Bogense: Mens Allan Mads Knægt med hjælp af Henning Pedersen svinger en lægte rundt mellem byggerod og stilladser, står der kun nogle få meter væk tre svinedyre Robert Jacobsen-skulpturer og troner med deres strittende møtrikker.
Den kendte kunstner er et af de navne, man kan opleve, når det nye Galleri Knægt slår dørene op den 6. maj, og han er en af grundene til, at nogle af de første håndværkere i huset var alarmteknikere.
- Vi har sikret os med de nyeste og mest avancerede alarmer, vi kunne få, så der er styr på den detalje, smiler Allan Mads Knægt, der lægger navn til det nordfynske galleri.
Ofte er det der med et lille hus i Sydfrankrig sådan noget man går og drømmer om - at trække sig tilbage til og nyde seniorlivet.
Kurs mod Bogense
For Allan Mads Knægt og Erno Badstue Larsen gik rejsen i 2020 den anden vej fra parrets 800 år gamle middelalderhus i Ardechebjergene i det sydøstlige Frankrig til et hyggeligt gult byhus i Bogense, hvor de i løbet af de seneste to år har bygget en velbesøgt kunst-oase op.
Nu pakker de flyttekasserne endnu en gang. Denne gang dog blot for at smutte over på den anden side af Østergade, hvor Galleri Knægt har overtaget Bogenses gamle biograf med en helt anden slags kunst end de legendariske spaghettiwesterns og sene erotiske aftenforestillinger.
I to år har galleriet eksisteret på 50 kvadratmeter, men når alt snart er på plads, råder Allan Mads Knægt og Erno Badstue Larsen over hele 270 kvadratmeter med højt til loftet i den gamle biografsal.
Gode navne på vej
- Desværre er der ikke så meget tilbage af inventaret fra de glade biografdage. Der er oversigtsplanen over sæder ude ved det daværende billetsalg, men ellers er alt vist smidt ud. Det kunne have været sjovt med et par filmruller eller sæder, men desværre, siger Allan Mads Knægt.
Med så mange ekstra kvadratmeter har de sidste par måneder blandt andet gået med at få aftaler på plads med kunstnere. 2022 bliver fyldt med navne som en af Danmarks bedste portrætmalere Benjamin Abana, Verner Panton og altså afdøde Robert Jacobsen, der slog sit navn fast langt udenfor landets grænser med sin "smedekunst".
- Vi har fået en henvendelse om, om vi kunne sælge den her private Robert Jacobsen-samling i galleriet. Men der er rigtigt mange spændende og meget forskellige værker i den her sæson. Både lokale og fra ind- og udland, som både dækker billedkunst og skulpturer, og så vil Ernos keramik også få noget plads at brede sig på, fortæller Allan Mads Knægt.
Planen er, at der også skal afholdes en række særlige arrangementer som jazzbrunch, art talks og Art By Night.