Annonce
Ugeavisen Odense

Ønskebarnet: Her er ønskebarnet Jasmin

Louise Kjær med ønskebarnet Jasmin. Foto: Hasse Frimodt
Louise Kjær fødte 18. maj ønskebarnet Jasmin. Jasmin er blevet til med en ægdonor og sæddonor.
Annonce

I Ugeavisen der udkom tirsdag den 19. maj 2020, skrev vi om 43-årige Louise Kjær, som efter mange års hård kamp for at blive gravid og mor, kunne fortælle, at hun med hjælp fra både en ægdonor og en sæddoner, nu endelig kunne se frem til at blive mor.
Artiklen blev en kæmpe succes. En af de mest læste nogensinde i Ugeavisen. Den nåede ud til 312.000 facebook brugere, opnåede 33.700 interaktioner, fik 817 reaktioner, 75 kommentarer på facebook, samt næsten 25.000 visninger på hjemmesiden www.ugeavisenodense.dk. Imponerende tal, som vi på Ugeavisen Odense er enormt glade for.

For Louise blev det også en positiv oplevelse at fortælle sin historie om i mange år at have forsøgt igen og igen at blive gravid. - Folk har været enormt søde. Jeg er blevet lykønsket af en masse mennesker, jeg ikke kender, som har sagt tillykke med barnet, efter at de havde læst artiklen i Ugeavisen, siger Louise.

Louise med ønskebarnet Jasmin, lige efter fødslen. Privatfoto

Louise fødte mandag den 18. maj en 48 cm lang velskabt pige på 3030 gram. Ligeså hård en kamp det havde været for Louise at blive gravid, næsten lige hårdt var det at få pigen ud.

- Jeg fik veer fredag den 16. maj om natten. Lørdag formiddag blev jeg modtaget på OUH’s fødeafdeling med veer. Men der skete ikke rigtigt mere. Så jeg blev sendt hjem igen, siger Louise.

Veerne fortsatte hele lørdagen, hvor Louise ikke kunne sove på grund af veerne. Veerne blev kraftigere og kraftigere, så søndag morgen kl. 7 blev Louise tjekket ind på en stue på OUH fødeafdeling.

- Jeg havde mange veer. Men jeg havde ikke åbnet mig mere end 4 cm, hvilket er alt for lidt i forhold til de 10 cm, man ønsker der skal være, for at starte op på en fødsel. Der gik en del timer, så havde jeg udvidet mig til 6 cm. Men det var endnu ikke muligt at føde, fortæller Louise.

Mange timere senere ankom der en læge samt fire jordemødre. Man var ikke var glade for, at pigen i maven var såkaldt stjernekigger, hvilket betyder, at hun ligger med hovedet oppe og benene nede. Man ville gerne have barnet til at vende sig, så fødslen kunne foregå med hovedet ud først. - Der gik lang tid. Jeg fik lavet alle mulige øvelser for at vende barnet i min mave. Samtidig var jeg meget afkræftet, fordi jeg ikke kunne holde fast føde i mig. Og jeg var træt, fordi jeg ikke havde sovet siden fredag nat. Ligeledes begyndte jeg at få virkelig store smerter i lænden. Så trods min store skræk for nåle, fik jeg både akupunktur og en epidoral, fortæller Louise.

Og det var efter, at Louise havde fået sin epidoral, at der pludselig kom gang i fødslen. Hun udvidede sig nu til 9 cm, og så gik der gang i fødslen.

- Jeg kæmpede og kæmpede. Babyen havde vendt sig nu i maven, så nu skulle det være. Men ak, det tog lang tid. Jordemoderen og lægen blev på et tidspunkt lidt bekymret for, at min fødsel ikke gik stærkt nok, da babyen sad et stykke tid med lidt af hovedet ude af mig. Hun var blevet stresset og havde også haft afføring, hvilket ikke er vildt godt, fortæller Louise.

Da Louise hørte en læge nævne ordet sugekop, fik hun så mange kræfter at hun fødte den lille datter.

Jasmin blev født den 18. maj 2020. Foto: Hasse Frimodt

- Min datter skulle ikke tages med en sugekop. Så jeg fik nogle enorme kræfter, som gjorde, at jeg kunne føde min datter uden brug af sugekop, siger Louise.

Louise kom knap 7 timer senere hjem til sit hus i Sanderum sammen med sin nyfødte datter. Louise var nu en lykkelig mor til en nyfødt datter, som hun har givet navnet Jasmin.

- Jeg er enormt glad og lykkelig. Det er lidt vildt det hele. Tænk sig, alt det jeg har været igennem, hvor mange behandlinger der har fejlet, og så endelig lykkes det. Jeg er så taknemmelig for alle, der har været med til, at det kunne lykkes og sender dem alle hver især en kæmpe tak, siger Louise.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce