Annonce
Ugeavisen Odense

25 år siden 'Miraklet i Madrid': Laudrup havde advaret holdkammeraterne

Det hændte, at Carsten Hemmingsen kom for sent i sin opdækning af Michael Laudrup i Madrid, men Hemmingsen holdt aldrig op med at forsøge at irritere verdensstjernen. Foto: Kim Rune
Michael Laudrup viste sit format for Real Madrid mod OB, men ærgrer sig 25 år efter stadig over, at holdkammeraterne undervurderede fynboerne.
Annonce

Historien om Michael Laudrups andel i "Noche Negra" - den sorte nat - er delt i to. En flok ubekymrede, men tændte fynboer slukkede lyset for Real Madrid på Bernabeu, og Laudrups rolle huskes som værende både kunstnerens og fodboldkenderens, der havde advaret sine holdkammerater, og som selv spillede som en konge i begge kampe.

- Jeg fattede egentlig først, hvor god Michael var, da vi selv spillede mod ham, erkendte Lars Høgh bagefter.

Men i minutterne efter miraklet stillede Michael Laudrup sig til rådighed for den danske presse.

- Jeg havde advaret mine holdkammerater, men jeg er ikke sikker på, at de forstod mig, sagde han til avisens udsendte.

- OB havde vel tre skud på mål og scorede to gange. Men vi var fem gange alene med Lars Høgh uden at kunne score. Fortjent var sejren vel ikke i traditionel forstand. Det er ingen overraskelse for mig, at Lars står sådan en kamp. Vi kender ham jo, sagde Laudrup, inden han forsvandt fra Bernabeus katakomber.

Michael Laudrup takker Lars Høgh for kampen i Odense. Da har Laudrup netop selv sikret den betryggende 3-2-sejr med et klassemål. Det skulle vise sig ikke at være nok. Foto: Scanpix/Claus Fisker
Annonce

Havde alt at tabe

Før kampen havde han på et møde med den danske presse og undertegnede sagt:

- Vi har alt at tabe, intet at vinde. Den slags kampe, hvor alle venter en sikker sejr, er de sværeste at spille. Folk ved, at vi vandt 3-2 i Odense, så de forventer en noget større sejr på hjemmebane. Men tilskuerne hjælper ikke. De sætter sig mageligt til rette og venter en opvisning. De opfatter slet ikke nogen trussel fra OB's side. Gejsten skal vi selv bringe ind på banen, og der findes spillere, som har svært ved at mobilisere den rigtige indstilling i den slags kampe. Jeg tror da også på, at vi vinder og går videre. Men det kan godt blive meget svært, sagde Laudrup til avisen.

- Vi undervurderer bestemt ikke OB. Tilhængerne gør sikkert, men vi spillere har respekt for fynboernes vilje, fysik og organisation. Men det kommer nok til at forme sig som i Odense. De første 45 minutter bliver de værste for os. OB kan måske være med i 60, men så tror jeg, at det begynder at knibe. Vi har to klare fordele. Dels fører vi 3-2, dels er den større bane i Madrid godt for vores kombinationsspil. Jeg håber, OB'erne kommer til at løbe forgæves efter bolden og kun sjældent får lov til at røre den. Vi er teknisk bedre end OB'erne, så vi skulle gerne styre spillet og være i boldbesiddelse det meste af tiden, sluttede Laudrup seancen for den danske presse dengang.

Annonce

Fodboldens uforudsigelighed

I dag 25 år efter ser Michael Laudrup kampen som et billede på fodboldens uforudsigelighed.

- De bedste hold med de bedste spillere vinder som regel, hvilket er logik, men alligevel ser vi fra tid til anden kæmpeoverraskelser, fordi fodbolden er et spil, og hvor der er mennesker involveret. Og heldigvis for det, for det ville da blive lidt trist, såfremt logikken altid sejrede, ikke sandt?, skrev han til Martin Davidsen, forfatteren til "Miraklet i Madrid" for nylig.

Men han gentager også det lille hip til holdkammeraterne, som ikke tog opgaven alvorligt nok.

- Ingen tvivl om, at OB blev undervurderet. Ikke bare i kampen på Bernabeu, men i begge kampe. Et dansk hold var ikke lige det, man tog mest seriøst på i europæisk sammenhæng, selv om Brøndby på det tidspunkt allerede havde skabt flotte resultater i Europa med blandt andet en UEFA Cup-semifinale i samme turnering. Jeg prøvede allerede inden kampen i Odense at fremhæve dette over for såvel spanske medier som mine egne holdkammerater, men det blev taget med et lidt overbærende smil på læben. Og da den første kamp så blev vundet med 3-2, selv om kampen var tæt, ja, så så man kampen som overstået, siger Laudrup i bogen.

- OB havde et godt og især fysisk stærkt hold. Og så havde de et hold med mange stærke personligheder, hvilket er meget vigtigt. På det personlige plan irriterede nederlaget mig, fordi jeg følte, at det var sket på baggrund af en for slap indstilling til kampene og modstanderen, tilføjer han.

Laudrup fortæller, at man i nogle dage efter var kede af at være røget ud til en modstander "langt fra Real Madrids niveau." Men ellers endte skuffelsen med at blive visket ud, fordi Real Madrid med det stærkeste hold i mange år vandt det spanske mesterskab. Da havde FC Barcelona ellers vundet mesterskabet fire år i træk.

Annonce

Hør podcasten: "Miraklet i Madrid"

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

5+1 til weekenden

Ugeavisen Odense

Café Kosmos

Annonce