Annonce
Ugeavisen Odense

Efter endnu et tyveri fra køleskabet: Populær øl-bod på havnen i Odense lukker på ubestemt tid

Munkebo Brewery har for anden gang oplevet, at der er blevet stjålet fra det takeaway-køleskab, som de har sat op foran baren. Arkivfoto: Kristian Isakasen
Efter næsten et år uden problemer lukker brygmester Claus Christensen fra Small Craft Distillery nu ned for populær øl-bod.

Havnen: Det var en af corona-tidens smukke succeshistorier, men nu er det slut.

Brygmester Claus Christensen fra Small Craft Distillery lukker nu ned for sit køleskab på havnen, hvor folk i bedste vejbod-stil har kunne købe sig til en kold fra kassen og nyde udsigten fra Møllekajen.

Det sker, efter at køleskabet endnu engang er blevet tømt for øl - uden betaling vel at mærke.

- Jeg brugte dagen i går (torsdag, red.) på at være ked af det, men nu forsøger jeg at se fremad. Men det er bare så drønærgerligt, fordi det virkelig var en succeshistorie, der nu er lidt ødelagt af det her, siger Claus Christensen.

Succeshistorien bygger på det faktum, at det 13. marts er præcis ét år siden, at han åbnede øl-køleskabet på havnen foran Small Craft Distillery. Og i lang tid så det ud til at blive et helt år uden ulykkelige episoder.

Dette triste syn mødte Claus Christensen torsdag morgen. Foto: Fra Facebook

- Det gav folk mulighed for at smage en lille smule af den normalitet, vi går og savner, og kunderne var virkelig trofaste og ærlige. Det var lidt som en landsby storbyen, hvor vi kunne stole på hinanden. Det er så ærgerligt, at det nu bliver ødelagt, siger Claus Christensen.

For 14 dage siden skete det første tilfælde af tyveri, og natten til torsdag skete det så igen. Det blev altså den berømte dråbe, der fik ham til at trække stikket på køleskabet.

- Jeg fyldte skabet op om aftenen, og det betyder, at der stod 51 øl - om morgenen var det tomt. Det gør ondt, fordi det økonomisk betød, at vi rent faktisk havde en fast indtjening - ganske vist en lille indtjening, men den var der, og det lukker vi så for nu. Og så gør det ondt, fordi vi virkelig glædede os til at fejre et års fødselsdag for køleskabet, fordi det var så god en historie, siger Claus Christensen, der trods nedturen finder trøst i alle de beskeder og tanker, som folk har sendt ham.

- Det varmer, og efter det første tyveri sendte folk penge for ligesom at støtte op om foretagendet. Det var det, der fik os til at prøve igen. Men nu trækker vi altså stikket og lukker ned på ubestemt tid. Jeg går med nogle tanker om, hvordan vi kan åbne køleskabet under andre forhold, så det kan ikke udelukkes, at vi igen åbner, men nu må vi se, siger han.

Munkebo Brewery Claus Christensen. Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce