Odense: Den ene af de to unge mænd, som torsdag aften blev anholdt i forbindelse med et knivstikkeri i Odense Banegårdscenter, er igen løsladt. Det oplyser Milan Holck Nielsen, vagtchef ved Fyns Politik, tidligt fredag morgen.
- Det er den 15-årige, som er løsladt. Den 17-årige har erkendt at have ført kniven, fortæller han.
Politiet fik anmeldelsen om knivstikkeriet klokken 20.49 og var hurtigt på pletten, hvor man altså anholdt de to unge mænd. En 18-årig mand var blevet stukket i låret med kniven og er ifølge politiets oplysninger uden for livsfare. Alle de tre unge mænd er fra Odense.
Torsdag aften fortalte politiet, at intet tyder på, at det er banderelateret, men at det var et internt opgør mellem de tre, som altså fik en voldsom udgang.
Vagtchefen fortæller, at politiets jurister her til morgen skal vurdere, om den 17-årige skal fremstilles i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.