Annonce
Ugeavisen Odense

Besøgshund med terapeutiske evner: Buster lyser op i det mørkeste rum

Gennem tre år har Buster aflagt besøg hos indlagte på OUH's psykiatrisk afdeling, og hver gang er der gensynsglæde begge veje. Foto: Kurt Rasmussen
På OUH’s psykiatriske afdeling har de indlagte stor glæde af at få hundebesøg af Buster, der skaber liv og glade dage i en ellers dunkel hverdag.

J.B. Windsløwsvej: Det er onsdag og en speciel besøgsdag for de indlagte på OUH’s psykiatriske afdeling. Social- og sundhedsassistent Hanne Stilling har benyttet sin fridag til at tage sin ni år gamle Shetland Sheepdog med på besøg på sin arbejdsplads, og det skaber et pludseligt skifte i den ellers trykkede stemning hos to af de indlagte, der har valgt at gå med ud i haven og fortælle om deres oplevelser med besøgshunden.

Hanne Stilling benytter en af sine fridage til at tage på besøg på sin arbejdsplads med Buster, som er en ni år gammel Shetland Sheepdog. Foto: Kurt Rasmussen
Annonce

Populær hyggespreder

Gensynsglæden er tydelig hos både Buster og Josefine og Signe.

- Jeg er så glad for lille Buster, siger Josefine og fortsætter.

- Jeg blev indlagt for en måned siden, og efter tre dage, hvor jeg var kommet ind i det her helt nye univers med så mange omvæltninger og væk fra familien, havde jeg det bare skidt, men så kom den her lille hund med logrende hale hen til mig. Jeg kan huske, at jeg følte i 20 minutter, ”Gud, hvor er det her rart”, siger hun og roser Buster for hans rolige gemyt.

Signe og Josefine nyder at kæle med Buster, der har fået færten af en godbid i Signes hånd. Foto: Kurt Rasmussen

- Han kommer altid ind og er bare megaglad. Buster lyser rummet helt op og skaber glæde hos alle os piger, der har det megaskidt, siger hun og fortæller, at hendes familie ellers også har en lille hund derhjemme.

- Men den er meget mere reserveret end Buster og gider næsten ikke at hilse på mig, siger hun.

- Buster er jo ligeglad med, hvordan vi har det, og alle er glade for ham. Når han kommer, skal alle bare over til Buster, og så har man lige 20 minutter, hvor man sidder på gulvet og krammer og nusser. Man glemmer helt, hvor skidt man egentlig har det selv, lyder det fra Josefine, der får et anerkendende nik af Signe.

Annonce

Glemmer alt andet

- Jeg har også en hund derhjemme, som jeg savner, og så er det jo hyggeligt at få besøg af Buster, siger Signe og fortæller, at hun er meget glad for dyr.

- Man kan godt mærke at Buster gerne vil en, og så er det jo rart, at han er så rolig. Han hopper ikke op og ned ad os og skaber stress, han er bare hyggelig og løfter stemningen, siger hun og fortæller, at besøgsdagene med Buster gør dagen meget nemmere.

Hvad gør man ikke for at få fat i en godbid. Foto: Kurt Rasmussen

- Det giver en glæde, når man ser en hund, der er glad, og så glemmer man alt andet, og så har man jo også noget at se frem til, for der er jo ikke de største aktiviteter at gå i gang med herude. Det giver et afbræk i hverdagen, når Buster kommer på besøg, siger hun.

Annonce

Hundekunst

Mens pigerne og Buster har nydt hinandens selskab, har Hanne Stilling holdt sig lidt i baggrunden.

- Hunde kan noget, som vi almindelige mennesker ikke kan, og jeg har oplevet nonverbale patienter, der begyndte at tale, da de fik Buster op på skødet, siger hun og udstråler en stor empati for de indlagte.

- Det er så givende at se, hvilken glæde, en besøgshund kan sprede. Man bliver jo helt høj, siger hun.

Det er tre år siden, Hanne Stilling sammen med en kollega tog initiativ til at afprøve besøgshundeordningen på sygehuset i et samarbejde med Trygfonden og Region Syddanmark

- Det var første gang, en hund fik adgang på et sygehus, for det er ellers slet ikke tilladt på grund af hygiejnereglerne, siger hun.

Efter et års prøvetid med ugentlig evaluering blev projektet erklæret for en succes, og i dag er der i alt tre hunde, der er certificeret til at besøge psykiatriske afdelinger i Region Syddanmark.

- Men det er jo alt for lidt, siger Hanne Stilling og sender en opfordring til andre hundeejere, der kunne tænke sig at lade deres hunde gøre opholdet mere tåleligt for indlagte patienter.

- Det eneste, der kræves af hunden, er, at den er mindst to år gammel, nervefast, kontaktsøgende, en smule velopdragen, og så skal den være 100 procent sund og rask, siger hun og forklarer, at det er Trygfonden, der står for godkendelsen af besøgshundene.

- Når man ser, hvilken forskel det gør for de indlagte at have kontakt med en hund, bliver man jo også glad på sin hunds vegne. Jeg kan mærke at Buster gerne vil dem, og jeg tror på, at han kan mærke, at han hjælper dem, lyder det fra Hanne Stilling.

Du kan finde flere oplysninger om besøgshundeordningen på www.besogshunde.dk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce