Annonce
Ugeavisen Odense

Efter brand og coronakrise: Adam og Andreas åbner ny tøjbutik i Rosengårdcentret

Adam Ferati (tv.) og Andreas Pedersen ejer butikken. Til daglig vil Christina Spek være driftleder, mens Julie Lemand står for indkøb. Foto: Jonas Ancher Nyeng
Midt i en tid præget af krise åbnede der fredag en ny tøjbutik i Rosengårdcentret. Bag butikken står de to unge mænd Adam Ferati og Andreas Pedersen, som håber, at LY Copenhagen vil sprede sig til mange flere byer i Danmark.
Annonce

Lad det være sagt med det samme. Den seneste tid har af gode grunde været præget af dystre meldinger om coronakrisens konsekvenser og lige så dunkle forudsigelser af, hvor mange mennesker der risikerer at miste deres arbejde, når virksomhederne ikke længere kan få penge fra de forskellige hjælpepakker.

Indimellem er der dog også lyspunkter at fortælle om. Og sådan en historie kan 23-årige Adam Ferati og 22-årige Andreas Pedersen fortælle.

Midt i coronakrisen åbnede de to unge mænd fredag en hel ny tøjbutik i Rosengårdcentret.

- Det er virkeligt stort at kunne åbne en butik her i centret og på Fyn, siger Adam Ferati, som startede virksomheden fra sit værelse i forældrenes hus i en lille by lidt uden for Sønderborg.

LY Copenhagen forhandler omkring 12 forskellige mærker tøj. Der er desuden et mindre caféområde i butikken, hvor man kan købe en kop kaffe. Foto: Jonas Ancher Nyeng
Annonce

Butik brændte ned

Det, der i dag hedder LY Copenhagen, startede under navnet Lovely Style som en webbutik med salg af forskellige tøjmærker. Senere kom Andreas Pedersen med i projektet som medejer, og i marts 2019 åbnede LY Copenhagen for første gang som fysisk butik på en central beliggenhed i Sønderborg.

Med hårdt arbejde var det lykkedes de to unge mænd at skabe en forretning, der var i vækst.

Men så startede det herrens år 2020. Og i starten af februar – mindre end et år efter åbningen – blev butikken i Sønderborg ramt af en brand, der startede i en restaurant ved siden af tøjbutikken.

- Da jeg kom ned og så, hvad der var sket, kunne jeg godt se, hvad klokken var slået. Min første tanke var, at alt var tabt og at alt det arbejde, vi havde lagt i det, var spildt. Så der må jeg da indrømme, at jeg fældede en tåre, siger Adam Ferati, der dog havde sine forsikringer i orden, så selvom han tabte penge på branden, kunne han holde fast i planerne om at åbne i Rosengårdcentret.

Annonce

Coronakrise udsatte åbning

Det var egentlig meningen, at butikken i Rosengårdcentret skulle være åbnet i starten af maj. Det fik coronakrisen dog sat en stopper for.

- Jeg kan bare huske, at jeg kiggede på Andreas og sagde, at hvis vi ville komme igennem 2020, ville vi være her for altid, siger Adam Ferati.

Hverken branden eller coronakrisen har dog mindsket de to unge mænds ambitioner. Selvom fokus nu ligger på Odense-butikken og et 2020, der gerne skal overstås uden flere ulykker, er der allerede nu planer om at åbne flere butikker.

- Vi kommer til at åbne en butik i Sønderborg igen og har også kig på København og Aarhus. Og vi er også interesseret i at åbne op for flere slags varer som home accessories. Men lige nu gælder det Odense, siger Adam Ferati.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce