Annonce
Ugeavisen Odense

Blomsterhav til folket: Pluk en farverig buket - helt gratis

Det er altså ikke bare simple mælkebøtter, man kan samle. Fine blomster i alskens farver pryder Stegstedvej. Foto: Anlægsgartner Th. Skov Larsen
På Stegstedvej har man i de forgangne par uger kunnet plukke sin egen buket blomster - og det kan såmænd stadig lade sig gøre helt frem til oktober.
Annonce

Stegsted: Et farvevæld forkæler i disse uger øjnene på dem, der skulle finde på at køre ad Stegstedvej i det vestlige Odense.

Anlægsgartner-firmaet Th. Skov Larsen Aps. har plantet blomster langs vejen og opfordrer med skilte midt i den kulørte bevoksning forbipasserende til at samle sig en buket - ganske gratis.

- Der er fredskov herude på jordene og vi vil gerne reklamere lidt for naturen og miljøet ved at lokke folk herud at kigge. Og så er det jo en nem måde at gøre sig populær på hjemme ved lillemor, hvis man lige samler sig en stak blomster til en vase derhjemme, siger Steen Kristensen, der er ansat i firmaet.

I næsten tre uger har man kunnet plukke blomsterne, men nye, aspirerende blomsterplukkere skal ikke frygte, at bræmmen af planter allerede er blevet ribbet.

- De blomstrer på forskellige tidspunkter, så der vil være nye planter langt ind i efteråret, forsikrer Steen Kristensen, der ikke mener, at firmaet tidligere har gjort som nu.

Om plantehavet bliver en engangsforestilling, kan kun tiden vise. Men de mange positive tilkendegivelser har da givet Th. Skov Larsen et praj om, at den æstetiske opgradering af Stegstedvej er en god idé.

- Vi har fået masser af henvendelser og ros for initiativet. De besøgende synes, det er en fin måde at gøre opmærksom på naturen.

Ja, nu er der vist ingen undskyldning for ikke at pynte hjemmet eller glæde den udkårne med de blomster, hun - eller han - måske aldrig rigtigt får.

På skiltet står der: Kære forbipasserende. Disse blomster er til mennesker og dyr. Du er velkommen til at plukke en buket og tage med hjem. Tag venligst kun til dit eget forbrug og send gerne andre forbi, så de også kan plukke og nyde det smukke syn af alle disse blomster; en af naturens gaver til mennesker og dyr. Foto: Anlægsgartner Th. Skov Larsen
En ansat sætter skilte op. Foto: Anlægsgartner Th. Skov Larsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

5+1 til weekenden

Ugeavisen Odense

Café Kosmos

Annonce