Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Thorvaldsen: Berømt hårlok er endt på Nordfyn

Torben Juul med sit maleri af fregatten Rota, der bragte Thorvaldsen og et stort antal af hans værker hjem fra Rom. Foran ligger flere relieffer af Thorvaldsen, hvoraf flere er til salg i Antik 44. Foto: Thomas Gregersen
I første halvdel af 1800-tallet kunne man af gode grunde ikke lige snuppe en selfie med en kendt person, når man mødte vedkommende. Men det fineste minde man kunne eje var hans eller hendes hårlok.
Annonce

Bogense: Hvis du ikke selv har skrevet datoen ind i din kalender, så er det altså den 19. november, den store danske billedhugger Bertel Thorvaldsen ville kunne fejre sin 250 års fødselsdag.

I første halvdel af 1800-tallet bragte hans kunst ham stjernestatus ud over alle europæiske grænser.

Hvis man skal sammenligne hans berømmelse, så var han i kategori med H.C. Andersen, som Danmarks mest anerkendte kunstnere - og de to blev da også venner på Thorvaldsens gamle dage.

Blandt andet står Thorvaldsen bag Pave Pius den 7. gravmonument i Peterskirken i Rom, hvilket ellers nærmest var en uhørt ære, når kunstneren ikke selv var katolik.

Nu bliver de to verdenskendte danskere næsten bundet sammen af en hårlok, som den bogensiske antikvitetshandler Torben Juul har fået ind i sin samling. Hårlokken blev klippet af og gemt af Thorvaldsens tjener Wilckens efter billedhuggerens død og på bagsiden af det indrammede klenodie kan en tekst tolkes, som om den på et tidspunkt kan være foræret til H.C. Andersen.

- Det sker en sjælden gang, at man bliver blæst fuldstændig bagover, over en ting man finder. I hvert fald når man er samler og lidt fjollet med det anderledes, kuriøse og spændende, siger Torben Juul.

Annonce

Samler på hårsmykker

Dengang var det normalt, at man udvekslede hårtotter, når kendte mødte andre kendte. Blandt andet findes en del af H.C. Andersens private hårsamling på museet i Odense.

- Jeg har en stor samling af blandt andet hårsmykker og hårkunst. Blandt andet en medaljon med en hårlok af den engelske dronning Victorias prinsgemal, Prins Albert. Så da den her indrammede og veldokumenterede hårlok af Thorvaldsen kom til salg på Bruun Rasmussens aktioner, måtte jeg selvfølgelig have den. Selvom jeg vist egentlig er holdt op med at samle, smiler Torben Juul, der er indehaver af Antik 44.

Han vil ikke fortælle, hvad sådan en indrammet hårlok løber op i. Men måske på grund af billedhuggerens runde 250-års fødselsdag, var interessen stor - og den endte cirka fem gange over vurderingen.

Thorvaldsens hårlok er arrangeret i det, Torben Juul kalder et typisk engelsk håroplæg, der sandsynligvis er bundet af en professionel. Foto: Thomas Gregersen

Thorvaldsens Museum ved Christiansborg i København ejer tre af disse indrammede hårtotter, der blev klippet af af Thorvaldsens kammertjener Wilckens efter hans død.

Annonce

40 år i Rom

Bertel Thorvaldsen rejste til Rom i 1797 og boede her indtil 1838, hvor han ønskede at flytte  tilbage til Danmark. Derfor sendte kongen den danske fregat Rota afsted, for at transportere kunstneren og en lang række af hans værker hjem til København.

Netop den fregat har en anden og lidt sjov vinkel til Bogense, da Torben Juul ligger inde med et af de eneste kendte skibsmalerier af Rota.

- Jeg ringede til overinspektøren på Thorvaldsens Museum, da jeg ringede og ville høre nærmere til disse hårlokker. Hun var næsten parat til at sætte sig i bilen og køre herover med det samme. Så nu kommer hun herover og henter billedet, som museet har fået lov at låne til 250-års udstillingen - og hun skal også kigge på nogle andre Thorvaldsen-ting, jeg har stående, fortæller Torben Juul.

Man kan se mere til Thorvaldsens hår på Antik 44's hjemmeside og blog.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Åbent skib på Castor

Annonce