Annonce
Ugeavisen Odense

111 år gammel Odense-forretning lukker - og 81-årige Arne går på velfortjent pension

Arne Schmidt giver udtryk for, at han har elsket alle dage, men han kunne nu nok godt have undværet den dag for efterhånden mange år siden i Vestergade, hvor loftet styrtede ned over ham og han brækkede ryggen Seks uger på hospitalet skulle der til. Foto: Kristian Isaksen
Arne Schmidt begyndte i gardinbutikken Arthur Hansen i 1961. Senere blev han indehaver og i oktober måned takker han af. Samtidigt lukker en forretning, der havde sin spæde start i år 1909.
Annonce

Skibhus: - Det er altså ikke mig, der er den Arne, som alle taler om for tiden, siger Arne Schmidt med et let bukket hoved og rynket pande, da han kigger journalisten for enden af bordet i øjnene for at se, om hentydningen er gået rent ind.

Det er den.

Arne Schmidt har for længst forceret grænsen for, hvor lang tid noget menneske kan forventes at arbejde. Ja, faktisk kan redaktionen ikke mindes en person, der har arbejdet fuldtid i en så langstrakt årrække som ham.

- Jeg begyndte i 1961. Det giver 59 år, summer den 81-årige herre.

- Jeg har jo haft det godt. Afværget de værste sygdomme og været fyldt af en glæde ved at gå på arbejde, siger han, og forsikrer om, at han altså er på de nedslidtes side.

- Alle kan jo ikke gøre som mig. Der er mange, der er helt ødelagte ovenpå et hårdt arbejdsliv. De har ret til at gå før. Det skal de sgu have lov til, siger han.

Annonce

To æraer slutter

Selvom snakken om tidlig pensionsalder nok ikke forstummer lige foreløbig, er den ikke årsag til, at avisen har aflagt Arne en visit.

Vi er i butikken på Skibhusvej, fordi to æraer går på hæld. Arthur Hansen som fysisk butik og Arne Schmidts virke som indehaver.

Forretningen, der åbnede i år 1909 på Vestergade i Odense og sidenhen på Skibhusvej i 1983 lukker.

111 år gammel.


Vi kunne jo godt mærke, at der kom store spillere på markedet, men det gjorde mig aldrig nervøs. Nu vil jeg ikke nævne navne, men jeg har haft kunder inde, som for en stund skrottede mig til stor fortrydelse for dem selv. De havde købt i en større butik med billigere produkter. Det var simpelthen noget lort, som de sagde. Så de kom til mig for at få noget ordentligt.

Arne Schmidt


- I 1961 var der 25 ansatte. Det var en kæmpemæssig forretning i Vestergade, fortæller Arne Schmidt, der må sande, at tiderne ændrede sig.

- I 1983 - da jeg overtog - flyttede vi på Skibhusvej med seks-syv ansatte. Dengang havde vi endda egen systue nede bagved, hvor vi lejede os ind i nogle lokaler hos naboen.

For den neutrale beskuer kunne det virke modigt - tangerende til satset - at købe adressen. Der var i forvejen en butik, som med skrantende salg solgte de samme varer som Arthur Hansen.

- Det var Gustav Ellings efterfølgere. Det gik ikke godt for dem. Men jeg så en mulighed, siger den garvede gardinsælger, der havde et es oppe i ærmet, som hverken penge eller ekspertise kunne konkurrere med.

Arne Schmidt takker af efter 59 år i gardinbutikken Arthur Hansen, hvor 37 af årene var som indehaver. I den tid er der blevet målt meget stof og klippet mange baner. Foto: Kristian Isaksen

Navnet.

- Det var jo et hæderkronet firma, som borgerne kendte og vidste, hvad stod for. Kvalitet, siger Arne Schmidt, der dermed havde et andet udgangspunkt for at opnå succes.

- Vores navn bærer på en vis tyngde. Alle kendte jo til os og da der i forvejen var blevet handlet de samme produkter i lokalerne, syntes vi, det var oplagt.

Annonce

Loyale kunder

Det gik som bekendt - selv i tider, hvor konkurrencen maste på.

- Vi kunne jo godt mærke, at der kom store spillere på markedet, men det gjorde mig aldrig nervøs. Nu vil jeg ikke nævne navne, men jeg har haft kunder inde, som for en stund skrottede mig til stor fortrydelse for dem selv. De havde købt i en større butik med billigere produkter. Det var simpelthen noget lort, som de sagde. Så de kom til mig for at få noget ordentligt. Det er jo, hvad vi har levet på. Kunderne ved, vi går op i kvalitet. Vi er aldrig sprunget over, hvor gærdet er lavest, siger han med et ansigtsudtryk, der indgyder tillid.

Et ældre ægtepar er gået ind i butikken. Der er faktisk lukket, men Arne Schmidt giver sig tid til kunderne.

To kunder har kun stor ros tilovers for Arne Schmidt og butikken. Foto: Kristian Isaksen

- Vi er ikke kommet her så ofte, men det er jo kun fordi varerne holder. Vi købte gardiner herinde for 25 år siden og de er stadig tiptop. Det skal du skrive, journalist. Der er ikke en finger at sætte på kvaliteten, siger den kvindelige halvdel af duoen.

De takker Arne Schmidt for hans tid til trods for, han først åbner mandag igen.

Det virkede næsten opstillet, og på indehaverens vegne er det svært ikke at smile. Selv ser han mere upåvirket ud.

- Det er dejligt, de siger sådan. Men det gør de faktisk alle sammen. Kunderne har været utroligt loyale i alle de år, men det siger også noget om forretningen.

Annonce

Slutter ikke helt

Bygningen er allerede solgt. Hvad der skal være her, vides ikke.

Realiteterne sætter eftertanken i omdrejninger hos den snart pensionerede ejer.

- Selvfølgelig er der vemod forbundet med at stoppe. Det har jo fyldt størstedelen af mit liv og jeg har endda boet lige ovenpå forretningen de seneste 37 år. Hver dag har været en fornøjelse, men tiden er inde. Det kan jeg godt mærke, siger Arne Schmidt, hvis beslutning blev skubbet på vej af en god ven og kollega.

Morgenrutinen har næsten altid været den samme. En kop kaffe og Fyens Stiftstidende ved hånden. Selv hvis tiden skred lidt, gjorde det ikke så meget. For butikken er lige nedenunder. Foto: Kristian Isaksen

- Min gode og trofaste ansatte Kim Nielsen spurgte sidste efterår, om han måtte overtage gardinsalget i Arthur Hansens navn. Han har gjort det fantastisk i de 27 år, han har været hos os. Han fortjente det og gav mig en mulighed for at tage en naturlig afsked. Da jeg oven i købet i nogle år har døjet med at komme op ad trappen til lejligheden ovenover gav det mening at komme videre. Og så er det rart at vide, at Arthur Hansens navn lever videre, fortæller han.

Annonce

Tættere på familien

Allerede nu står det skrevet i stjernerne, hvad Arne Schmidt og hustruen skal i livets vinter.

- Vi skal tættere på børn og børnebørn, så vi har købt et hus lidt uden for Køge. Ja, man korser sig over priserne på Sjælland, men skal vi nogensinde tættere på familien, så skal det være nu. Det bliver meget anderledes end her, hvor vi har kunnet se det pulserende liv på Skibhusvej fare forbi, men vi er afklarede med beslutningen og vi glæder os - selvom jeg godt nok aldrig havde troet, jeg skulle bo på Djævleøen, griner han.

Efter forlydenderne om Arne Schmidts afgang er mange kunder stoppet ind i butikken - ikke for at tage del i ophørsudsalget - men for at snakke med Arne.

- Det kommer jeg til at savne og jeg regner da også med at kunne få sagt farvel til mange af kunderne i de kommende uger, inden vi siger helt farvel 30. oktober.

Ved ophørsudsalget, der er i fuld gang, sælges gardiner, sengetøj, dyner og håndklæder.

Kim Nielsen fortsætter gardinsalget udelukkende via sin gardinbil.

Det var ikke svært at sælge ejendommen, hvor tagterrassen gjorde et godt indtryk. Her havde de tidligere ejere have med buske og træer, men det lavede Arne Schmidt og hustru om for 11 år siden, da der pludselig stod vand ned i forretningen. Foto: Kristian Isaksen
Er man gået forbi, kan man nok ikke undgå at bemærke ophørsudsalget. Foto: Kristian Isaksen
Arne Schmidt giver udtryk for, at han har elsket alle dage, men han kunne nu nok godt have undværet den dag for efterhånden mange år siden i Vestergade, hvor loftet styrtede ned over ham og han brækkede ryggen Seks uger på hospitalet skulle der til. Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce