Blommenslyst: Den fem hektar store landejendom vest for Odense udstråler i sig selv, at her bor en person, der har sat rammerne for at kunne leve et lykkeligt liv.
En fredskov fylder de tre hektarer, og den har hun selv fået anlagt sammen med to søer, som hun ha fået udgravet i et vådområde. Desuden har hun fået fritlagt en bæk, der var lagt i nogle rør, men som nu løber frit.
- Jeg er naturmenneske om en hals. Det hele er plantet og lavet for dyrenes skyld, og der er masser af bær og nøder og alt muligt til dyrene, og jeg nyder at se dyrene og i det hele taget være her, siger hun og nævner de egern og rådyr, som hun nyder at betragte fra sit hyggelige hus - som hun for øvrigt selv har tegnet.
- Man kan meget mere end man tror, siger den 53-årige ungdomspædagog og reciterer en kendt Pipi Langstrømpe-sætning.
“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert!“, lyder det med et smil fra den debuterende forfatter.
Hvilende refleksioner
Hun har gennem livet suget til sig af visdomsord og gode erfaringer.
- Psykologi og adfærdsmønstre har altid interesseret mig, og jeg har skrevet mine refleksioner og tanker ned gennem flere år, men det var egentlig ikke meningen, det skulle blive til en bog, siger hun.
Birgit LykkeDer er et studie, der viser, at vi dagligt kører med 30.000 til 50.000 ord i den indre selvsnak, så ”it better be good”
Men hun kom på andre tanker.
- Mine venner spurgte, om ikke de skulle udgives i en bog, og til sidst tænkte jeg, jo, hvorfor ikke og lod mig overtale, siger hun.
Forandring gennem øvelser
Nu er bogen udkommet, og Birgit Lykke understreger, at den skal forstås ikke som en lærebog men som en inspirationsbog.
- Det er en lille let bog, der handler om fokus. Hvis man altid kigger efter det negative og tænker, ”det sker altid for mig”, så må man ændre sit mindset, siger hun og forklarer, at bogen indeholder positive sætninger krydret med små øvelser.
- For eksempel stå foran spejlet, have øjenkontakt med sig selv og sige sit navn og sige, ”jeg elsker dig”, og så skal man holde øjenkontakten. For nogle er det det nemmeste i hele verden, men for andre er det grænseoverskridende, siger hun og hiver noget dybsøgt viden op af posen.
- Der er et studie, der viser, at vi dagligt kører med 30.000 til 50.000 ord i den indre selvsnak, så ”it better be good”, siger hun med en smule amerikansk accent og giver endnu et eksempel på en øvelse, der er nem at gennemføre.
- Man skal rejse sig fra der, hvor man sidder og gå ud og kigge sig i spejlet og spørge, ”er de her tanker gode for mig”?
- At flytte sig fysisk gør også noget mentalt, siger hun, og slår sin hovedpointe fast.
- Den positive tankegang er vigtig.
Hun understreger, at det ikke kræver en psykologisk uddannelse, at mestre den del i livet, men at man selv kan træffe valg, der ændrer på en uheldig situation.
- Hver eneste sætning i bogen er én, jeg har udviklet gennem positive erfaringer, siger hun.
Opfølgning på vej
Og positive erfaringer har hun også haft med bogen, der er blevet godt taget imod af hendes egen omgangskreds. De har igen været på banen for at tilskynde forfatteren til at udgive endnu en bog, og det er Birgit Lykke ikke afvisende overfor.
- Jeg har masser af inspiration til en to’er. I mine tanker er målgruppen kvinder over 40 år, men yngre personer kan også drage fordel af den, og det kan mænd også, siger hun og fortsætter.
- En af mine venner sagde, ”den næste bog skal da hedde ”Væredygtighed – også for mænd”, lyder det med et smil fra Birgit Lykke.