Annonce
Ugeavisen Odense

Forskning i børnehøjde: 2.b på Ejerslykkeskolen vinder Mikroforskerkonkurrence

20 elever fra Ejerslykkeskolen kan kalde sig vindere af en forskningspris for deres arbejde med sommerfuglens færden. Privatfoto
Eleverne i 2.b på Ejerslykkeskolen har vundet førstepræmien i årets landsdækkende Mikroforskerkonkurrence, som skal pirre børnenes interesse for naturvidenskab.
Annonce

Odense: Hvorfor flyver sommerfuglen rundt, som om den ikke har en plan? Det var det spørgsmål, eleverne i 2.b på Ejerslykkeskolen allerhelst ville have besvaret.

Og det gav de 20 elever sig sammen med deres lærer til at undersøge med den såkaldte mikroforskning som metode. Mikroforskning er en ny naturvidenskabelig, enkel arbejdsmetode for de mindste klasser fra 0.-3. klasse. Her laver eleverne ud fra deres egen undren små naturvidenskabelige undersøgelser af naturens smådyr.

Eleverne hentede oplysninger om sommerfugle, lavede forsøg med sure og søde lokkesnore, og undersøgte, hvordan sommerfugle reagerer på uv-lys, som sommerfugle faktisk kan se. Herefter tegnede de og lavede skemaer og modeller. Til sidst blev hele processen formidlet i en rapport, som har været i konkurrence med 31 andre rapporter fra hele Danmark. Og den rapport sikrede dem altså førstepladsen.

Men rapporten præsenterede selvfølgelig også en konklusion. Nemlig, at sommerfuglen modsat tesen faktisk har en plan, når den flyver rundt. Den behøver ikke en fast plan med tidspunkter, ligesom vi mennesker gør. Det vigtigste for sommerfuglen er at føre arten videre. Derfor skal den finde føde og undgå at blive spist, inden den formerer sig.

Mikroforskermetoden med tilhørende børneforskerkonkurrence er en del af Naturvejledning Danmarks Krible Krable univers, har norsk forbillede, og i år er første gang, den afprøves i stor skala i Danmark.

- Børnenes undren og naturlige lyst til at udforske naturen er drivkraften i projektet. Når børnene er drevet af deres egen interesse, bliver de engagerede og får ejerskab til det undersøgende arbejde. Her er processen vigtigere, end om svarene er 100 procent korrekte, siger projektleder for Mikroforskerprojektet og naturvejleder Kari Hald i en pressemeddelelse.

Med førstepladsen følger 10.000 kroner, som 2.b kan bruge på en ekskursion til et sted, som kan bidrage til videre mikroforskning. Udover pengene får eleverne overrakt hvert deres diplom samt et lille badge til at sætte på tøjet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

50 år med blå strømper

Annonce