Annonce
Ugeavisen Odense

Det er toppen af arrogance eller lavpunktet af intelligens ikke at tage corona alvorligt

Klaus Knakkergaard, redaktør. Foto: PR
Annonce

Dum som snot.

Det er sjældent, at man ser en metafor foldet ud så konkret, som det jeg bevidnede forleden.

En gruppe på tre fyre midt i 20’erne morede sig tilsyneladende kosteligt med at hoste uhæmmet ud i den blå luft. Helt demonstrativt hostede de hverken i albuer, hænder eller stof, som om det at ikke alene ignorere men gå stik imod alle gængse retningslinjer var en eller anden absurd form for mandoms-prøve. Og da en af halvhjernerne pudsede sin næse og med store armbevægelser smed papiret fra sig på et nærliggende bord, stod det ganske klart: han var ganske enkelt dum som snot.

Normalt ville jeg føle sympati for stakler som dem, men jeg har vitterligt kun vrede tilovers.

Smittetallet er eksploderet i Odense. Jeg siger ikke, at ovenstående trio bærer ansvaret, jeg har ikke forudsætningerne for at placere et ansvar overhovedet, men det provokerer mig på et ganske uhørt niveau, når nogen føler, at de er sat i verden på en sådan måde, at regler ikke gælder dem. Det er enten topmålet af arrogance eller lavpunktet af intelligens.

Corona er alvorligt, om du føler for det eller ej, og når vi nu står her og tilsyneladende selv har en ret stor stemme i, hvordan krisen udvikler sig, kan vi så ikke godt blive enige om én ting: Vi gør lige en indsats, ik?


Det provokerer mig på et ganske uhørt niveau, når nogen føler, at de er sat i verden på en sådan måde, at regler ikke gælder dem. Det er enten topmålet af arrogance eller lavpunktet af intelligens.


Normalt er det god kutyme ikke at blive alt for personlig i disse spalter, men det er saftsuseme svært, når det, vi taler om, påvirker hvert evig eneste menneske på denne plantet. Dig og mig.

Jeg snakker dagligt med folk, der enten har mistet deres eksistensgrundlag eller er på tærsklen til at gøre det. De står frustrerede og ser til, mens en lille andel af befolkningen spolerer alt det arbejde, majoriteten ofrer sig for at gøre.

Endnu værre har coronaen allerede taget liv – og den har desværre stadig potentialet til at tage endnu flere. Hvis du med den viden stadig ikke kan se alvoren, så giv mig gerne et kald. Så skal jeg nok sætte dig i kontakt med en eller flere af dem, der lider.

Lad mig i samme svada gøre det ganske klart, at jeg har stor forståelse for, at nogen trænger til at feste. Jeg tørster selv efter at komme ud, og som det ser ud lige nu, er det heldigvis stadig en mulighed. Udbuddet er stærkt begrænset, men under de begrænsninger, kan livet stadig leves, og det er trods alt værd at tage med.

Vi kan sagtens diskutere, hvordan hjælpepakkerne fordeles, om nogle områder får for lidt eller for meget, om kommunikationen skal være tydeligere, men vi kan aldrig nogensinde diskutere alvoren.

Jeg nægter simpelthen at høre på konspiratoriske påhit om, hvorfor en eller anden tilfældig meningsdanner ikke vil bære mundbind i offentlig transport, så længe der er en teoretisk mulighed for, at netop mundbind kan være med til bringe os bare én dag tættere på normalen.

Og jeg nægter igen at se på, at en eller anden snotskovl skal gøre sig morsom på bekostning andres eksistens. Det er menneskeligt at fejle, men det er umenneskeligt at blive ved. Vi er bedre end det.

Jeg glæder mig allerede til at trykke historien om, at smittetallet er faldet. Det kræver blot en indsats fra os alle. Med stor fed streg under ALLE.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce