Annonce
Ugeavisen Odense

Den omvendte verden: Hjemløse samlede flere tusinde kroner ind til Kirkens Korshær

Nyla Navana Lange, Emma Lundgren, Sofie Brodersen og Emma Elgaard besluttede sig for at leve livet på gaden som hjemløse i et døgn, og det skabte ekstra opmærksomhed til deres velgørenhedsprojekt. Privatfoto
Et skoleprojekt udviklede sig til en kulderystende indsats for fire elever, der trådte i de hjemløses fodspor for at samle penge ind til velgørenhed.

Næsby: Det var den omvendte verden, da fire skolepiger fra 9.d på Kroggårdsskolen gennemførte et skoleprojekt, hvor de som hjemløse slog på tromme for en indsamling til Kirkens Korshær.

Hvad der startede som en gruppeopgave endte op i en indsats, der involverede kulde, sult og søvnløshed i byens gader.

De fire piger drog nemlig ud forrige lørdag for at leve som hjemløse i et døgn, og det ikke bare skaffede penge til velgørenhed men modnede også de fire 15-årige elever for livet.

- I starten ville vi aldrig kunne forestille os, at vi nogensinde ville gå ud på den måde, men vi ønskede virkelig at sprede rygtet, og så gik vi all in i projektet, siger Emma Lundgren på vegne af elevgruppen, der ellers består af Nyla Navana Lange, Sofie Brodersen og Emma Elgaard.


Jeg tænker, vi har flyttet os selv sammen med projektet og har taget et skridt, som gør os stærkere, næste gang vi står foran en udfordring

Emma Lundgren


Fra varmen til kulden

Det startede som et almindeligt gruppeprojekt med emnet ”Make Danmark Great”.

- Vi tænkte over emnet og kom frem til, at hvis vi skulle gøre Danmark til et bedre sted, ville vi starte med at gøre, hvad vi kunne, for at alle mennesker skulle have det godt i samfundet, siger Emma Lundgren.

Derfor startede gruppen en indsamling til Kirkens Korshær, som de reklamerede for via facebook og plakater i nærområdet, men det kom der ikke meget ud af.

- Så vi blev enige om at gøre noget helt specielt for at få flest mulig til at få øjnene op for vores projekt, siger Emma Lundgreen og forklarer, at de valgte at leve som hjemløse på gaden i 24 timer.

De nåede at vandre fra Odenses nordvestlige kvarter til centrum og tilbage igen, og de fik slået et telt op for natten på en legeplads i Næsby, men efter 11 timer med konstante frostgrader, syntes de, at de havde lært lektien, så de pakkede forfrosne sammen og drog tilbage til deres varme, trygge hjem.

Efter en flere timer lang vandretur gennem byen returnerede de fire piger til Næsby, hvor de slog deres telt op på en legeplads. Privatfoto

Kolde kontanter

Men deres projekt havde fået den berettigede opmærksomhed, og nu strømmede pengene ind på velgørenhedskontoen.

Søndag var der tikket i alt 3.995 kroner ind på kontoen, og efter de 10 dage med skoleprojektet er det en tilfreds Emma Lundgren, der kan gøre status.

- Vi vil gerne rette en kæmpe tak til alle de flinke mennesker, der har doneret. Det var meget spændende at arbejde med projektet og hele tiden mærke, hvordan man kom mere ind i det. Vi turde mere og gjorde noget, vi ikke troede, vi kunne, siger hun og fortæller, at det har givet alle i gruppen noget ekstra på det personlige plan.

- Jeg tænker, vi har flyttet os selv sammen med projektet og har taget et skridt, som gør os stærkere, næste gang vi står foran en udfordring, lyder det fra Emma Lundgren.

Annonce

Respekt for indsatsen

Tilbage på skolen havde deres hjemløseprojekt også fået opmærksomhed, og projektet som helhed blev belønnet med karakteren 10.

- Vores klasselærer sagde, at vores indsats var til et stort 12-tal, men at der var nogle løsninger, vi havde glemt at tage med i projektet, fortæller Emma Lundgren, der har en god forklaring på manglerne.

- Vi havde nok for meget fokus på vores produkt, og vi brugte ikke så meget krudt på det teoretiske, men vi er meget tilfredse med vores karakter, siger hun.

Nu glæder gruppen sig til at overføre det indsamlede beløb til dem, der lever med hjemløshed døgnet rundt.

Efter projektets udløb er de fire elever fra Kroggårdsskolen klar til at overføre 3995 kroner til Kirkens Korshær, som yder en stor indsats for de hjemløse. Privatfoto

- Jeg ringede til Kirkens Korshær og talte med en kvinde om vores projekt. Hun var meget glad over at høre om vores indsamling, og vi fik et kontonummer, hvor vi kunne donere pengene. Hun fortalte også, at når hendes chef er tilbage, får vi en kæmpe tak personligt fra ham, lyder det fra Emma Lundgren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Lyt til podcasten 'Mortens Madklub': Turen går til Spanien med figen, gedeost og tør sherry - lær at lave en sommerlig tortilla

Annonce