Annonce
Ugeavisen Odense

100 år men frisk som en havørn: Kirstine kender navnene på alle sine 16 oldebørn

Kirstine Løvsø klarer sig med lidt hjemmehjælp og flinke naboers hjælp i sit parcelhus i Højby . Foto: Kurt Rasmussen
Lørdag 30. april rundede Kirstine Løvsø 100 år, og det var med stor glæde, hun kunne invitere sine naboer og nærmeste til åbent hus, selvom hun ikke var så meget for at høre tallet 100.

Højby: Hun blev født fire år efter 1. verdenskrig på familiens gård ved Gamle Lejre og voksede op med tre mindre søskende og en masse dyr omkring sig.

- Jeg har jo i min vildeste fantasi ikke forestillet mig, at jeg skulle blive 100 år gammel. 99 kunne jeg gå med til, men de hundrede… nej, siger hun bestemt og begynder at synge en gammel selskabsvise: ”Om hundrede år er alting glemt”.

Jeg må indrømme, at jeg mistede noget frihed den dag, jeg var nødt til at skippe bilen for fem år siden

Kirstine Løvsøe

Flink fødselar

Kirstine Løvsø har let til grin og således også nu, hvor hun ikke er helt glad for at stille op til sit fødselsdagsinterview.

- Men man skal jo være flink, siger hun med et smil, og det lader til at være en disciplin, hun mestrer.

- Jeg har to børn, ni børnebørn og 16 oldebørn, og jeg kender navnene på alle 16 oldebørn, og de kender mig. Den ældste er 22, og den yngste er otte måneder, siger hun og fortsætter.

- Det er en glæde, når de kommer, og prøv nu at tænke dig, at der kommer sådan en lille fyr løbende ind ad døren og siger: ”Nu kommer jeg, oldemor!”.

Kirstine Løvsø fortæller så levende, at man næsten kan fornemme små børn i rummet, selvom hendes familie bor langt væk.

- Hele min familie bor på Sjælland og Jylland, og alligevel kommer de så ofte, at de er sikre på, at vi kender hinanden. Jeg må jo takke mine børnebørn for, at de synes, at den gamle dame skal lære sine oldebørn at kende. Det er måske også derfor, at jeg er nået til de hundrede år, siger hun med et stort smil.

Annonce

God hukommelse

Man mærker fra første sætning, at den 100-årige på ingen måde viser tegn på demens, og hun gengiver i detaljer sine erindringer som barn på Overdrevsgården, hvor hun oplevede starten på den teknologiske udvikling med de første flyvemaskiner og biler - og specielt sin første skoledag.

- Da jeg skulle i skole, blev jeg undervist derhjemme det første år, fordi der var fem kilometer til skolen, og det var for langt for en syvårig pige. Det var mest min mor, men også den unge pige i huset, der underviste mig. Jeg lærte at læse flydende på det år, for det skulle jo ikke hedde sig, at fordi jeg blev undervist hjemme, så kunne jeg ikke noget.

- Jeg kom i skole 2. april 1930, men jeg anede ikke, hvad skolen var for noget. Dengang var forældre ikke gode til at fortælle deres børn om, hvad der skete. Jeg troede jo, at alle var blevet undervist hjemme, og jeg havde ikke meget viden om verden udenfor.

- Vi fik et par timers undervisning og i frikvarteret kom der en stor bakke med wienerbrød ind i klasselokalet, og sandelig om vi ikke fik hver en sodavand. Og vi måtte drikke det hele. Jeg var jo vant til at skulle dele med min bror, og wienerbrød, det fik vi aldrig. Det var jo helt himmelsk, og jeg tænkte, at det var ikke helt tosset at gå i skole, når det foregik på den måde.

- Men da jeg kom i skole næste dag, og det blev frikvarter, ventede jeg på, at der skulle komme wienerbrød, men der kom ikke noget, og jeg fik at vide, at det var på grund af H.C. Andersens 125-års fødselsdag, at alle skolebørn i Danmark fik wienerbrød og sodavand den 2. april. Men jeg kunne godt lide at gå i skole, siger hun.

Annonce

Frigjort kvinde

Men livet var hårdt på landet. Børnene skulle også arbejde mere og mere med på gården, og datidens kvindesyn brød hun sig ikke om.

- Kvinder blev ikke regnet for noget. Jeg syntes, at kvinderne havde alt for meget arbejde i forhold til mændene. Min mor og de unge piger i huset bestilte altid noget, og det, syntes jeg, var uretfærdigt, siger hun.

- Det var kutyme, når man kom fra en bondegård, som jeg gjorde, at man kom på efterskole og på højskole for at blive dannet, og det gjorde jeg også, og så mente min far, at han havde gjort sin pligt. Der var ingen grund til at jeg skulle lære mere, lyder det fra Kirstine Løvsøe, som dog valgte at rejse til København i 1941 og læse videre for egen regning.

Hun gik på skole og tjente penge ved siden af og klarede studierne hele vejen til en læreruddannelse, og det var også her, hun traf sin Arne, som hun blev gift og fik to børn med.

Annonce

Til Højby som skoleleder

Efter nogle år som undervisere i det sjællandske, søgte parret en stilling som lederpar på Højby Friskole, hvor de startede i 1954.

Det blev til 30 år som skoleledere, og det var under deres ledelse, at friskolen i 1978 flyttede til den nuværende lokalitet på Hestehøjvej 80 – skolen i grusgraven.

Kirstine Løvsøs mand gik bort for 11 år siden, og hun er blevet boende i det parcelhus, de fik bygget på Brobækvænget i 1972.

Når vejret er til det, nyder Kirstine Løvsø at opholde sig på terrassen. - Da min mand levede, havde vi en prydhave, men nu er det nok mere en skovhave, for jeg kan jo ikke klare havearbejdet længere, siger hun med et grin. Foto: Kurt Rasmussen

- Jeg får lidt hjælp, og så er mine naboer utrolig søde til at kigge ind og hjælpe med småting og at køre skraldespanden ud, siger hun og fortsætter.

- Jeg har vænnet mig til at være alene, men jeg må indrømme, at jeg mistede noget frihed den dag, jeg var nødt til at skippe bilen for fem år siden. Jeg var glad for at køre bil, men efter jeg var faldet og fik knust mit knæ, valgte jeg selv bilen fra, lyder det rationelt fra Kirstine Løvsø.

Annonce

Stærke familiebånd

Familien betyder selvsagt meget for familieoverhovedet, og derfor holder hun fast i en gammel familietradition.

- Vi skal alle sammen mødes i pinsen på Landal Feriecenter ved Middelfart. Jeg giver et ophold fra fredag til mandag, ligesom min mand og jeg gjorde, da han levede. Og de kommer hele molevitten. Fyrretyve stykker. Så spiser vi sammen og hygger os. Det gør vi én gang om året, og vi plejer at arrangere det, så vi bor fint, og hvor der er et badeland og minigolf og badminton og den slags, siger hun og sniger en lille opfordring ind til sin familie.

Kirstine Løvsøs mand gik bortfor 11 år siden, men med de mange naboer og familiemedlemmer, der besøger hende, føler hun sig ikke alene. Foto: Kurt Rasmussen

- Det er jo ikke så lang tid efter min fødselsdag, så vi kan jo godt fejre mig en lille smule, lyder det med et smil fra fødselaren, der ellers også har inviteret sin familie til at fejre sin 100 års fødselsdag den 7. maj.

- Vi spiser brunch ude, og så samles vi herhjemme bagefter. Der er 25, der kan komme den dag, så det bliver en god flok. Mine ni børnebørn er gode til at holde sammen og holde fast i familieskabet, lyder det fra en glad Kirstine Løvsø.

Annonce
Ugeavisen Odense

Vask på abonnement: Wash World åbner bilvask ved Bilka

Annonce
Ugeavisen Odense

Et mekka for de mindste: Stort legetøjsmarked på Flakhaven

Annonce
Dalum Hjallese Avis

Line er sprunget ud som bæredygtig blomsterbonde i udkanten af Odense: - Jeg havde egentlig forestillet mig, at folk ville synes, jeg var småtosset

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Chef og ansat bytter rolle efter 25 år: - Jeg har altid holdt virkelig meget af Dorte, ellers kunne vi ikke gøre det her

Ugeavisen Odense

Bobler hos Recordpusher: Champagnefestival varmer op med konkurrencer og vinyl

Dalum Hjallese Avis

En tatovering hjalp Maria til at bearbejde sorgen over sin dødfødte datter: - Lige så snart, jeg kan mærke nålen på min krop, løser det op for noget

Ugeavisen Odense

- De prøver at overdøve hinanden: Naboerne har fået nok af høj musik i Odenses parker - vil tage drastiske metoder i brug

Ugeavisen Odense

- Sådan én har jeg sgu aldrig set før: Vaks zoo-gæst fik øje på noget, der hang fra tigeren - nu er dyrepasserne ham 'evigt taknemlig'

Ugeavisen Odense

- Der er nogen bag døren: Imens mand stod i badet, listede fremmed kvinde sig ind i hans hjem

Ugeavisen Odense

Hans og Martin er de sidste, der er sammen med dem, du har elsket: - Jeg kan stadig få en klump i halsen, når jeg læser hilsenerne på kisten

Ugeavisen Odense

Odenses krematorie er presset til bristepunktet - bedemænd afvist i døren: - Der har ikke været plads til flere døde

Ugeavisen Odense

Vågnede til chokerende syn: Familie sov trygt, da nogen i nattens mulm og mørke var trængt ind i deres hus

Ugeavisen Odense

I Byen Odense: Vi afslører gourmetrestaurants nye lokation og en ny specialbutik i Vestergade

Skibhus Avisen

Mon stjernen Totti ved, at en sandwichbar i Odense er opkaldt efter ham

Annonce