Annonce
Ugeavisen Odense

Café Kosmos

Fra venstre: Fikse Burger, Mexi Burger og Kosmos Burger. Foto: Christina Jacobsen
Annonce

Jeg er hverken vegetar eller veganer. Men jeg er bevidst om mit kødforbrug, som jeg forsøger at begrænse til det kød, som jeg får serveret og bestemt også nyder, når jeg er på restaurant eller er blevet inviteret på mad. Derfor synes jeg også altid, at det er interessant at afprøve nye kødfrie alternativer.

Et af de steder, hvor netop dette er muligt, er Café Kosmos i Lottrups Gård. En café, som lever efter to hovedregeler: Alt skal være vegansk, og alt skal være økologisk. Og så er det ikke mindst en café, der kan pryde sin væg med et diplom, som afslører, at de er vinder af Årets Veganske Spisested 2020, uden for København. En kåring, som Danmarks Veganske Forening står bag.

Annonce

For alle

Café Kosmos har allerede ved første øjekast charmeret sig ind hos mig. Foran caféen finder man et lille og idyllisk gårdrum, hvor havemøbler inviterer til, at man slår sig ned, svøber sig i et tæppe og nyder både varme drikke og mad i de lune september-solstråler.

Det er et tilbud, som en lille familie gør brug af denne onsdag eftermiddag. Mor, far, baby og hvad der meget vel kunne ligne et sæt bedsteforældre. Et aldersspænd, som er værd at bemærke, og som går igen i caféen, hvor vi finder en plads ud mod en af de store vinduesfacader.

Bag os mødes to ældre kvinder. Det er tydeligt, at det er den ene af kvinderne, der har taget initiativ til, at mødet netop skal foregå på Café Kosmos, og hun har svært ved at skjule, at hun er forventningsfuld og spændt på at høre venindens oplevelse af stedet. De bestiller en Golden Latte, som består af hjemmelavet chai-sirup med gurkemeje og havre- og sojamælk.

Det kan noget, lyder det til. De er i hvert fald begejstrede, da de lidt efter igen taler med tjeneren for at bestille mad. I modsatte ende af caféen har en mor og datter taget plads. De bestiller mad til fire personer, inden de giver sig i kast med et brætspil.

Far og endnu en datter når lige at ankomme, inden brætspillet kort efter bliver pakket sammen igen, og bordet bliver belagt med tallerkener.

Fakta: Café Kosmos

Adresse: Lottrups Gård 1, 5000 Odense C

Åbningstider: Tirsdag til torsdag kl. 12 til 20, fredag og lørdag kl. 12 til 21 og søndag kl. 12 til 20.

Annonce

Reserveret

Ved vores bord er der placeret et kort med ordet ”Reserveret”. Det er der faktisk ved alle bordene. Men vi har fået lov at låne det, hvis vi lover at være færdige inden klokken 19. Da tjeneren kommer ned til bordet, beder vi om deres signaturburger, og hun foreslår med det samme deres Mikro Menu, som er en slider-menu bestående af alle deres tre burgere: Kosmos Burger med bønnebøf og coleslaw, Fikse Burger med en paneret selleribøf og remoulade og til sidst Mexi Burger med bønnebøf og salsa.

Vi bliver meget hurtigt enig om, at især Fikse Burgeren snyder os. På den gode måde. Den panerede selleribøf giver associationer i retningen af en paneret fiskefilet, og sammen med remouladen får man en helstøbt fiskeburgeroplevelse. Hvis jeg kunne lave selleribøffer på den måde, ville det være en ret, der stod højt på listen over forslag til ugemadplanen. De to andre burgere består af en bønnebøf. Den er hjemmelavet – såvel som alt det andet - hvilket i sig selv er værd at bemærke. Og det kan smages.


Vi bliver meget hurtigt enig om, at især Fikse Burgeren snyder os. På den gode måde. Den panerede selleribøf giver associationer i retningen af en paneret fiskefilet, og sammen med remouladen får man en helstøbt fiskeburgeroplevelse.

Fra teksten


Annonce

Vegansk is

Undervejs er mange gæster gået ind og ud ad døren til caféen. Mange kommer for at hente takeaway. Andre kommer for isen.

Café Kosmos er nemlig Fyns eneste forhandler af Nicecream, som er en københavnsk ismager. 100 procent vegansk og økologisk, naturligvis. Klokken nærmer sig 19. Men som stor fan af is er det selvfølgelig noget, som skal prøves.

Min tilgang til vegansk is er, at jeg hellere vælger flødeis, hvis den smager mig bedre. Men jeg var mere end positivt overrasket. Vi valgte chokoladeisen, og den havde både en god og gennemtrængende kakaosmag og en virkelig lækker og cremet konsistens. Den lagde ikke op til at skulle sammenlignes med flødeisen, men gav i stedet min is-palette en helt ny farve.

Næste gang jeg skal have is – eller en fiskeburger – slår jeg meget muligt vejen forbi Café Kosmos igen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Bessehjælp: Book en Besse

Annonce