Annonce
Ugeavisen Odense

Et sandt scoop for Løvbjerg: Købmand jubler over tilgangen af 'en slagter i særklasse'

René Langholm er berømmet for sin leverpostej. Foto: Kristian Isaksen
1. maj kan Løvbjerg præsentere sin nye slagtermester, hvis CV taler for sig selv. René Langholm ankommer fra den velrenommerede slagterforretning på Skibhusvej.

Tarup: Siden 1. februar har Løvbjerg stået uden slagtermester. Derfor glæder købmand Ulrik Rasmussen sig selvsagt over, at en ny snart fatter kniven og skærer for.

Endnu gladere er han ved udsigten til, hvem det er der kommer ind og udfylder den tomme rolle.

For skal man tro hans vurdering, har Løvbjerg gjort lidt af et scoop.

Annonce

- Vi vil gerne fortsætte den gode udvikling, vi har været i gang med i flere år og den er vi sikker på, vi kan løfte endnu mere ved fokusere ekstra på vores slagterafdeling. Jeg har fulgt Skibhusslagteren i lang tid og kan se, hvilket niveau René har udviklet forretningen til. Vi vil gerne have nogen ind, der kan give kunderne noget, der er ud over det sædvanlige. Som kommer med noget vildskab og skøre idéer. Der er vores kommende slagtermester den helt rette mand.

Hvad håber I at opnå ved at udvikle på slagterområdet?

- Et supermarked vil altid være mere selvbetjent, end en slagter traditionelt er. Vi vil dog gerne have mere personlig kontakt ind og der har René jo 15 års erfaring ligesom han jo tidligere har været ansat som slagter i butik, så han kender begge verdener og ved, hvad der skal til. Vi ønsker at putte et mere kendt ansigt på, så vi får mere personlighed og faglighed ind i butikken.

Det gamle er det nye

Hvorfor mener I, det er vejen frem - slagterne er jo tidligere lukket på stribe?

- For 15-18 år siden nedlagde stort set alle supermarkeder deres delikatesse-afdelinger, fordi det blev vurderet for dyrt at have i forhold til, hvad kunderne efterspurgte. Men tiderne har ændret sig og det er noget vi i dag mener, der er stor værdi i at kunne tilbyde kunderne. Hvis vi analyserer på vores salg, kan vi se, at mandag, tirsdag og onsdag handles der discount og resten af ugen vil kunderne gerne betale for luksus. Med en opgraderet slagterafdeling tror vi på, at vi kan få en endnu større del af den kage, fortæller Ulrik Rasmussen.

Ulrik Rasmussen er købmand i Løvbjerg, Tarup Center. Foto: Jesper Friesmand

Til at begynde med vil der være en mindre visuel ændring, som René Langholm står bag. Helt lavpraktisk handler det om at få varerne sat rigtigt og til at fremstå så indbydende som muligt.

Og hvis slagterafdelingen virkelig bliver en succes, kan et mere vidtrækkende indgreb komme på tale.

- På den længere bane kan det sagtens være, at der vil ske en fysisk forandring, hvis der opstår et behov for at udvide. Det må vi tage til den tid. For nu glæder vi os bare over, at vi snart får en slagter i særklasse.

René Langholm har sidste dag i Skibhusslagteren 28. april og begynder 1. maj i Løvbjerg. Han nåede 15 år på Skibhusvej.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce