Odense: Donutbølgen har været stor og vild, men også ligget i dvale.
Nu ser det dog ud til, at bølgen igen har fået fart.
I løbet af dette år har Odense fået et par nye donutbutikker, og nu melder endnu én sig på banen.
Det er kæden Bronuts, som også har butikker i København, Aarhus og Aalborg.
Kæden er blandt andet startet af realitydeltageren, Türker Alici, som har deltaget i Robinson Ekspeditionen og Paradise Hotel.
I første omgang løftede Bronuts ikke sløret for, hvor i Odense det ville blive muligt at mæske sig i de cirkelrunde sukkerbomber, men det ved vi nu.
Den gule bygning på Vesterbro, som engang husede en Røde Kors-genbrugsbutik, får nu nyt liv med varer af en helt anden karakter end førhen.
Donutbrødrene sigter efter en novemberåbning, men det er ikke helt fastlagt endnu.
-