Annonce
Ugeavisen Odense

Biografjubilæum: Martin har fået sin biografbillet nummer 2.000

John Phillipsen har overrakt Martin Bager Wulff to fribilletter i jubilæumsgave, så han endelig kan komme ind og se sin biograffilm nummer 2.000. Foto: Kurt Rasmussen
Da corona-krisen indtraf, manglede Martin Bager Wulff kun to film i at kunne fejre sit 2.000’nde besøg i banegårdsbiografen, men dem har han nu, hvor der er genåbnet, fået foræret som en jubilæumsgave.
Annonce

Da corona-krisen indtraf, manglede Martin Bager Wulff kun to film i at kunne fejre sit 2.000’nde besøg i banegårdsbiografen, men dem har han nu, hvor der er genåbnet, fået foræret som en jubilæumsgave.

Østre Stationsvej: Mens personalet i Nordisk Film Biografer Odense er i gang med at gøre klar til genåbningen, har biografchef, John Phillipsen, taget imod en speciel gæst, som han har tænkt sig at give en jubilæumsgave.

- Værsgo, her er to billetter, så er du klar til dit biografbesøg nummer 2.000, siger han til en lykkelig Martin Bager Wulff, der tydeligvis er glad for at møde både biografen og personalet igen efter mere end to måneders nedlukning.

Biografbesøgene blev også en måde at undervise mig selv på, for jeg ville jo gerne lære at fortælle historier. Og når lyset slukkede, var der kun mig og historien

Martin Bager Wulff

Annonce

Tidlig debut

Siden han var spæd, har Martin besøgt Nordisk Films Biograf i Odense Banegård Center.

- Min far tog mig med ind at se Jurassic Park, da jeg kun var to måneder gammel, og har jeg været fascineret af biografen, så længe jeg kan huske, siger den 27-årige odenseaner.

- Jeg blev betaget af salen og en skærm så meget større end i det rækkehus i Tarup, hvor jeg voksede op. Og det med at bo i Tarup var fantastisk, for bus nr. 21 gik lige fra døren til biografen på banegården, så jeg havde ingen problemer med at komme derind alene, siger han.

Han husker sine biografoplevelser som at være i et andet univers med plakater overalt og store papfigurer af nye filmhelte og citater på væggene.

- Jeg tror også, at det, der ramte mig, var, at jeg pludselig fandt min "sportsgren" og mit ”stadion”. Her var den sport, jeg ikke havde forelsket mig i, når det handlede om bolde og den slags, og det var fortællekunsten, siger Martin med en varm glød i stemmen, der understreger, hvilke følelser han har for filmverdenen.

Annonce

Selvundervisning

Martin begyndte at komme i biografen flere gange om ugen og til tider også flere gange om dagen.

- Jeg blev simpelthen forelsket i stemningen ved billetlugen og lobbyen, hvor man sidder og venter på at få foræret en oplevelse, der typisk har kostet flere millioner kroner, og jeg blev lynhurtigt guldmedlem, siger han og forklarer, at det var en slags rabatordning, man kunne få, hvis man havde besøgt biografen 10 gange inden for et år.

- Men jeg fik mit gulkort allerede efter en uge, siger han med et grin, inden han slår over i en mere alvorlig tone.

- Men biografbesøgene blev også en måde at undervise mig selv på, for jeg ville jo gerne lære at fortælle historier. Og når lyset slukkede, var der kun mig og historien, lyder det filosofisk fra Martin.

Selvom han oplevede sine biografbesøg som dannende, var han bevidst om, at der også var noget, der hed mødepligt i skolen.

- Der var måske nogle tidspunkter, hvor jeg skulle have siddet i skolen i stedet for, siger han en anelse brødebetynget, men selv den obligatoriske skolegang fik han dengang trukket med ind i sin biografoplevelser.

- Personalet havde efterhånden lært mig at kende, og da jeg som 13-årig skulle i praktik, var det ikke svært at få lov at komme i praktik i biografen, siger han.

Gennem sine 1998 biografbesøg har Martin fundet sin foretrukne plads i Bio 1. - Lyd og lys er bare mest perfekt på række 9, sæde 13, og personalet har også døbt sædet "Wulffs Plads", siger han. Foto: Kurt Rasmussen
Annonce

Hjerte for film

Og nu kom hans biografhjerte til at slå endnu kraftigere.

- Der begyndte at ske en masse på eventfronten. Biografen begyndte at køre maratonprogrammer og forpremierer, og jeg deltog i næsten alt. Jeg så alle 14 film med Olsenbanden indenfor 24 timer, Ringenes Herre 1, 2 og 3, Hobitten 1, 2 og 3, Pirates of the Caribbean. Alt muligt. Jeg så film, dengang der var rygepauser under helaftensfilmene, og jeg har oplevet flere, der har fået førstehjælp under en forevisning, og desværre også en enkelt, der døde, remser han op, inden han trækker vejret og bliver mere salig.

- Og så har jeg set Oscaruddelingen i biografen gennem flere år, og det er jo altid en magisk aften, siger Martin.

Gennem årene har han gemt alle sine biografbilletter og har holdt nøje statistik med sine besøg. Selvom besøgene er blevet færre de seneste år, nåede han inden coronaen lukkede biografen ned i marts måned sit biografbesøg nummer 1998, og med genåbningen af biografen skal der ikke gå mange dage, før han når det magiske tal, 2.000.

- Jeg har set programmet, og jeg har også valgt den næste film, jeg vil se, men hvilken film, der kommer derefter, det har jeg ikke besluttet mig til endnu. Den skal være helt speciel, lyder det alvorligt fra Martin Bager Wulff.

I den store biografsal er der 421 sæder, og "Wulffs Plads" er placeret lige i midten. Foto: Kurt Rasmussen
I foyeren har Martin tilbragt utallige timer - men med mest mulig afstand til andre gæster. - Hvis de lige havde været inde at se filmen og begyndte at snakke om slutningen, så var jeg helt ødelagt, siger han. Foto: Kurt Rasmussen
Den flittige biografgænger er bevidst om, at kioskens omsætning udgør en vigtig del af driften. - Jeg kunne ikke drømme om at smugle slik med ind i biografen, siger han. Foto: Kurt Rasmussen
Ligesom filmene har givet Martin store oplevelser, har de store reklamestandere også fascineret ham. Foto: Kurt Rasmussen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce