Annonce
Ugeavisen Odense

Bolbro Badminton har brudt logikkens love: Eksplosiv spillervækst sikrer fornem titel

Ungdomsformændene her med to spillere. Med checken er det Martin Mølhede Tarp og til højre er det Thomas Ahler. Foto: Yilmaz Polat
De har god grund til at klappe sig selv på skulderen i Bolbro Badminton, hvor en forbilledlig indsats i 2020 nu har udmøntet sig i en anerkendelse, ingen kan tage fejl af. Fjerbold-entusiasterne fra Bolbro kan med rette kalde sig Årets Ungdomsklub

Bolbro: Om ganske få dage bliver pokalskabet i Bolbro GIF beriget med endnu et trofæ til samlingen. Det er Bolbro Badminton, der har sørget for det seneste tegn på triumf.

Årets Ungdomsklub står der på den. Altså ikke et bevis for sportslig formåen, men for det, der sker i kulisserne.

- I et år, der har været så skrækkeligt, er det virkelig dejligt at blive anerkendt for sit arbejde. Vi er simpelthen så stolte. Jeg glæder mig til, at pokalen bliver sat op til fuldt skue og minder os og alle andre om, at det betaler sig at gøre en indsats, fortæller Maria Baungaard, formand i badmintonafdelingen.

Annonce

Vokseværk

Vinderen blev afsløret i søndags ved et arrangement i Bolbro, hvor alle medlemmer var inviteret under det påskud, at klubben trakterede med frokost.

Men der var som bekendt en hel anden agenda, som Maria Baungaard første gang blev vidende om flere uger før, da hovedforbundet ringede hende op i april med en besked, hun mildest talt blev glad for.

Klapsalverne rungede i det grønne, da pokalen blev overrakt. Foto: Yilmaz Polat

- Jeg sad i min bil, da opkaldet kom. Det var Badminton Danmark, som ville fortælle, at vi altså var kåret som vinder. Jeg var helt ekstatisk. Jeg blev nødt til at køre ind til siden for ikke at køre galt, husker formanden tilbage.

Med henblik på den dominerende inaktivitet året har været præget af, kunne man mistænke kåringen for udelukkende at være foretaget af pligt - for hvor meget kan nogen klubber egentlig have gjort sig fortjent til hæder, når der næsten ikke har været et arbejde at udføre?

Punkter på indstillingen

Bolbro Badminton har:

Genereret en medlemstilgang på mere end 250% – herunder mange piger.

Startet et samarbejde op med to SFO’er, hvor 2.-3. klasses elever introduceres for badminton.

Afviklet egen turnering med deltagelse af 278 spillere fra 48 forskellige klubber.

Været drivende kraft i etableringen af FjerPåTværs – et træningsfællesskab mellem seks klubber.

Tænkt ud af boksen under nedlukningen i foråret og introduceret udendørs badmintontræning.

Sat det sociale i højsædet og dermed skabt en klub, der er for alle.

Haft to trænere af sted på træneruddannelse og tre ungdomsspillere på hjælpetrænerkursus.

Haft stor succes med forældreinvolvering ved turneringer, holdkampe og klubture.

Iværksat samarbejde med lokalt gymnasium.

Bygget bro mellem ungdoms- og seniorspillere.

Landets mest engagerede formænd, bestyrelse, forældre og spillere.

Den mistanke bliver blæst omkuld som en fjerbold i en orkan af især et tungtvejende faktum.

- Vi er vokset i medlemstal med cirka 250 procent. Lige nu er vi 68 ungdomsspillere og der er kommet 42 nye medlemmer til det seneste år, fortæller hun.

Annonce

Lukker for tilgang

Den store succes har rod i mange tiltag, men især tre punkter på indstillingslisten fanger beskuerens blik.

- Vi har to vanvittigt engagerede ungdomsformænd, der nåede at køre et projekt i starten af sæsonen, hvor vi havde kontakt til skolerne og gav nye medlemmer tre måneders gratis prøveperiode. Og så har vi gjort meget ud af, at man jo altid kan tage en ven med, siger Maria Baungaard, og peger på, at klubben holdt liv i ketsjerne ved at tilbyde træning udendørs i de perioder, hvor hallerne var lukkede.

Yderst til venstre ses her formand Maria Baungaard sammen med andre medlemmer af bestyrelsen i snak med TV 2/Fyn. Foto: Yilmaz Polat

Af og til hører man om foreninger, hvis medlemstal skyder i vejret - men så opstår problemet med eksempelvis trænermangel. Har I kunnet få succesen til at balancere?

- Vi er blevet blæst lidt bagover, for det er gået meget stærkere, end vi havde troet, men vi har kunnet følge med. Vi har fået flere trænere. Dygtige trænere, der er trådt til i takt med, at vi er vokset.


Da vi lavede ansøgningen, kunne vi godt se, at det var megasejt, hvad vi havde bedrevet. Den ros, vi har fået fra først forældre og sidenhen fra forbundet betyder simpelthen så meget. Den giver lyst til at lægge endnu flere kræfter i det frivillige arbejde.

Maria Baungaard


- Vi er udmærket klar over, at vi bliver nødt til at kunne tilbyde kvalitet i træningen og med fuldt bookede baner, er vi faktisk der, hvor vi må lukke af for medlemstilgangen. Der kan ikke være flere på nuværende tidspunkt, hvis vi skal kunne indfri, hvad vi lover.

Og det, klubben lover, er forældrene tydeligvis begejstrede for. Det var dem, der opfordrede klubben til selv at indstille sig ovenpå et år med en mærkbar udvikling.

Området var blevet bundet op med rød-hvide bånd, der sikrede, at de to grupper af inviterede ikke blev blandet. På den måde kunne alle restriktioner overholdes. Foto: Yilmaz Polat

- Da vi lavede ansøgningen, kunne vi godt se, at det var megasejt, hvad vi havde bedrevet. Den ros, vi har fået fra først forældre og sidenhen fra forbundet betyder simpelthen så meget. Den giver lyst til at lægge endnu flere kræfter i det frivillige arbejde. Da vi afslørede det, fik vi skulderklap hele vejen rundt. Det er virkelig velfortjent for især den indsats ungdomsformændene har lagt, siger Maria Baungaard.

Det er 14 år siden en fynsk klub sidste gang løb med hæderen. I 2007 var det Middelfart Badmintonklub, der fik indgraveret sit navn i vandrepokalen.

Pokalen og hæderen betyder langt mere end checken - og den skal nydes, imens tid er. Det er en såkaldt vandrepokal, så medmindre badmintonklubben vinder igen næste år, så skal den videre ud i landet i 2022. Foto: Yilmaz Polat
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce