Annonce
Ugeavisen Odense

Forældet fotokunst har skærpet Lasse: - Jeg skal få alt ud af det ene klik

Billede af journalisten og lærlingen, der tager billeder af domkirken. Foto: Lasse Olsson
Det er sjældent, man går den anden vej på den teknologiske udviklingsstige, men Lasse Olsson har gjort netop det. Han gør op med det halvhjertede billede og bringer fordybelsen og skønheden tilbage i det enkelte fotografi.
Annonce

- Jeg har mødt forældre, der har et gabende hul i deres børns barndom, fordi de har mistet en telefon. Tre års minder, der aldrig vender tilbage. Det vil aldrig ske med fremkaldte billeder.

Lasse Olsson åbner film-lågen på sit kamera. Han kunne sikkert sætte rullen i med bind for øjnene, men han skal lære sin lærling, hvordan man gør - så vi tager den helt roligt.

- Man kan ikke komme udenom, at processen tager væsentligt længere tid end med digitalkameraer - jeg tror ikke, du vil finde ældre fotografer, der nogensinde vil gå tilbage i den teknologiske udvikling, men det her kan noget helt andet. Det vækker følelser, jeg ikke får andre steder.

Jeg sidder med et Nikon-kamera fra 1984. Fire år før jeg selv blev født.

- Det virker upåklageligt. Kameraerne blev produceret til at overleve til evig tid. Det er håndværk og det er mekanisk. Du skal ikke bruge strøm for at fange dit motiv eller computer for at se billederne. Det er ikke afhængigt af andre remedier, forklarer han.

Kurser

Lasse Olsson har to fotohold - øvet og begynder -, der starter i uge 36.

Øvet: Fotorafiets historie – fra hestevogn til mobiltelefon – hvordan er vi havnet, hvor vi er i dag? Basale kamerafærdigheder – bliv dus med et kamera. Basal mørkekammerteknik.

Det kreative fotografi – bliv bedre til at se i billeder, komposition og lyslægning.

Du lærer at betjene et klassisk spejlrefleks, måle lys uden lysmåler eller andre hjælpemidler, fremkalde sort-hvid negativer, printe i mørkekammer.

Det koster 1350 kroner og foregår over 10 onsdage fra 19 til 20.30.

Begynder: Fotografiets historie – fra hestevogn til mobiltelefon – hvordan er vi havnet, hvor vi er i dag? Avanceret mørkekammerteknik. Det kreative fotografi – bliv bedre til at se i billeder, komposition og lyslægning.

Du lærer at: fremkalde sort-hvid negativer printe i mørkekammer arbejde med dit print i mørkekammeret – teknikker som dodge/burn, split grade printing.

Det koster 2250 kroner og foregår over 10 torsdage fra 19 til 20.30.

Begge hold afslutter med åbent hus, hvor billederne udstilles.

Tilmelding sker på telefon 2094 0580 eller mail: sonja.kjoller@brandts.dk

Annonce

Benspænd

Han er uddannet presse- og reklamefotograf. En branche, han ville have umådeligt svært ved at begå sig i, hvis han overlod sine opgaver til det analoge kameras nåde.

For der er ingen sikkerhed. Han ved aldrig, hvordan resultatet bliver, før han står i mørkekammeret og fremmaner konturer på det hvide, glatte papir.

- Jeg er selvfølgelig afhængig af digitalkameraerne. Jeg kan med lynets hast blive færdig med min opgave og det kan gøres pænere i det rette redigeringsprogram. Det går aldrig galt, siger han.

Netop denne anskuelse har forandret hans syn på det visuelle medie.

- Det var blevet for nemt. Jeg savnede nogle bespænd og dem får jeg automatisk med et analogt kamera. Med et digitalkamera er tendensen ofte, at man ikke tænker først. Man knipser bare, tjekker billedet og knipser igen. Det kan man så gøre 50 gange med det samme motiv. Med det analoge skal man tænke sig om. Man er simpelthen tvunget til at tænke mere kreativt og få alt ud af det ene klik. Der er 36 billeder i den her rulle. Jeg skal gøre mig umage, før jeg knipser og jeg ved ikke, hvor godt det er blevet, før jeg fremkalder det. I dag fjerner jagten på det perfekte hele charmen ved at tage billeder. Du sletter bare det, du ikke bryder dig om.

Annonce

Spild af tid

Da han var dreng spillede han meget computer. Men som med billederne er han trådt et par trin ned på teknologiens evolutionære stige.

- Jeg brugte mange timer hver dag foran skærmen. I dag tænder jeg aldrig en computer. Det er irriterende spildtid, siger han.

Og han mener det. Ind imellem skal han skrive en mail, men kan det lade sig gøre, holder han sig langt fra de digitale værktøjer.

- Regningerne kører bare over betalingsservice, så jeg har aldrig behov for at være online, fortæller Lasse Olsson, der dog ikke virker hellig omkring sine - i 2019-øjemed - modstrømmende valg.

- Der er intet i vejen med det digitale. Men hjemme hos os er vi gået offline, fordi vi gerne vil bruge tid på hinanden. Telefoner, computere og tablets fratager sin bruger opmærksomheden fra den virkelige verden. Hvor ofte ser man ikke folk med blikket suget ned i skærmen ude på gaden og imens de er sammen med andre. Det giver mig ikke mig nogen værdi.

Billede fra Eventyrhaven med H.C. Andersen og en masse børn. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Omtanke

Vi går sammen ned igennem Odense. Det er formiddag og byen er tyst.

Jeg har 36 skud og har netop fået en miniintroduktion til kameraets funktioner. Jeg kan godt mærke ærefrygten komme snigende. Jeg tør næsten ikke trykke, indtil Lasse Olsson skubber mig ud over kanten.

- Det bliver en laaaang dag, hvis du ikke tager dig sammen nu, griner han bag mig.

Jeg tager et billede af domkirken. Det var forløsende. Jeg kigger ned på kameraets bagside og ryster let på hovedet.

Som var det per instinkt, ville jeg se billedet.

- Det er du ikke den første, der har gjort, siger læremesteren med et smil.

Vi går omkring i et par timer. Er opmærksomme på de mindste detaljer. Det er lidt som en jagt, hvor alle sanser er blevet skærpet.

Bygninger, blomster, arbejdere med hjelme, Eventyrhaven, Mosen, åen og sågar en hundelort finder vej til linsen.

Paaskestræde - alt er sort og hvidt. Sådan var det med de gamle kameraer. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Dopamin

Vi vender tilbage. Nu begynder tålmodighedsprøvelsen. Lasse Olsson blander kemien, fisker rullerne ud i mørket, finder billederne og fremkalder. Det kan skrives med få ord på disse linjer, men timerne går.

Er den gammeldags metode virkelig så romantisk, som Lasse vil gøre den til? For det er muligt, han ikke bruger tid online - men så bruger han den jo bare her indhyllet i det røde lys - helt isoleret fra omverdenen.

- Det her er min flugt fra den digitale verden. Det analoge tvinger mig ned i at gøre noget fysisk. Gøre noget fordybende. Jeg kan mærke filmrullen på mine fingerspidser. Jeg kan simpelthen mærke billederne. Jeg kan høre, hvordan det knirker i kameraet, når jeg ruller filmen op. Jeg kan se og høre mekanikken lige foran mig. Alt er fysisk. Det frigiver noget dopamin.

Da vi ser billederne giver det hele pludselig mening. Det er som om, man er lidt mere i kontakt med virkeligheden. Det er håndgribeligt.

Koncentration, tid, sved og kærlighed blandet sammen i en sanselig cocktail, der fortæller en helt anden historie, end jeg nogensinde kunne have manifesteret med telefonen. Og nu står vi her med et evigt resultat, fremtryllet af et apparat fra 1984 og et menneskes ildhu - helt uden brug af computer.

Det er jo nærmest magi.

Lasse Olsson inviterer alle med ind i hans fordybende verden. Foto: Kristian Isaksen
Odense Å set nede ved Mosen. Foto: Kristian Isaksen
Dyb koncentration før der bliver taget et billede af et skilt. Foto: Lasse Olsson
Mit allerførste analoge foto. Domkirken. Foto: Kristian Isaksen
Sådan ser man ud, når man tager et billede af domkirken. Foto: Lasse Olsson
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce