Sanderum: Et hus behøver ikke være stort og luksuriøst for at tiltrække sig opmærksomhed. Af og til kan et hus blive sat i spotlyset af de stik modsatte grunde.
Som villaen på Solskinsvej, der for snart 100 dage siden poppede op i Danboligs kartotek.
Beskrivelsen og billederne efterlod så godt som ingen tvivl om, hvad næste købers hensigt bør være. Den nuværende bygning er så faldefærdig, at kun en nedrivning kan være næste skridt.
Man køber med andre ord ikke et hus, men en grund. Et sted, hvor drømme kan blive virkelige - hvis man har kapitalen til det.
2.995.000 kroner stod der på prisskiltet. For perspektivets skyld kan avisen nævne, at man til den slags penge i skrivende stund kan købe andre huse i området, der fremstår indflytningsklare.
Stort nedslag
Danbolig har efter ønske fra ejerne ikke kunnet udtale sig om prissætningen eller tidligere forhold, der har bragt huset i denne forfatning, men 20. august slår en ændring i boligens tidslinje ud, og giver et praj om, hvorvidt prissætningen har matchet beliggenhedens attraktivitet.
En halv million kroner - altså en sjettedel - blev kappet af i ét rent hug efter blot 53 dage på markedet, så huset i dag kan erhverves for den nette sum af 2.495.000 kroner.
For at nære eventuelt fremtidige ejeres købelyst yderligere har Danbolig på sin hjemmeside erstattet Solskinsvejs primære billede med en tegning af, hvordan et nyt hus kan udfolde sig.
Som bekendt har Danbolig ikke ønsket at udtale sig, men meddeler alligevel, at andre faldefærdige huse i området tidligere er blevet solgt til tre millioner kroner.
Derudover oplyser ejendomsmæglerkæden, at der har været masser af forespørgsler og fremvisninger på huset, og at en snarlig afklaring lurer i horisonten.