Annonce
Ugeavisen Odense

Butiksejer: - Det er en mulighed for at se det hele på en anden måde

Modebutikken Mood er ved at blive renoveret. Butikkens ejer, Bianca Kronberg Rubæk, har valgt at bruge nedlukningen til at "peppe" butikken op. Privatfoto
Selvom der ikke er meget positivt at sige om nedlukningen af byens detailhandel, har indehaver af modetøjsbutikken Mood, Bianca Kronberg Rubæk, valgt at bruge den kundeforladte januar på at renovere sin butik.

- Jeg synes, at vi indtil nu er kommet nogenlunde igennem, lyder det i telefonen fra Bianca Kronberg Rubæk.

Hun befinder sig i sin butik, Mood i Vestergade. Vinduerne er tildækket med plast, for inde bagved foregår et renoveringsprojekt. Det har været på tegnebrættet i en rum tid, men butiksejeren var ikke helt afklaret. Men så kom nedlukningen og udsigten til en januar uden udsalg og shoppetrængende kvinder.

- Gulvet havde virkelig brug for at blive udskiftet, og vi var ude i en plan, hvor vi i februar skulle rykke butikken midlertidigt ind i et lokale i Kongensgade. Men nu kom chancen, og så sprang vi på. Og så sker der jo det, at når man skifter gulv, maler man også lidt ved siden af og shiner op, hvor man kan. Og det kan jeg se, at der også er andre i byen, der gør, lyder det fra Bianca Kronberg Rubæk.

Selvom hun ikke har meget positivt at sige om det at være lukket, har hun valgt at bruge tiden til at tage et helikopterblik på sin virksomhed.

- Hverdagens trummerum kører derudad, og det her er en mulighed for at se det hele på en anden måde. Skal vi være mere aggressive på de sociale medier, kan vi gøre noget ved webshoppen. Det har givet os et pænt los i røven på den positiv måde, fortæller hun.

Selvom Bianca Kronberg Rubæk forsøger at bruge nedlukningen positivt, beskriver hun udsigten til en længere nedlukning som værende uoverskuelig. Arkivfoto: Christina Jacobsen
Annonce

En hård tid

Lige nu lever Mood af sin webshop. Eller det er måske så meget sagt, for den indbringer kun fem procent af den almindelig daglige omsætning. Det slider ganske givet, lyder det fra Bianca Kronberg Rubæk. Og ekstra ondt gør det, at januar med sit udsalg skulle have været en god måned for Mood og byens andre butikker.

- Selvom udsalg ikke nødvendigvis giver så mange penge i kassen, er det den måned, hvor vi rydder ud i gamle varer, og det giver penge fri til at købe nye varer, siger butiksejeren.

Hun glæder sig dog over, at letbanebyggeriet har lært hende, at der skal købes forsigtigt ind, og det betyder også, at Bianca Kronberg Rubæk ikke står overfor at skulle afskedige personale eller det værst tænkelige: at lukke butikken. Men meget afhænger af kunderne og deres shoppemønstre. Butiksejeren håber, at odenseanerne husker de fysiske butikker, når nedlukningen bliver ophævet.

- Min butik henvender sig til kvinder, og for dem er det at shoppe noget hyggeligt og noget, som de gør sammen. Det giver mig lidt ro i maven. Men jeg kan da sagtens være bekymret for, at de fysiske butikker er en uddødende race, siger hun og tilføjer:

- Jeg tror, at der mange, der ikke ved, hvor ufatteligt meget det betyder, at de kommer ind i de fysiske butikker og ikke handler det hele på nettet.

Ikke overraskende håber butiksejeren, at detailhandlen snart må åbne igen.

- Det er uoverskueligt, hvis vi skal være lukket længe, og jeg ville ønske, at vi kunne åbne eventuelt med nogle ekstra restriktioner. Men bare vi kunne åbne, lyder det fra Bianca Kronberg Rubæk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce