Annonce
Ugeavisen Odense

Drabssagen fra Egeparken: Politiet efterlyser to personer i lyst tøj

En stærkt bevæbnet politimand holder vagt i Egeparken i Vollsmose dagen efter drabet på en 31-årig somalisk mand. Foto: Michael Bager
I forbindelse med drabssagen fra Egeparken har Fyns Politi kortlagt yderligere en del af forløbet på videoovervågningen fra stedet. Politiet søger nu oplysninger om to personer, der bagefter blev opsøgt af en af mændene fra Vollsmosegruppen.
Annonce

Odense: Forleden offentliggjorde Fyns Politi et hav af informationer og videoklip med relation til sagen fra Egeparken, hvor en 31-årig mand blev dræbt af skud i slutningen af juni. Nu beder politiet atter borgerne om hjælp i håb om at finde frem til gerningsmændene bag skyderiet.

Efterforskerne er kommet videre i processen med at gennemgå videoovervågningen og har nu fastlagt endnu en del af forløbet, hvor man ser fire mørkklædte mænd flygte efter skyderiet. De fire tilhører ifølge politiet Vollsmosegruppen, og en af dem formodes at have affyret det dræbende skud.

Mens tre af mændene løb igennem en tunnel, løb en fjerde udenom en bygning. Det er formentlig ham, som kort før midnat mødtes med to personer i lyst tøj ved boligblokken Bøgeparken nr. 260-266.

De tre fortsatte sammen langs boligblokken nr. 188-204 til p-pladsen, hvor de gik mod vest og ned i bunden af Bøgeparken. Den mørkklædte mand forsvandt ved beboerhuset, mens de to personer i lyst tøj løb tilbage mod Egeparken i sydlig retning. De blev sidst set ved p-pladsen ved Bøgetorvet. Politiet vil meget gerne have fat i dem og opfordrer mændene til selv at henvende sig. Derudover hører politiet gerne fra vidner.

Først løb tre af gerningsmændene klokken 23.55 som markeret med blåt på kortet fra Egeparken mod nord og ind i Bøgeparken ved nummer 252. Derefter løb den fjerde mand som indtegnet med rødt ad stort set samme vej. Han mødtes med to personer i lyst tøj ved Bøgeparken 260-266, og politiet vil gerne vide, hvem de er. Kort: Fyns Politi.

- Vi er meget interesserede i at høre fra vidner, der kan fortælle mere om de to personer i det lyse tøj. De kan have skaffet sig af med tøj eller sågar våben efter skyderiet, siger politikommissær Carsten Dichmann.

Annonce

Håber vidner vil stå frem

Politikommissæren fortæller, at Fyns Politi har fået en del interessante henvendelser i sagen, efter der forleden blev efterlyst informationer om den person på videooptagelserne, som politiet har udpeget som drabsmanden.

Flere har budt ind med et navn på manden, der var lidt lavere end de øvrige fra Vollsmosegruppen. Men ikke nogen, som politiet ikke i forvejen har i overvejelserne.

- De navne, der er kommet ind, er navne, som vi i forvejen kender. Og vi er nødt til at have noget mere konkret, som understøtter tippene.

Har du oplysninger om de to personer i lyst tøj eller sagen i øvrigt, kan du henvende dig til Fyns Politi på telefon 114.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Bessehjælp: Book en Besse

Annonce