Agedrup: Børnepasning, kager og fitness. Det lyder som en underlig blanding, men kigger man Lotte Nielsen dybere i kortene, giver det mening, for der er en gylden tråd, der binder det hele sammen – nemlig iværksætteri.
Ifølge Lotte Nielsen selv brænder hun for at sætte projekter i gang.
- Den der mavefornemmelse man får, når man planter et frø og ser det vokse til en stor solsikke, det, synes jeg, er superfedt, og jeg accepterer den der rejse henimod resultatet og også vedligeholdelsen i det, for man kommer ikke sovende til det, lyder det fra den 43-årige uddannede kontorassistent, der bor med sin mand og to døtre på Brolandvej.
Og hun ved, hvad hun taler om. Da hun selv gik på barsel, fandt hun ud af, at hun ville passe børn, og valgte at oprette en privat pasningsordning.
Der blev tegnet, klippet og klistret og bagt kager til den store guldmedalje, og især det sidste bragte Lotte Nielsen på sporet af et nyt eventyr: Hun begyndte at levere kager til caféer og restauranter i Odense, og gennem to år var det hendes hovedindtægtskilde.
Springende opstart
Selvom hendes aktiviteter krævede sit, fandt hun også energi til at gå til jumping fitness, og det skulle vise sig at føre hende direkte ind i endnu et iværksættereventyr.
- Da coronaen lukkede alt ned, kunne jeg ikke længere dyrke jumping fitness, men sammen med min gode veninde, Ann Svelmøe Højstrand, som også var min instruktør, startede vi vores eget projekt op i marts 2020, siger hun.
Og den opstart udgør om noget et tydeligt bevis på det iværksætterhjerte, der banker hos Lotte Nielsen.
De to veninder satte to trampoliner op i Lotte Nielsens stue og begyndte at sende instruktionsvideoer ud via facebook, og nu tog det fart. Inden længe havde flere kunder ytret ønske om at tilmelde sig deres jumping fitness-projekt, og de overvejede at oprette et fysisk hold.
- Min veninde Ann havde lige skrevet en besked, inden jeg gik ind i Brugsen i Bullerup, om at vi skulle kaste os ud i at købe nogle trampoliner. Jeg gik rundt med indkøbsvognen og tænkte, at jeg simpelthen ikke turde springe ud i det, men så mødte jeg en fælles veninde og talte med hende omkring projektet, og så blev jeg bekræftet i, at det måske var en god ide. Inden jeg gik ud af Brugsen, havde jeg købt fem trampoliner gennem internettet, siger Lotte Nielsen med et smil.
Lotte NielsenDen der mavefornemmelse man får, når man planter et frø og ser det vokse til en stor solsikke, det, synes jeg, er superfedt
Trampolinerne blev sat op i det fri for at overholde corona-restriktionerne, og nu var de første holdtræninger en realitet.
I løbet af sommerhalvåret 2020 voksede tilmeldingen, og i september samme år lykkedes det de to veninder at finde et egnet lokale på Stenhuggervej 26, hvor de siden har tilbudt jumping fitness under navnet Fokus på Sundhed.
Tilbage til start
Men iværksætterdrømmen blev udfordret af endnu en corona-nedlukning.
- Vi måtte jo ikke dyrke fitness indendørs, og forsamlingsforbuddet gjorde, at vi stod på parkeringspladsen med én instruktør og fire kunder og underviste Gud ved hvor mange hold bare for at kunne få indfriet ønsket om, at de kunne komme ud at jumpe, siger hun og smiler ved tanken.
- Vi har stået derude i flyverdragter og med huer og handsker og hoppet på vores trampoliner, siger hun med et lille grin.
Det lykkedes Lotte Nielsen på beundringsværdig vis at kæmpe sig igennem corona-udfordringerne sammen med sin kompagnon, Ann Svelmøe Højstrand, og endelig i januar 2022 kunne de fornemme, at de værste trængsler var overstået.
På trods af de mange benspænd under coronaen, har der været 600 kunder igennem hos Fokus på Sundhed, og på det seneste er der også kommet yoga og salsation på programmet. Men ikke nok med det:
- Vi tilbyder også personlig træning, kostvejledning og arrangementer som børnefødselsdage, polterabend og teambuilding, siger den ihærdige iværksætter, som endelig kan begynde at se sit lille frø vokse til en stor solsikke.
- Det er i hvert fald drømmen, at det her skal vokse. Vi er også på udkig efter nogle større lokaler, for vi vil jo gerne have et lukket rum til kostvejledningen og til salsationen og yogaen, for så kan det køre sideløbende med vores jumping fitness, lyder det fra Lotte Nielsen.
Fokus på Sundhed
Startet i 2020.
Indehavere: Lotte Nielsen og Ann Svelmøe Højstrand.
Adresse: Stenhuggervej 26, 5230 Odense M.
Link: www.fokuspaasundhed.dk