Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Trængsel i havnen: Havnegruppe har snart udsolgt af velkomstposer

En af de flittige frivillige, der bruger sine sommer-torsdage på at byde sejlende turister velkommen til Bogense, er Janne Kildegaard. Torsdag i uge 29 var særlig travl, da nåede hun at lange 91 velkomstposer over rælingen til nyankomne sejlere. Foto: Betty Rasmussen
Midt i juni pakkede frivillige i Turismens Venner 2000 velkomstposer til sejlende turister og campister. Nu er den sidste pose snart delt ud.
Annonce

Bogense: Goddag, velkommen til Bogense. Vil I ha' en velkomstpose?

Sådan har det lydt snart 1000 gange på Bogense Havn og Marina siden midt i juni, når frivillige i let genkendelige grønne poloshirts på ugens første fire dage traver op og ned ad broerne og kontakter nye sejlere for at give dem en hjertelig velkomst.

Havnegruppen på omkring 20 frivillige er en del af Turismens Venner, der har påtaget sig at bidrage til, at Bogenses sejlende gæster føler sig velkomne.

- Det vigtigste er, at de er gode værter og gode ambassadører, så turisterne får en god oplevelse. Det er vigtigere, end at de når rundt til alle, siger Børge Pedersen, der har været tovholder for gruppen siden starten i 2015.


Det vigtigste er, at de er gode værter og gode ambassadører, så turisterne får en god oplevelse.

Børge Pedersen, tovholder for Havnegruppen.


Og som gode værter giver de frivillige sig også tid til at svare på spørgsmål fra turisterne, der for eksempel har brug for at finde en læge eller har andre praktiske spørgsmål. Og til at snakke lidt løst og fast om, hvor gæsterne kommer fra og hvor længe, de regner med at blive.

Annonce

Brochurer og rabatter

Midt i juni pakkede Havnegruppen 2000 velkomstposer. Halvdelen blev leveret til Kyst Camping Bogense, mens de andre 1000 bliver delt ud til sejlere og autocampister. Og tirsdag den 28.7 var bunden i posestakken ved at være nået.

- I alle fem år har vi pakket 2000 poser, og sidste år nåede vi "udsolgt" stort set lige så tidligt som i år, så måske skal vi sætte antallet op næste år, siger Børge Pedersen, der også forudser, at han får brug for nye medlemmer i gruppen næste år. For de fleste har været med siden starten og er jo altså blevet fem år ældre.

Og hvad er der så i velkomstposerne, som sejlerfolket få stukket i hånden?

Først og fremmest Nordfynsguiden og brochurer over populære turistaktiviteter som ture til Æbelø og guidede cykelture. Dertil rabatkuponer til nogle af byens butikker, caféer og restauranter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce