Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Tilbud til børn: Få din egen lille køkkenhave

Eva Hansen og Natasja Ahlbom-Hansen er med i bestyrelsen i 4H Bogense-Søndersø. Foto: Dorthe Wolff
Eva Hansen og Natasja Ahlbom-Hansen fra 4H har længe gået og funderet over, hvordan de tiltrækker flere børn og unge til organisationen. Så købte de en kolonihave i Bogense.

Bogense: Få din egen lille køkkenhave - sådan lyder tilbuddet til børn ned til seks år fra organisationen 4H. De har nemlig købt en kolonihave på Borgmesterløkken, som skal bruges til en ny haveskole.

- Natasja og jeg havde længet snakket om, hvad vi kunne gøre for at få nogle flere med (i organisationen, red.). Og Natasja havde sværmet lidt for en kolonihave. Så en dag så vi, at der var en til salg her, og at den havde en overkommelig pris, fortæller Eva Hansen, der sammen med Natasja Ahlbom-Hansen er med i bestyrelsen i 4H Søndersø-Bogense.

Faktisk var prisen så overkommelig, at organisationens kasserer hurtigt kunne sige god for investeringen tilbage i begyndelsen af 2020. Men så kom corona.

Annonce

- Derfor har den jo sådan set bare stået det sidste år. Men nu lysner det, og nu vil vi gerne have nogle børn og unge med herud og dyrke jorden.

Have for alle

Tanken med haveskolen er, at tilmeldte børn og unge kan få deres egen lille have (i en højbedskasse), hvor børnene selv må bestemme, hvad de vil dyrke. Det kan være grøntsager som radiser, gulerødder eller salat, og derudover vil der være et større område af kolonihaven, som er 'voksenstyret', og hvor de i fællesskab dyrker afgrøder til brug under fælles aktiviteter.

Det kan være kartofler til brug, når der en gang imellem skal laves mad over bål, eller græskar til græskarudskæring til efteråret.

Haveskolen er for alle fra seks år og op, "ind til de ikke gider mere", fortæller Eva Hansen.

- Alle kan få noget ud af det, tænker jeg. Og ved både at have små og store børn med kan de lære at passe på hinanden, siger hun og tilføjer:

- 4H er også kendt for generelt at have plads til alle. Her behøver du ikke at være super skarp til håndbold. Du skal bare være god til at være dig.

Udover pasning af kolonihaven vil haveskolen også tage på en forårstur og efterårstur til eksempelvis stranden, et lokalt gartneri eller bisonfarmen i Morud. Foto: Dorthe Wolff

Haveskolen på Borgmesterløkken åbner første gang den 28. april og finder derfra sted hver onsdag mellem klokken 14.30 og 17.30. Hver gang vil der være to bestyrelsesmedlemmer til stede, som vil hjælpe med at holde have, passe grøntsager og tale om forskellige afgrøder og deres sæsoner.

4H er en organisation, der arbejder for en aktiv fritid for børn og unge med interesse for natur, dyr, haver og madlavning gennem praktiske og kreative aktiviteter. Er man interesseret i at være med i haveskolen koster det de 200 kroner årligt, som prisen er for at være medlem af 4H, og har man et barn, der gerne vil have jord under neglene, kan man skrive til Eva Hansen på evafinn@hotmail.com.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce