Annonce
Ugeavisen Odense

Dommedag i Allerup: Hanne og Jens Jørgens livsværk er blevet udslettet

Hanne Madsen ved nogle af de bure, der stadig er mink i. Foto: Kristian Isaksen
I Allerup har Hanne Madsen og hendes mand siden 1986 drevet minkavl. Det er slut nu og kommer aldrig tilbage. Det er ægteparret stensikre på.
Annonce

Allerup: - Skal jeg tage pelsjakken eller arbejdstøjet på?

To yderpoler fra beklædningsindustriens univers er, hvad Hanne Madsen veksler imellem. Et andet sted på planeten ville valget forekomme bizart. Man skulle tro, at garderobens indhold ville være tættere beslægtet, men lige netop her i Allerup giver dilemmaet mening.

Jeg synes, du skal iføre dig det, du gerne vil have på, svarer journalisten, inden de to sammen skridter hen over gårdspladsen.

Da Hanne Madsens morfar i sin tid påbegyndte familiens minkeventyr og dermed grundlagde, hvad der skulle udvikle sig til en særdeles lukrativ forretning, nærmest indopererede han samtidigt en livsstil i sit genetiske arvemateriale, som automatisk sivede ned igennem generationerne.

Han startede med "et sæt", som hun fortæller. To hunner og en han. De tre mårdyr mangedobledes over årene. Det samme gjorde indtjeningen.

Indtil nu har Hanne Madsen selv været en del af arbejdssjakket sammen med sin, i minkverdenen, navnkundige mand Jens Jørgen Madsen.


Det var som at få en spand kold vand i hovedet og så skulle vi egentlig bare i gang med aflivningen. Der har ikke været så meget tid til overs til at fundere over, hvad vi skal i fremtiden. Det ved vi ikke. Vi har en masse medarbejdere, som godt kan se, hvor vi er på vej hen. Det er det allerværste. Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvad der er der sket her, før vi har aflivet den sidste mink. Lige nu er det for surrealistisk

Hanne Madsen


Men lige om lidt slutter det hele. Så er besætningen gået fra tre til godt 50.000 til nul.

Og så får Hanne Madsen aldrig behov for at overveje, hvilken uniform der passer til dagens strabadser.

Annonce

Varsel fra Holland

Lugt og hukommelse hænger uløseligt sammen. Et strejf af duften fra en bestemt kage, kan hensætte næsens ejermand til et varmt minde fra fortiden i bedstemors dagligstue.

Der er intet ved dunsten i laden, der fremkalder minder. Og hvis den gjorde, ville det sandsynligvis ikke være dem, man gladeligt huskede tilbage på.

- De har nogle lugtkirtler, som bliver løsnet, når de dør. Den her lugt har jeg oplevet hver november i stort set hele mit liv, men man vænner sig aldrig til den, fortæller Hanne Madsen.

De døde mink ligger på rad og række med bugen i vejret. Deres sidste sekunder på planeten blev tilbragt i en mørk kasse, hvor udstødningsrøgen fra motoren på deres "rustvogn" aflivede dem.

Døde mink på rad og række. Foto: Kristian Isaksen

Det var før sommerferien, at Hanne Madsen første gang hørte ordet corona og mink i samme sætning. Mink i Holland var smittet.

- På det tidspunkt var det ikke noget, vi frygtede. Og selv, hvis smitten skulle ramme danske farme, så kunne jeg ikke i min vildeste fantasi have forestillet mig, at vi var endt her.

I et udslettelsesinferno. For det er, hvad der er tale om ifølge Hanne Madsen, der fuldkommen afskriver muligheden for at genoplive branchen, når den sidste mink ånder endeligt ud.

- Det vil tage mange år, før produktionen kan komme i gang igen til et punkt, hvor man kan drive en forretning. I den mellemliggende periode vil der være store udgifter, som ingen minkavlere kan leve med. Vores erhverv er dødt, siger hun.

Annonce

Bevidst handling

News har i flere uger kørt uafbrudt i tv'et og på køkkenbordet har aviserne talt direkte til ægteparret. Mink har været på alles læber.

Magtesløshed og frustration har været kendetegnende for sindstilstanden på gården i Allerup.

Af sådan en forfatning fødes tanker, der er næret af følelserne. Men Hanne Madsen virker nu klar i spyttet, da hun skruer volumen og indignationen i sin røst op med et par takker.

- Jeg får en fornemmelse af, at der har været en underliggende dagsorden i alt det her. Vi var tidligt ude som branche og advare myndighederne om smitten, så der kunne blive slået ned hurtigst muligt. I stedet blev der nølet og nu skal vi aflive alle mink. For mig at se har der været et bevidst ønske om at udslette erhvervet - og nu så regeringen sit snit til det.

Der bliver gisnet og analyseret på højtryk. Spørgsmålene er blevet affyret som var det fra en kanon med Mogens Jensen som det primære mål i sigtekornets kryds.

- Men han er jo bare en syndebuk. Det her er Statsministerens værk. Men hun er kun interesseret i at redde sit eget skind. Beslutningen var et grundlovsbrud og jeg er rystet i min grundvold over, at det kan forekomme i det, vi kender som sikre Danmark. Jeg kan ikke se andre veje for regeringen end at udskrive valg - det er den eneste vej for Mette Frederiksen.

Annonce

Dyreelsker

De er nået lige godt halvvejs med aflivningen, da avisen kigger ud. Mange af dyrene skulle på dette tidspunkt møde deres skaber om omtrent en uge, hvor pelsen er helt perfekt til beklædningsbrug.

Som tiderne har ændret sig fra dengang, hvor hendes morfar kunne sælge et enkelt skind for 300 kroner i 40'erne - som i 2020-priser ville svare til 8000 kroner - til nu, hvor et skind har været nede og runde 150 kroner, er der sket noget på markedet.

Medarbejderne er i færd med at tømme burene - og der er run på. Foto: Kristian Isaksen

Dengang var pelsen et statussymbol på linje med diamanter. I dag skal man stadig slippe en pæn sjat penge, men det er ikke her udfordringen umiddelbart har luret.

Engang ville de fleste mennesker levere en arm for at eje en pels. I dag anses industrien i mange folkegrupper for at være dyreplagere.

Hanne Madsen genkender noget af billedet, men trækker i den modsatte retning.

- Der var en periode, hvor det gik nedad, men jeg har en fornemmelse af, at vi var på sporet. Så hvis du spørger om branchen, var ved at uddø alligevel - så må jeg sige nej, svarer minkavleren, der på trods af kritik fra diverse dyreorganisationer virker urokkelig.

- Folk ser søde dyr, der lider bag et trådhegn, men de mink har det godt. Ellers ville deres pels slet ikke være så pæn og sund. Det er en afspejlning af dyrenes trivsel. Jeg beskriver mig selv som dyreelsker. Jeg vil ikke kunne bære, hvis de havde et dårligt liv. Vi kører naturlige parringer og børnene bliver hos deres moder. Vores avl foregår på dyrenes præmisser.

Det er nogle små bure.

- Ja, de ville sikkert synes, det var sjovere i et større bur. Man kan altid pege på ting, der kunne være bedre, men de har det godt og i løbet af årene har vi gjort meget ud af at omlægge farmen efter bæredygtige dyder. Vi var millimeter fra at blive certificeret grønne. Der findes ikke mange erhverv så bæredygtige som minkavl. Dyrenes foder er produceret af affaldsstoffer fra fisk og fjerkræ, vi genbruger hele skindet og kroppen omdannes til biomateriale, der bruges som gødning på marken.

Annonce

Livsværket forsvinder

Hvem der er blevet knockoutet hårdest i mink-skandalen er svært at afgøre, men ægteparrets forretning er en stor målskive.

Udover de to farme i Allerup og Kerteminde, producerer de udstyr til minkavl igennem deres selskab Hedensted-gruppen. Også det ser ud til at forlise nu.

Meget forsvinder på ingen tid. Det kan mærkes, men har på forunderlig vis også lammet Hanne Madsen.

Denne lille fyr skal snart dø. Foto: Kristian Isaksen

- Det var som at få en spand kold vand i hovedet og så skulle vi egentlig bare i gang med aflivningen. Der har ikke været så meget tid til overs til at fundere over, hvad vi skal i fremtiden. Det ved vi ikke. Vi har en masse medarbejdere, som godt kan se, hvor vi er på vej hen. Det er det allerværste. Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvad der er der sket her, før vi har aflivet den sidste mink. Lige nu er det for surrealistisk, siger hun, og minder om, at ægteparret nok skal klare den.

- Vi har tjent godt over en lang periode. Jeg er mere bekymret for de avlere, der måske må gå fra hus og hjem. Jeg læste om én, der var ved at tage livet af sig selv. Så langt er vi ikke ude. Men uanset, hvor stor en formue vi skulle have opbygget på det her, så kan vi ikke komme udenom, at det er vores livsværk, der er blevet taget fra os på brutal vis. Og det gør ondt. Det kan ingen anfægte.

Minkhusene på gården. Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

50 år med blå strømper

Annonce