Annonce
Ugeavisen Odense

- Du smiler meget mere, far

Marcus Hjerrild i Bellinge Kirke. Det er ikke her, han typsik kommer, når han har en bisættelse. Det er mest ude i Odense NØ. Men han bor i Bellinge - derfor satte vi ham i stævne tæt på hjem og tæt på det sted, der hænger uløseligt sammen med hans branche. Foto: Kristian Isaksen
At droppe alt det, man kender for en verden, som er fremmed, kræver mod og viljestyrke - men det kræver nok også den helt rigtige grund. Den havde Marcus Hjerrild. Et brændende ønske om at være mere for sin familie var det brændstof, der skulle til. Aldrig har livet været bedre.
Annonce

Bellinge/Bullerup: Marcus Hjerrild havde aldrig drømt om at blive bedemand, før han for lidt mere end et år siden stod ved en skillevej.

Livet havde ikke artet sig helt sådan, som Marcus Hjerrild ønskede. Visse ting var på plads. Kone, hus og børn. Men jobbet, som han blev bidt af tilbage i midten af 00'erne, havde bidt tilbage. Og spist mere end han havde at give.

Det spiste glæden ved hverdagen. Og det spiste hans energi.

Marcus Hjerrild bad ellers ikke om meget. Men det gik op for ham, at hans prioriteringer ufrivilligt havde skiftet plads. Han ønskede mere tid til sine børn og være endnu bedre i familiefaderrollen.

Ambitionerne kunne kun indfries, hvis der blev foretaget drastiske ændringer.

Jeg har arbejdet med personer på min egen alder med deres egne familier. Det giver noget perspektiv. At livet ikke altid er retfærdigt og man derfor skal huske at leve i nuet. Det gjorde jeg ikke før, hvor jeg bare glædede mig til den næste weekend. Nu glæder jeg mig til at stå op hver eneste dag.

Marcus Hjerrild

Annonce

Tilløb

Det var jordens længst tilløb, Marcus Hjerrild havde taget. Med god grund. Foran ham var en kløft. For det første var den bredere end godt var for det gennemsnitlige menneskes springkraft. For det næste, vidste han ikke, hvad der gemte sig på den anden side.

- Jeg tænkte ofte på, at nu skulle jeg sige op. Jeg havde lyst til at prøve noget andet end at være socialpædagog, men jeg havde ingen anelse om, hvad det skulle være. Så der gik måneder, hvor jeg ikke fik taget springet, inden min kone en aften sagde til mig "I morgen siger du op, og så må vi tage den derfra".

Han skrev på en lille lap papir. "Jeg siger op!". Den lagde han i lommen. Den skulle være som et værn imod eventuel afblæsning af missionen.

- Den indre dialog kørte bare rundt. Jeg nåede at fortryde nogle gange, inden papirlappen brændte igennem. Jeg fik taget mig sammen og gik ind til min chef.

- Siger du op, responderede chefen - paf over tilkendegivelsen.

- Jamen tillykke, hvad skal du så?

- Det ved jeg ikke. Min beslutning har intet med arbejdet at gøre. Jeg skal bare videre for min og min families skyld, svarede Marcus Hjerrild.

Annonce

Jagten

Det var forløsende. Men også angstprovokerende. For opsigelsen var i virkeligheden den mindste hurdle. Nu var han en blind mand, der skulle finde sine øjne. Ingen nem opgave.

- Jeg spurgte rundt om i mit netværk for at blive inspireret. Jeg havde slet ikke overvejet bedemandshvervet, før jeg mødte en gammel nabo, der fortalte, at hans datter er bedemand. Jeg kunne godt mærke, at det på en eller anden måde talte til mig. Som så mange andre mennesker, har jeg nok også haft mine fordomme om, hvad det indebærer. Det er jo døde mennesker, man skal arbejde med. Jeg ringede meget sammen med hende efterfølgende og det gik op for mig, at jobbet handler meget mere om de praktiske ting omkring begravelsen og at kunne hjælpe folk, der har svært ved at overskue situationen.

Det var det, det skulle være. Hans baggrund var god. Han vidste, at jobbet som socialpædagog i det mindste vidnede om et vist omsorgstalent, som vel nok kunne bruges i denne sammenhæng.

Bare ikke lige med det samme.

Marcus Hjerrild er 36 år. Det er cirka et år siden, at han bestemte sig for at ryste posen på sit liv. Som han selv siger: - Der er ikke mange situationer, hvor en lav løn er positivt. Men en lav løn gjorde det nemmere for mig at sige op, for økonomisk kom jeg ikke på så dybt vand uanset, hvad der ville ske. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

En fiasko?

- På tre måneder kan man godt nå at mærke, hvor træls det er at være arbejdsløs. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg havde gjort det rigtige, men jeg begyndte da så småt at frygte, hvad der skulle ske. For hvis ikke jeg lykkedes med min plan, så er jeg vel en fiasko? De tanker florerede da.

Et telefonopkald udviskede dog alle de bange anelser og dommedagsprofetier, som kunne bygge sig op i den aspirerende bedemands sind. Bullerup Begravelsesforretning ville gerne se Marcus Hjerrild an. Kort tid efter stod han nu ved siden af sin garvede læremester.

- Det er jo også en del af historien. Det kræver ikke en uddannelse at blive bedemand. Det er som at komme i mesterlære, hvor man dag for dag bliver overdraget flere og flere opgaver, så jeg skulle ikke igennem en masse semestre og eksamener først.

Bedemandsbranchen er en af de mest sikre erhverv i verden. For hvor alt andet ændrer sig og bliver nødt til at tilpasse sig den digitale slipstrøm, vil mennesker blive ved med at dø. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Far smiler

Som månederne skred frem, hobede de gode oplevelser sig op. Marcus Hjerrild blev og bliver stadig i dag bekræftet i, at han gjorde det rigtige.

- Da jeg så en død person første gang på sygehuset, skulle jeg lige trække vejret en ekstra gang. Derfra blev det en opgave, der skulle løses. Man skal huske på, at jeg kommer fra et job, hvor jeg hjalp voksne mennesker med bad og barbering - jeg ved, hvad det vil sige at være tæt på.

Har noget været sværere end andet?

- Jeg har ikke haft børn endnu. Men det kommer jo desværre på et eller andet tidspunkt. Det tror jeg, bliver en prøve. Men jeg har arbejdet med personer på min egen alder med deres egne familier. Det giver noget perspektiv. At livet ikke altid er retfærdigt og man derfor skal huske at leve i nuet. Det gjorde jeg ikke før, hvor jeg bare glædede mig til den næste weekend. Nu glæder jeg mig til at stå op hver eneste dag.

Har du fået, hvad du ønskede?

- 100 procent. Jeg kan mærke, jeg skal være bedemand resten af mit liv. Jeg er frisk og glad. Det har givet mig overskud til at komme hjem og være på sammen med familien. Det siger de også. "Du smiler meget mere, far." Og det var jo det, jeg gerne ville.

Han havde aldrig tænkt på, at bedemandshvervet kunne været noget for ham. Men han blev overrasket og mener, at han har fundet sin rette hylde. Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

5+1 til weekenden

Ugeavisen Odense

Café Kosmos

Annonce