Annonce
Ugeavisen Odense

En lille hjælp, kan gøre en gigantisk forskel

Kristian Isaksen. Foto: Michael Bager
Annonce

Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige noget om det til nogen, og nu ender jeg med at fortælle det til potentielt 100.000 læsere.

Baggrunden er simpel. Min gode kollega Kurt Rasmussen faldt over en ejendommelig kilde, der åbnede dørene til en flerfoldig historie om medmenneskelighed og mere konkret om det at give en hånd i nødens stund.

Jeg blev sgu helt varm inden i mit ellers veltempererede korpus, da han indviede mig i sagaen om den gamle mand, frisøren og politibetjenten.

Vi snakkede om, at verden skulle være mere venlig. Temmelig banalt. Hvem skulle sige det imod?

Det kræver dog, at nogen fortæller historien, så andre kan blive inspirerede til at gøre den lille indsats, som kan gøre den store forskel for andre.

Det slog mig, at jeg måtte fortælle om min tur i Netto forleden dag.

På begivenhedsløs manér gik jeg min vanlige runde i butikken. Alt var stort set, som det plejede. Lidt grøntsager, brød, mælk og hvad der nu ellers skulle mangle af almindeligheder i det lille hjem, blev kylet i kurven.

Da varerne var blevet læsset på båndet og næsten betalt, lød en stemme bag mig.

- Har du ikke dit kort med? Jamen, jeg har heller ikke mit med.

En ældre kvinde kiggede modløst ned på de to fyldte vogne, inden hun kom i tanke om, at vi lever i den sommetider forjættede digitale tidsalder, hvor alt kan lade sig gøre.

Med et strejf af optimisme i blikket så hun op på ekspedienten.

- Undskyld - I tager vel ikke mobile pay.

Medarbejderen bag plastik-corona-fortet sendte et blik retur til den ældre kvinde akkompagneret af et par let nedadbuede mundvige.

- Nej, desværre ikke.

Kvinden kiggede atter ned på vognene, dernæst op på sin mand, der med ét blev suget tom for kulør. Alle de varer, der skulle tilbage på plads.

Jeg selv stod med kortet fremme, klar til at betale. Uden at tænke over det - nærmest som var det per refleks - udstødte jeg min oplagte løsning på miseren.

- Men jeg har mobile pay.

Kvinden og manden bremsede op. De nåede at kigge en anelse forvirrede på mig, inden det gik op for dem, hvad jeg foreslog.

- Så du vil betale - og så overfører vi bare til dig. Er du sikker på, det er ok?

- Ja, selvfølgelig. Jeg kan jo med det samme se, hvis I er ude på at snyde mig, svarede jeg.

Farven vendte tilbage i mandens ansigt. Han smilede stort. Det samme gjorde kvinden. De læssede varerne op. Bip, bip, bip.

Jeg betalte og sekunder senere havde kvinden overført det nøjagtigt samme beløb til min konto.

- Mange tusinde tak. Det var en kæmpehjælp, sagde kvinden, da jeg havde pakket mine egne varer. Manden nikkede anerkendende.

Først her flere dage senere er det gået op for mig, hvor stor en hjælp mit minimale bidrag var. Jeg følte ikke, jeg gjorde dagens gode gerning. Det var nemmere end at klø mig selv i nakken.

Men det er jo netop humlen af den korte episode ved båndet i Netto.

Det var nemt.

Og det ville have været nemt for alle. Så tal højt om den hjælp, I giver eller har modtaget. En filosof sagde engang, at der ikke findes uselviske gode gerninger - men er det ikke ligemeget?

Jeg tror, at de mennesker, der modtager hjælpen hellere ser, at du praler med din godhed, end at du ikke hjælper og tier stille.

Inspirér hinanden, venner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

Nøøøj, det’ for børn!

Annonce