Annonce
Ugeavisen Odense

Allehelgen, Allesjæle, Halloween?

Tidligere brugte man udhulede roer til at skabe de uhyggelige lygter, men i dag er det græskaret, der bliver foretrukket til den akt. Foto: Colourbox
Halloween bliver mere og mere udbredt, men hvor stammer traditionen fra?
Annonce

Som så mange andre af vores mærkedage, er der både en religiøs og en kulturel baggrund for Halloween - eller Allehelgen, som er den danske betegnelse. Allehelgens Dag er 1. november, men markeres i kirken den første søndag i november, hvor man mindes de døde. For den protestantiske kirke er dagen også præget af, at Luther allehelgensaften den 31. oktober 1517 slog sine teser, mod den katolske kirke, op på kirkedøren i Wittenberg. Derfor regner man også den 31. oktober som reformationens dag.

Annonce

Allesjælesdag

Allesjælesdag er en katolsk helligdag, som falder den 2. november. Her går man i forbøn for de dødes sjæle. I middelalderen bad man om, at de døde måtte få afkortet deres pinsler i skærsilden. Efter reformationen blev Allesjælesdag afskaffet i Danmark, fordi man i den evangelisk-lutherske kirke lagde afstand til forestillingen om skærsilden.

Annonce

Halloween

Halloween fejres den 31. oktober, og er den amerikanske udgave af Allehelgen. Det er Halloween, der har bragt traditionen med uhygge og græskar til Danmark. All-Hallows-Even er den oprindelige skotske betegnelse for allehelgensaften. Halloween er kommet til Danmark fra USA, men traditionen har rødder i flere andre landes kulturer, sandsynligvis som et resultat af USAs meget sammensatte befolkning. Traditionen handler om uhygge og død, fordi man oprindelig troede, at der denne aften var særlig stor risiko for, at de døde ville vende tilbage og hjemsøge de levende, derfor skulle de skræmmes! I modsætning til Mexico, hvor man afholder De dødes dag, nærmest som en festdag til ære for afdøde slægtninge.

Annonce

Trick or treat

Danskerne har taget skikken med at tænde lys i udhulede græskar til sig. Før i tiden brugte man roer, men efterhånden vælger de fleste græskar, når man vil lave uhyggelige lygter. Dels er græskar ofte nemmere at skaffe, dels er de lettere at arbejde med end de noget hårdere roer og endelig kan man udnytte indmaden fra græskar til suppe eller kage. Også den amerikanske tradition med at pynte op, klæde sig ud og samle slik i nabolaget, har mange børn taget til sig. Sandsynligvis inspireret af amerikanske film og tv-serier. Traditionen minder på mange måder om at rasle til fastelavn.

Kig ind på biblioteket, så hjælper vi gerne med at finde bøger om efterårets aktiviteter og traditioner.

Skrevet af Herle Marie Kristiansen, Odense Bibliotekerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

50 år med blå strømper

Annonce