Annonce
Ugeavisen Odense

Brandts henter ny direktør på Arken

PR-foto
Bestyrelsen for Kunstmuseum Brandts i Odense har ansat Stine Høholt som ny direktør

Kunstmuseum Brandts får ny chef. Det sker når Stine Høholt, der i dag er kunstfaglig chef på ARKEN Museum for Moderne Kunst, tiltræder den 1. maj. Stine Høholt er født i 1972.

Hun er uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling fra Københavns Universitet i 1999, og har derudover en ph.d.-grad fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (Arkitektskolen).

Kunstmuseum Brandts’ bestyrelsesformand, Bolette Christensen glæder sig over, at museet har kunnet tiltrække en museumskapacitet som Stine Høholt:

- Med sine mere end 15 års museums- og ledelseserfaring samt en betydelig og samtidig uhyre succesrig baggrund med at udvikle, tilrettelægge og formidle store udstillinger, er der ingen tvivl om, at Stine Høholt vil bringe et sandt boost af inspiration og energi til Brandts. Og når man dertil kan lægge hendes store erfaring som både forsker og nyskabende kunstformidler, føler vi, at Stine Høholt er den helt rette til at videreudvikle Kunstmuseum Brandts sammen med den dygtige medarbejderstab. Vi ser derfor virkelig frem til igen at kunne slå dørene op til Brandts, så publikum kan få lejlighed til at hilse på vores nye direktør, siger Bolette Christensen.

Stine Høholt glæder sig til at stå i spidsen for Brandts, som hun beskriver som ’den stemningsfyldte gamle klædefabrik, der viser kunst i mange etager og som kan noget helt særligt:

- For mig har Brandts altid været en vigtig kulturinstitution – ikke kun for Odense, men for hele Danmark. Og den store udvikling som museet de senere år har gennemgået, glæder jeg mig utroligt meget til at bygge videre på sammen med alle mine nye kolleger, siger hun.

Især hæfter Stine Høholt sig ved, at der er skruet markant op for de mange udstillingsaktiviteter, og at museet i det hele taget har åbnet sig meget mere over for borgerne:

- Det giver et godt udgangspunkt for Brandts’ videre udvikling som et sted, der gennem enestående kunstoplevelser og viden med forankring i de rige samlinger af fotografi og billedkunst for alvor skiller sig ud fra mængden. Jeg vil gerne føre museet videre med fokus på især tre ting: En høj kunstnerisk kvalitet, en stærk indre sammenhæng og en maksimal åbenhed ud mod den verden, vi deler. Husk på, at kunsten kan løfte os, og at vi dér finder ro og styrke, når verden raser. Også af den grund glæder jeg mig meget til, at vi forhåbentligt snart kan invitere publikum indenfor igen.

Stine Høholt afløser Ellen Drost, som trådte ind som midlertidig direktør i november sidste år

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce