Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Tre nordfynske forfattere vil pirre den lokale læselyst

Iris Munkebjerg, Anne-Kirsten Brønserud og Karen Kornbech Larsen er alle sprunget ud som forfattere i en moden alder.
De er alle tre kvinder, født og opvokset på Nordfyn, de er alle i 60'erne, ingen af dem kan styre deres trang til at sætte ord på papir - og så er de aktuelle med nye bøger.
Annonce

Nordfyn: Iris Munkebjerg har i sandhed mange lig i lasten. Lasten er at skrive og ligene hober sig op i hendes krimi-fortællinger, der som regel udspiller sig omkring Iris' eget geografiske udgangspunkt i Bogense.

Hvor mange personer, hun helt præcist har taget livet af med sin morderiske pen er der ikke noget sikkert tal på, men alene i hendes nyeste samling af kriminoveller "Den sorte krukke" handler det om adskillige dødsfald.

En del mere fredeligt går det for sig hos Karen Kornbech Larsen, der netop har modtaget sin tredje roman i Tankespind-serien fra trykkeriet og Anne-Kirsten Brønserud, der tidligere har skrevet en fagbog om sclerose og en novellesamling. Hun kan lige nu præsentere sin første skønlitterære bog: Når svalerne flyver højt.

I den anledning har de tre kvindelige forfattere sat hinanden - og avisen - stævne på Otterup Bibliotek, hvor de gerne vil byde ind med nogle meget forskellige bidrag til kommunens nye læselyst-strategi.

Det gør de blandt andet via en fælles udstilling af deres nye bøger i Otterup Boghandel her op mod jul.

Annonce

Lokal indgang

- Jeg tror, at selve vores lokale tilhørsforhold og vores nordfynske vinkel på de her tidstypiske miljøer og karakterer kan være en indgang til at få nogen til at læse. Det er i hvert fald det, jeg hører ofte, at læseren mener at kunne genkende sig selv eller andre i mine persongallerier. Også selvom vedkommende måske er fra en lille by et helt andet sted i landet, fortæller Karen Kornbech Larsen.

Selvom alle tre kvinder er vokset op i mindre byer på Nordfyn i samme årti og med samme trang til at fortælle historier, har de ikke været klar over hinandens eksistens.

I modsætning til i dag, hvor alle unge har deres egen youtube-kanal er Iris, Karen og Anne-Kirsten ikke født ind i en generation, der blev opdraget til at stille sig op.

- Fordi Iris og Anne-Kirsten har været interviewet til avisen, så har jeg opdaget dem. Og fordi Iris læste artiklen om bibliotekernes læsestrategi for voksne, og fortalte mig om det, så har jeg koblet tingene sammen. Og fordi vi alle tre brænder for vores historier, har vi fundet sammen. Så havde det ikke været for avisen, havde vi ikke opdaget hinandens eksistens, og så havde vi stadig, hver især, gået rundt og troet, vi var den eneste nordfynbo med noget på hjerte, griner Karen Kornbech Larsen.


Så havde det ikke været for avisen, havde vi ikke opdaget hinandens eksistens, og så havde vi stadig, hver især, gået rundt og troet, vi var den eneste nordfynbo med noget på hjerte

Karen Kornbech Larsen


- Også det, at vi skriver så forskellige genrer, ser jeg som et argument for at læse. Ligesom det der kostråd med at spise varieret, er jeg jo af den overbevisning, at man bør læse varieret. Vælge noget, der ligger langt fra den genre, man normalt ville vælge at læse, indskyder Anne-Kirsten Brønserud.

Annonce

Modgang satte gang i skriverier

Til fælles har de tre kvinder også, at det var modgang i livet, der har været med til at give deres fortællertrang ilt til at folde sig ud.

- Jeg var i mange år gift med en psykopat, der undertrykte mine skriverier og ikke kunne klare den opmærksomhed, jeg fik i forbindelse med dem, fortæller Iris Munkebjerg.

Hun mistede sin kun 19 år gamle søn i en voldsom motorcykelulykke i 1995, hendes daværende mand faldt ned fra taget og blev invalid, parret mistede deres virksomhed, de blev skilt, hendes privatøkonomi gik rabundus, og til sidst fik den yngste datter en diagnose, der betyder, at hun er udviklingshæmmet

Men, siden Iris Munkebjerg genoptog skriverierne, har hun blandt andet leveret kriminoveller til Ugebladet Søndag - det varede dog kun, indtil en nytilkommet redaktør mente, historierne var alt for voldsomme og virkelighedstro til bladets læsere.

- Jeg har det sådan, at mine mord skal kunne lade sig gøre. Jeg bruger rigtigt meget tid på, at researche forskellige metoder til at slå folk ihjel og har blandt andet kontakt til en retsmediciner, der gerne hjælper mig på vej. Hvis det er et giftmord, vil jeg vide, hvor lang tid giften er om at virke og om den eventuelt kan spores i en obduktion, fortæller den lille 69-årige kvinde med et ellers venligt smil.


Jeg har det sådan, at mine mord skal kunne lade sig gøre. Jeg bruger rigtigt meget tid på, at researche forskellige metoder til at slå folk ihjel og har blandt andet kontakt til en retsmediciner, der gerne hjælper mig på vej. Hvis det er et giftmord, vil jeg vide, hvor lang tid giften er om at virke og om den kan spores

Iris Munkebjerg


Trods smilet kan jeg ikke slippe fornemmelsen af, at Iris med øjnene sidder og vurderer, hvor meget stryknin en mand med min volumen cirka skal have, for at gå i brædderne.

Annonce

Fra fagbog til fiktion

For Anne-Kirsten Brønserud begyndte forfatterkarrieren med en fagbog med titlen "Rundt om sklerose", der udkom i 2012. Hun fik selv den frygtede diagnose dissemineret sklerose i 2002, og også hun har været igennem en skilsmisse. I dag er hun i et nyt ægteskab og bor lidt uden for Odense.

Som den eneste af de tre er hun gået ind i forfatterskabet med en mere faglig tilgang, da hun i 1992 blev færdig som cand. phil. i nordisk sprog og litteratur.

- Jeg tror, vi alle har det ligesom Iris. At handlingen skal være sandsynlig og realistisk. Jeg gør selv meget ud af, at mine tidsbilleder og karakterer skal være genkendelige. Blandt andet går jeg tilbage og tjekker vejrudsigter i Fyens Stiftstidendes arkiv på nettet. Når jeg læser andres bøger, støder det mig, hvis der er noget, jeg kan gennemskue som forkert, siger Anne-Kirsten Brønserud.

En stor del af processen har været, at overvinde den barriere, at andre skulle læse deres historier.

- På en eller anden måde var det først et par dage før udgivelsen af den første roman, det gik op for mig, at nogen skulle læse det, jeg havde skrevet. Det ramte mig som en meget blandet følelse, fortæller Karen Kornbech Larsen.

Hun kalder bøgerne sine bog-børn.

- Det, synes jeg, er et godt billede. Man føder dem, de vokser og på et tidspunkt skal man sende dem afsted i skole. Men ligesom med dine rigtige børn er du nødt til, at tage dem i hånden og hjælpe dem over vejen. Det er den fase, vi alle tre står i lige nu, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce