Annonce
Ugeavisen Odense

Farverig forretning fejrer fødselsdag

I et hjørne af butikken har Karen Binicki indrettet en plads, hvor unge talenter kan få lov at kreere deres egne værker. Foto: Kurt Rasmussen
Fredag 3. juli er det 20 år siden, at Binicki Kunstnerartikler åbnede i Nørregade, og det vil blive fejret på en kunstfærdig måde.
Annonce

Nørregade: Når Karen Binicki tager imod i 3. juli, vil der være en helt speciel stemning i Binicki Kunstnerartikler.

- Forretningen startede 3. Juli 2000, så jeg holder en intim reception med økologisk sprudelwasser og økologisk rosé og hjemmebagte, økologiske kager. Jeg går meget op i, at det skal være økologisk, og det er jo også helt i tråd med de varer, vi har i butikken, siger hun og fortæller, at konceptet fungerer som en gammeldags farvehandel.

- Forskellen på moderne farvehandler og denne her er, at vi gør en dyd ud af at have kvalitet på hylderne, og jeg har ting, du ikke kan få andre steder. Jeg kan godt lide faglighed og tålmodighed, og at man ikke stresser. Jeg gør meget ud af at være god ved kunderne og sørge for, at de har det godt, siger Karen Binicki.

Annonce

Sent karriereskifte

Selv om hun kun har været indehaver det seneste år, har hun været helt tæt på forretningen siden starten.

- Min søn, Andreas, er udlært farvehandler og startede forretningen op sammen med min mand, Dusan, men da han døde sidste år, tog jeg over, siger Karen Binicki, som ellers ikke betragter sig selv som en forretningskvinde.

- Jeg er ikke vant til det her kommercielle, men jeg gør det, fordi jeg selv er kunstner, og fordi jeg synes, det er sjovt at møde alle de spændende mennesker, der kommer her, siger hun og forklarer, at hun har en revisor til at sørge for, at der bliver betalt regninger og moms og alt, hvad der hører til.

Bare jeg har til dagen og vejen, er jeg tilfreds, og butikken løber lige rundt, siger hun.


Selv om den er lille, skal kunstnerbutikken være stor og rummelig og give plads til de mest sensitive kunstnerspirer i Odense. Både som miniværksted og som platform for deres kunst.

Karen Binicki


Annonce

Socialkunstner

Tidligere levede Karen Binicki af at lave store kunstudsmykninger i hele landet.

- Jeg har udsmykket ungdomsskoler, fængsler, detentioner, herberg for hjemløse og døgninstitutioner. Jeg skal ikke være millionærkunstner. Jeg skal bare give nogle gode oplevelser til de befolkningsgrupper, der ikke har så meget at gøre med, siger den autodidakte kunstner, der har givet sig selv en speciel titel.

- Jeg er socialkunstner med stort S, lyder det fra Karen Binicki, som også har formået at bringe det sociale element ind i butikken.

I et hjørne af butikken har hun indrettet en siddeplads, hvor kunstnere kan komme og arbejde med deres værker.

- Selv om den er lille, skal kunstnerbutikken være stor og rummelig og give plads til de mest sensitive kunstnerspirer i Odense. Både som miniværksted og som platform for deres kunst. Her kan de sidde og slappe af og lave deres egne værker, siger Karen Binicki og viser en væg frem, hvor talenterne har fået lov at udstille deres kunst.

Fantasifulde værker af vidt forskellig slags pryder væggen, og man mærker den omsorg og kærlighed, der ligger bag Karen Binickis intentioner om at give plads til kunstneriske talenter.

- Det vigtige er, at man trives med det man laver, og jeg har nogle gode oplevelser med mine kunder. Det kommer helt af sig selv, siger Karen Binicki, der ser frem til en uformel og hyggelig eftermiddag, når 20-året skal fejres.

Receptionen finder sted hos Binicki Kunstnerartikler, Nørregade 39-41, Baghuset, fredag 3. Juli fra kl. 14 - 17.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce