som det hedder på tysk. Det er nemlig i princippet et lille luftdrevet orgel.
Den tager fem måneder, at bygge - og det var en stor dag, da Nils Svalebøg endelig kunne hive de første toner ud af sin egen lirekasse. Præcis med samme teknik som man gjorde det for omkring 200 år siden.
- Det første jeg gjorde, var at pakke lirekassen i bilen og køre ned til min gamle chef, der ansatte mig for 37 år siden. Han sidder på et plejehjem i Kerteminde, og jeg ville gerne overraske ham og de andre beboere med lidt musik, fortæller Nils Svalebøg.
Kommende forretningsmodel
Lirekassen er lige nu et fritidsprojekt opstået ud fra hans egen interesse, men han satser seriøst på at gøre konceptet "lej en lirekassemand" til sin levevej, selvom det ikke i første omgang kommer til at redde ham fra at skrive ugentlige ansøgninger og besøge konsulenterne på jobcentret.
- Jeg bliver i øjeblikket hyret til at optræde på markeder, ved events og på kommende julemarkeder. Desuden spiller jeg gerne ved private arrangementer. Netop nu er jeg at få fremstillet melodier, så jeg kan levere den traditionelle morgenmusik til kobberbryllup og sølvbryllup. Jeg har også en række musikalske foredrag i skuffen om lirekassen som social foranstaltning og om klassisk musik i 1000 år spillet på lirekassen. De er tiltænkt skoler, institutioner eller andre, der kunne have glæde af et musikalsk foredrag, når vi på et tidspunkt får styr på coronakrisen, fortæller Nils Svalebøg.