Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Ungt ægtepar overtager kendt Bogense-spisested

Xenius og Frederik Mønster Berner Nielsen flytter til Bogense for at overtage Restaurant Marinetten på havnen i Bogense. Privatfoto
Et stærkt ønske om at arbejde sammen på et fælles projekt får nu Xenius og Frederik Mønster Berner Nielsen til at rykke fra København til Nordfyn.
Annonce

Bogense: Lige nu arbejder de begge i Tivoli i København, hvor Frederik er kok på Hotel Nimb, mens Xenius er ansat i Tivoli Retail.

Selvom det til tider godt kan give lidt kriller i maven, så er de gode faste job sagt op, og inden længe sætter parret kursen mod en ny fremtid i Bogense, hvor de fra første juni overtager den nuværende restaurant Marinetten på havnen, som Jeanette Hald ønskede at drive videre, men ikke vandt udbuddet på.

Hvordan et nyt koncept for det kendte spisested kommer til at se ud, vil de ikke løfte sløret for endnu, men Frederik Mønster Berner Nielsen vender hjem til Bogense med et kokke-cv, der udover Hotel Nimb også omfatter kongehuset og en kendt fransk Michelin-restaurant.

- Det er stadig meget nyt, at det lige blev på havnen i Bogense, så selv om projektet faktisk har været på tegnebrættet længe, vil vi godt vente med at fortælle, hvad det er for nogle planer, vi har. Men det bliver ikke et Nimb-koncept, vi flytter til Bogense. Det er ikke den der vildt fine restaurant, men i alt, hvad vi foretager os, vil gæsten være 100 procent i fokus, fortæller Xenius Mønster Berner Nielsen.

- Vi glæder os rigtigt meget. Vi har begge altid gået med et ønske om at blive selvstændig, og nu er det noget, vi får mulighed for at gøre sammen, fortæller parret, der blev gift i september 2018 efter at Xenius havde friet til Frederik i Paris.

Mens Frederik Mønster Berner Nielsen er født og vokset op i Bogense, så havde Xenius aldrig været på Nordfyn, før de mødte hinanden.

- Jeg har lært Bogense at kende som en utroligt hyggelig og charmerende by. Vi har boet i København i nogle år. Jeg er oprindeligt fra Jylland, så på den måde lander vi lige midt imellem, når vi flytter til byen, fortæller Xenius Mønster Berner Nielsen.

Annonce

Lækker mad og god betjening

Med hensyn til konceptet vil de dog godt afsløre, at det bliver et spisested, der har åbent hele året.

- Det er klart, at der er en meget markant højsæson om sommeren, men planen er, at alle i Bogense og omegn skal kunne komme hele året, spise noget lækker mad og få god betjening, fortæller Frederik.

Han kan godt mærke, at det også betyder noget at vende hjem til sine rødder med et restaurantkoncept i bagagen.

- Det bliver ikke på en angstprovokerende måde, men et eller andet sted betyder det selvfølgelig noget, at det blev i Bogense at muligheden bød sig, mener han.

- Faktisk glæder vi os bare til at komme i gang og til at kunne fokusere på vores egen forretning, supplerer Xenius Mønster Berner Nielsen.

De har begge fuld tillid til, at ægteskabet også kan holde til både at skulle bo og arbejde så tæt sammen, som tilfældet bliver i Bogense.

- Både Frederik og jeg er fuldt bevidste om, at vi har hver vores spids kompetencer. Frederiks bliver i køkkenet, mens min vigtigste opgave bliver service og gæster, fortæller han.

Endnu har de ikke fundet et sted at bo, men de holder kortene åbne.

- Vi ved jo godt, at det første halve til hele år er det begrænset, hvor meget vi får mulighed for at være hjemme. Der bliver det restauranten frem for alt. Vi satser det hele på at få en god opstart, siger Xenius Mønster Berner Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Nordfyn

Modeshow med god afstand

Ugeavisen Nordfyn

Månedens buket: Aase skaber glæde med gymnastik

Annonce