Annonce
Danmark

Anden brøler fra myndighederne: Derfor må udskældt omskæringlæge fortsætte

Said El-Batran må fortsætte med at omskære i sin kones klinik i Aarhus, fastslår retten i Odense. Foto: Nils Svalebøg
Det er på grund af en fejl hos Styrelsen for Patientsikkerhed, at den udskældte omskæringslæge Said El-Batran må fortsætte med at foretage omskæringer, selvom den mener, han er farlig for patienterne. Det er anden gang, at styrelsen begår alvorlige fejl i sagen.
Annonce

Det er på grund af endnu en brøler hos Styrelsen for Patientsikkerhed, at skandalelægen Said El-Batran må fortsætte med at omskære drengebørn, selvom myndighederne vurderer, at han er til fare for patienternes sikkerhed.

Avisen Danmark har fået aktindsigt i den endelige dom i sagen, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed har anlagt sag mod Said El-Batran for at give ham livsvarigt forbud mod at omskære. Her fremgår det, at retten har afvist sagen, da Styrelsen for Patientsikkerhed ifølge dommeren ikke har gjort sit forarbejde godt nok.

Retten vurderer, at Styrelsen for Patientsikkerhed ikke har givet Said El-Batran tilstrækkelig tid til at blive hørt i sagen, som loven foreskriver. Styrelsen stævnede Said El-Batran 19. oktober 2018, hvor den blot havde givet ham 17 dage til at komme med indsigelser. Og det er ikke tids nok, vurderer retten. Derudover blev der først afholdt et møde med Said, efter at styrelsen havde stævnet ham i sagen.

- Lovens intentioner om at sikre en grundig forberedelse af retssagen forud for sagsanlæg ved både at indhente en udtalelse fra Retslægerådet og høre Said El-Batran herom, er dermed ikke opfyldt, står der i afgørelsen, hvor retten derefter konkluderer:

- Da forudsætningerne for at anlægge sagen ikke var tilvejebragt ved sagens anlæg, afvises sagen.

Det er ikke første gang, at Styrelsen for Patientsikkerhed begår en fejl i sagen med Said El-Batran.

Avisen Danmark har tidligere afsløret, hvordan det var en fejl, at Said El-Batran siden februar har haft mulighed for at omskære drenge på sin kones klinik i Aarhus. En medarbejder i styrelsen meddelte Said El-Batran ved en fejl, at forbuddet var ophævet, selv om det skulle have været gældende helt indtil retssagen var afsluttet.

Annonce

Mange sager

Avisen Danmark har de seneste dage afsløret, hvordan Said El-Batran siden februar har arbejdet i sin kones klinik i Aarhus, hvor han ifølge eget udsagn har omskåret op mod 90 drenge. Det på trods af, at myndighederne ikke mener, at det er forsvarligt, at han foretager omskæringer.

I 2016 fik han to års forbud mod at omskære. Forinden afslørede et tilsyn på hans klinik i Aarhus dybt uhygejniske forhold. Blandt andet var der i klinikken et operationsleje, der blev brugt som spisebord, klistret gulv, ingen adgang til rindende vand, mangelfuld instruks om bl.a. hygiejne og bedøvelse, for gammel og forkert opbevaret medicin. Men en gedigen brøler i Styrelsen for Patientsikkerhed har betydet, at han i slutningen af januar igen fik tilladelse til at omskære. Og siden 1. februar har han været ansat som assisterende læge på sin kones klinik i Aarhus. Og det har han nu rettens ord for, at han kan fortsætte med.

Siden 2006 har Said El-Batran været omdrejningspunkt i et hav af klagesager og indberetninger fra hele landet, og han har også fået kritik i en lang række sager. Både på grund af omskæringer, men også for mangelfuld behandling som kirurg på Sygehus Sønderjylland Aabenraa, hvor han var ansat frem til 2011.

I kølvandet på avisen Danmarks afsløringer har sundhedsminister Magnus Heunicke krævet en redegørelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed i sagen.

Said El-Batrans advokat, Lasse Pihl Olsen, erklærer sig tilfreds med afgørelsen, men vil ikke udtale sig yderligere, før han har gennemlæst rettens begrundelse og talt med sin klient.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Nøøøj, det’ for børn!

Annonce