Annonce
Ugeavisen Nordfyn

Virus ramte også nordfynske familier hårdt i 1982

Mund- og klovsygen ramte som et lyn fra en klar himmel og i løbet af kort tid var området omkring Tørresø lukket helt af. Billedet her prydede forsiden af Fyens Stiftstidende den 22. april 1982. Foto: Ole Bagger
Verden står lige nu stille i skyggen af coronavirus, men de små smitsomme partikler kommer i mange afskygninger. I april 1982 var det også en virus, der lammede samfundet og delte Fyn ind i lukkede zoner.
Annonce

Nordfyn: Selvom viruspartikler er så små, at vi ikke kan se dem uden et mikroskop, så bliver vi i disse dage mindet om deres enorme magt over livet på jorden. I 1982 måtte flere hundrede fynboer også leve isoleret fra omverdenen, turismen led, virksomheder lukkede, og arrangementer blev aflyst.

For familien Rasmussen startede mareridtet en morgen, hvor en kvie havde udvist en særlig adfærd med at slikke sig mistænkeligt meget om munden.

Gårdejer Ejner Rasmussen havde lagt mærke til kvien på sin daglige morgenrunde i stalden på Grønnegård i Tørresø, og han turde ikke andet end at ringe til den lokale dyrlæge Danielsen.

Dyrlægen ringede straks videre til kredsdyrlægen, der uden betænkningstid beordrede gården spærret af. Mistanken lød på mund- og klovsyge, der nogen tid forinden havde ramt flere besætninger på Syd- og Midtfyn.

Den 16. april var sygdommen sprunget på tværs af Fyn og havde ramt en anden nordfynsk besætning.

Den sjældne og meget smittefarlige virussygdom rammer blandt andet kvæg og svin og var en kæmpe trussel for Danmarks store landbrugseksport, så der blev ikke taget let på mistanken. Politiet satte hurtigt vejspærringer op, og en spytprøve fra koen blev med udrykning sendt afsted mod Statens Institut for Virusforskning på den senere meget omdiskuterede lille ø Lindholm ved Møn.

Da kredsdyrlægen nåede frem til Tørresø, var der allerede ankommet en amerikansk veterinær, som var i landet for at følge bekæmpelsen af mund- og klovsygen.

Selvom prøven endnu ikke var analyseret, beordrede kredsdyrlægen hele gårdens besætning på 10 stykker kvæg og et halvt hundrede grise slået ned på stedet.

En massegrav blev udgravet bag gården, og i løbet af eftermiddagen gik den barske nedslagtning i gang. Selv hunden på gården måtte lade livet. En af de nærmeste naboer til Grønnegård var maskinstationsejer Niels Jørgen Larsen, Tørresø Maskinstation. Også hans herefordtyr og et par køer røg med i graven på mistanke.

Senere på dagen den 21. april slog sygdommen til to andre steder i nabolaget. Hos Johannes Petterson i Agernæs - og hos Jørgen Andersen på Tørresøvej, kun få hundrede meter fra Grønnegård. Hos sidstnævntes dyr var symptomerne meget svage, men der blev ikke taget chancer og gravemaskinerne, og nedslagtningen flyttede fra Grønnegård til Tørresøvej, hvor nedslagtningen forgik om natten til den 22. april. Nogle uhyggelige timer, som stadig sidder dybt i de berørte her 38 år senere.

- Massegraven, som vi nu ikke kunne undgå at se, var heldigvis ikke så høj. Dette skyldtes, at når dyrene var blevet aflivet, stak de et rør i maven på dem, så luften røg ud. Derved fyldte de væsentligt mindre. Da gravemaskinen kørte videre til Jørgen og Kirsten, vidste vi godt, at sygdommen også var kommet til deres besætning. Ejner og jeg sov ikke den nat. Det værste for mig var at høre gravemaskinerne køre hele natten og ikke mindst skuddene, der bragede hver gang et dyr blev skudt. Klokken tre ringede Kirsten til os og sagde: Nu må jeg snakke med et menneske, ellers holder jeg det ikke ud, fortæller Karen Rasmussen.

Sådan har vi gjort

Artiklerne er baseret på øjenvidneberetninger fra de berørte familier og en række artikler i Fyens Stiftstidende i ugerne efter den 16. april 1982. Personerne bag beretningerne er fundet frem i samarbejde med Inge Lise Nielsen fra Lokalhistorisk arkiv i Otterup og Arne Rasmussen, hvis forældres gård blev ramt den 22. april 1982.
Annonce

Sad som et traume

Sygdommen bragte i en lang periode dagligt Nordfyn i overskrifterne i de landsdækkende medier og i TV Avisen. Blandt andet skrev Ekstra Bladet om, hvordan et hold elever fra Nordfyns Gymnasium havde været på besøg i Østtyskland og måske havde bragt smitten med hjem.

Det viste sig dog, at det nok nærmere var en grisetransport, der havde spredt smitten på sin tur rundt i området.

Inden nedslagtningerne gik i gang havde politiet afspærret det meste af Tørresø og dele af Agernæs. Og så blev der ellers ringet ud til folk som var på arbejde eller i skole: Enten kom man hjem og blev der - eller også blev man ude. Ikke noget med at rejse ud og ind gennem afspærringerne.

I en periode var eneste livline derfor postbudet og Brugsens vareudbringning, der kunne levere dagligvarer ved vejspærringerne. Efter nogle uger blev afspærringen af området dog lempet, så det kun var de berørte gårde, der blev holdt isoleret.

Efter de første hektiske timer med nedslagtningerne, begyndte rengøringen på de berørte gårde. Alt blev desinficeret og renset grundigt. Om det så var kornet i en silo i Grønnegårds maskinhus – altså ikke i umiddelbar nærhed af stalden – så blev det gravet ned.

Det skete ikke mindst for, at Danmark over for sine eksportkunder kunne dokumentere, at der blev taget effektivt hånd om smitterisikoen. Blandt andet fulgte et hold japanske veterinærer rengøringen nøje. De var i Tørresø indtil december samme år for at følge op på situationen.

For eleverne på Krogsbølle Skole betød mund- og klovsygen, at skolen lukkede i lidt mere end 14 dage, og afgangseleverne fik udsat deres afsluttende skriftlige eksamen. Den blev i stedet holdt den sidste uge i skoleåret mod normalt i starten af maj.

Kun myndighederne måtte passere gennem de vejspærringer, der lukkede området af. Foto: Ole Bagger
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce