Annonce
Ugeavisen Odense

En jyde på Fyn forundres: Hvad er en brrånsviger og hvem skal sules?

Brunner, brunsviger, brrånsviger. Foto: Michael Bager
Annonce

For det meste er jeg ganske godt tilfreds med at være jyde. Især i Odense. Det gør, at jeg adskiller mig en smule fra jer andre. Alle mine nærmeste kolleger er fra Fyn. Det samme er min kæreste og mine venner.

Ja, selv mine børn er fra Fyn. Jeg er den eksotiske fugl i en voliere af gråspurve.

Kulturforskellene er små, men livgivende. Jeg holder med VB. I holder med OB - og alle mulige andre hold. Derudover er vi meget ens. Det er som oftest de sproglige afvigelser, der er kimen til stor diskussion.

Jeg kan for eksempel ikke regne ud, hvad der sker med 'brunsviger' idet ordet former sig og forlader en fynsk mund.

En medfødt talefejl, som samtlige fynboer åbenbart har et genetisk anlæg for udtale på samme helt forkerte måde.

Jeg er et forstående menneske. Men det giver simpelthen ingen mening, at det fynske folk uden besvær kan sige brunkager med perfekt diktion, når nu brunsviger absolut og uden undtagelse skal bære præg af flamsk afsmitning med det skrabende, hårde r, der næsten river hul i det bageste af ganen og det øverste svælg, når det bliver flået op ad bughulen.

Ingen fynboer er vel nogensinde draget til Alaska for at opleve brr-ån-bjørnen i sit naturlige habitat?

Jeg forundres. Måske det har sammenhæng med brunstig. At kagen ligefrem gør jer liderlige.

Det har jeg da mere end en gang mistænkt et par mandlige kolleger for at blive ved synet af den mørke sukkermasse, der af og til glinser så radioaktivt, at selv skaderne prikker på ruden for at komme indenfor.

Blikkene bliver ofte længere, når brunneren gør sin entré på redaktionen, end hvis et velstøbt hunkønsvæsen spankulerer over Banegårdspladsen.

Sproget er et minefelt. Og mine tanker er ingenlunde født under en provokerende præmis. Jeg er journalist. Jeg skal undre mig og jeg udnytter alle chancer, for det er altid underholdende.


Aldrig har jyder og sjællændere stået så tæt sammen. Et stort øjeblik i Danmarkshistorien, der ikke er blevet nedfældet før nu.

Kristian Isaksen


Jeg ønsker ikke at tage jeres kageudtale fra jer. Jeg vil ikke hænge jeres melodiske dialekt ud. Den er langt mere appellerende end mine til tider bundske udtaler.

Min kæreste griner, når jeg siger 'her'. Det bliver til hææær. Eller 'øjne'. Der bliver til 'øjn''.

Så griner vi. For det er jo sjovt. Men ikke altid. Én gang for længe siden var det næsten blodigt alvor. På min efterskole i vinteren 04/05. Det havde sneet og vi skulle selvfølgelig udenfor og samle det kolde nedfald til kasteskyts.

Men det var et ord-slag under vinterkrigen, der stjal opmærksomheden.

- Kom, vi suler Laust, blev der sagt.

Alle jyderne og sjællænderne kiggede undrende på hinanden.

- Skal vi fede ham op?

Niks. Han skulle have sne tværet ud i hovedet. Det, som vi andre kalder en vasker. Fynboerne rystede på hovedet.

Aldrig har jyder og sjællændere stået så tæt sammen. Et stort øjeblik i Danmarkshistorien, der ikke er blevet nedfældet før nu.

Vi blev selvfølgelig aldrig enige. Der var ikke rigtigt og forkert.

Som bonus berigede skolens to falstringe med deres udtryk - at sylte. Hvilket på mange måder var det bedste ord. Men det sagde vi jo ikke dengang. Vi holdt fast i vores eget og accepterede forskellene.

Sådan som det bør være hele livet igennem.

Kristian Isaksen. Foto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Midtbyen får ny bottleshop

Annonce