Annonce
Ugeavisen Odense

Drømmebarnet og en død mands sidste ønske: Vi har alle ret til at stræbe efter lykke

Annonce

Det vækker glæde i mit humanistiske hjerte, når jeg læser de kommentarer, der er strøget ind i kommentarfeltet på såvel vores facebookside som vores hjemmeside under historien om Louise, der har kæmpet i næsten to årtier for at indfri drømmen om at kunne kalde sig mor.

Personlige beretninger, støtte og lykønskninger står i kø - selvom jeg havde frygtet det modsatte. At kommentarerne ville centrere sig om hendes alder og om den naturlige vej. Den, som skaberen havde udpeget som den rette metode.

Der var enkelte, som lige skulle ind og markere. Hvilket man kan undre sig over. Hvorfor overhovedet blande sig?

"Det er synd for barnet", siger folk.

Det kommer da helt an på, hvem forældrene er og hvilke værdier, de har.

Jeg ville da til hver en tid vælge en 60-årig mor, der elsker mig, tager sig af mig, viser den fornødne omsorg og sørger for at sende mig sikkert ud på livets skvulpende bølger i en båd, der er tømret sammen af kærlighed, hengivenhed og livskundskab, end en hashrygende, omsorgssvigtende 40 år yngre model, der råber racistiske ukvemsord af tv'et og sender mig ud på det selvsamme urolige hav i en jolle limet sammen af utryghed og had.

En god opvækst beror ikke på opdragerens alder. Den beror på karakter.

Og min påstand vil være, at en kvinde, der har kæmpet utrætteligt for at nå sit mål med så mange nederlag undervejs - så mange penge postet i drømmen - hun vil være en bedre mor end gennemsnittet. Hun vil måske forkæle det lille kræ lige i overkanten. Men det kan vi alle vel blive enige om, er bedre end de mange grelle alternativer, der fra tid til anden titter frem i overfladen.

Vi skal kunne gøre, som vi vil, hvis det vi gør, ikke er til skade for andre og i øvrigt inden for loves rammer.

Jeg har en veninde, der mistede sin mand i efteråret. Forleden fortalte hun, at hun havde fået en ny kæreste, men at hun ikke var alt for vild med tanken om at fortælle det til hele verden.

For hvad tænker omgangskredsen? Hvordan vil folkedomstolen reagere?

"Det var godt nok tidligt" eller "har hun ingen skam? Han er jo næsten lige død".

Sikke noget bavl. Hvis han her i efterlivet kunne få opfyldt blot et ønske, ville det da netop være, at hans elskede viv fik noget glæde ind i hverdagen igen. Manden har været syg on and off i syv år. Kræft.

Hvornår har hun sidst kunnet leve bekymringsfrit?

Det husker hun nok ikke selv. Det sidste, hun fortjener efter at have stået ved hans side i stort set intet andet end modgang, det er sgu da at føle skyld. Hun har fortjent at smile.

Og nu er hun glad. Det er den nye kæreste også. Han har sågar været med den seks-årige datter på gravstedet for at lægge blomster. Også datteren finder trøst. I hvilken verden er det ikke udelukkende en god ting?

Vi lever ikke i 1800-tallet. Mennesker bliver forelskede. Mennesker har muligheder. Mennesker kan få børn, som de vil og med hvem de vil.

Mennesker har ret til at stræbe efter lykke.

Skru ned for fordommene og forældede idealer. Slet de uskrevne regler.

Lev livet frit.

Kristian Isaksen. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce