Jullerup: I snart 16 år har vandværket i Jullerup med jævne mellemrum oplevet, hvordan indholdet af colibakterier er steget og faldet.
Senest i september 2019 var indholdet af colibakterier så højt, at forbrugerne var nødt til at koge vandet.
Dengang mente Styrelsen for Patientsikkerhed, at det kunne være forbundet med sundhedsfare at bruge vandet til drikkevand, i husholdningen og til håndvask uden at koge det.
Men selvom langt de fleste overskridelser har været i den milde ende af skalaen, vil vandværket nu de tilbagevendende problemer til livs.
- Problemerne kommer og går, og indholdet af colibakterier stiger og falder hele tiden, så vi har haft svært ved at finde en kilde til forureningen. Vi har rodet med det i mange år og har fået lavet tv-inspektion, uden man har fundet noget. Så vi er stadig mere eller mindre på bar bund, fortæller vandværkets formand Lise-Lotte Kragh.
Lise-Lotte KraghProblemerne kommer og går, og indholdet af colibakterier stiger og falder hele tiden, så vi har haft svært ved at finde en kilde til forureningen. Vi har rodet med det i mange år og har fået lavet tv-inspektion, uden man har fundet noget. Så vi er stadig mere eller mindre på bar bund.
UV-lys skal dræbe bakterier
Derfor skal både vandværkets rentvandsbeholder og boringer nu have den helt store tur i jagten på utætheder.
Nordfyns Kommune har den 20. januar givet vandværket en midlertidig tilladelse til videregående vandbehandling med UV-lys, der kan dræbe eventuelle mikroorganismer i vandet.
- Vi har anlægget stående klart, så lige så snart klagefristen er udløbet, vil vi sætte gang i arbejdet, siger Lise-Lotte Kragh.
Tilladelsen gælder i første omgang for en periode frem til 1. november 2021 og skal ses som en tryghed for forbrugerne, indtil forureningskilden er fundet.
Samtidig skal der i perioden udtages jævnlige vandprøver, så man kan følge udviklingen.