Annonce
Ugeavisen Odense

Fra nu af skal min datter have kattemad

Tegning: Gert Ejton

Jeg havde jazz i kroppen den dag. Det svingede i samtlige lemmer, som emmen stod op af gryden. Jeg var i mit es.

Krydderierne fandt vej til mine hænder lige så naturligt, som de blev strøet i præcise mængder ud i retten, der havde sat en stabil kurs imod perfektion.

Intet kunne gå galt. Som havde nogen plantet en mikrochip med instruktioner i min krop.

Annonce

Det skete i en kærlighedsrus til det sammenkog, der om et øjeblik ville triumfere på familiens tallerkener og synge i svælgene på dem, der åbnede gabet.

Selv, hvis jeg ville spænde ben for mig selv, kunne aftensmaden ikke saboteres. Det stod skrevet i stjernerne. Det ville bare lykkes.

Som i en tegnefilm bandt den savlfremdrivende lugt sig om næsen på mine bonusbørn, og de blev halet ind til spisebordet i hypnotisk forventning.

Og jeg var ikke nervøs. Pragtværket ville indfri alle løfter.

Undervejs ændrede scenen sig. Vi var i Toscana - eller hvor man nu spiser lasagne - og begge børn udbrød harmonisk ”bravissimo”, da den første bid landede på de ivrige tunger.


Jeg gestikulerede, at tjeneren skulle åbne en flaske barolo som en fuldendelse oven på måltidet. Derefter kom jeg i tanke om, at jeg selv var tjeneren, og at børnene ikke må drikke alkohol.


Vi talte alle italiensk og ingen anede, hvad der blev sagt.

Jeg gestikulerede, at tjeneren skulle åbne en flaske barolo som en fuldendelse oven på måltidet. Derefter kom jeg i tanke om, at jeg selv var tjeneren, og at børnene ikke må drikke alkohol.

Desuden havde vi slet ikke noget vin.

Euforien vidnede om den smagsoplevelse, vi alle sad og blev forført af.

Jeg kiggede ned på min pige med de store øjne.

- Bongiorno, bella. Hvad synes du om maden?

Den lille mund åbnede sig - og den halvt gennemtyggede skefuld landede på tallerkenen.

- Ad. Jeg kan ikke lide det.

Jeg vidste, at de store ville vende tomlen op. Men denne lille Cæsar - bare for at blive i Italien-analogien - vendte atter tomlen ned. Som hun har gjort så mange gange før. Til trods for, at hendes moder og jeg har gjort os anstrengelser, der burde være en medalje værdig, for at udvide hendes smalle, kulinariske horisont.

Selv dette på alle måder velkomponerede måltid bar ej heller nøglen til hendes mavesæk.

Det øvrige selskab slubrede videre til fiktive toner af Eros Ramazzotti, og jeg havde været i stand til totalt at ignorere optrinnet, hvis ikke det var, fordi mit livs måske største ydmygelse ventede bogstaveligt talt lige om hjørnet.

For da jeg stod ved vasken og skyllede gryden, lød en umiskendelig knasende lyd. Kattemad, der bliver gnasket.

Men katten stod lige bag mig.

I et hurtigt ryk indstillede mit blik sig mod bryggersdøren, der stod på klem.

Tre lange skridt og et puf til døren senere væltede et grotesk syn op i ansigtet på mig.

Der sad Cæsar - min datter - hende, der for få minutter siden havde opgylpet mit mesterværk og i samme moment spyttet på min stolthed, med hovedet nede i den tarvelige, forvaskede og forkalkede grå og ridsede skål.

Det var ikke engang Whiskas.

- Silja! udbrød jeg - og greb om hende.

Jeg kan leve med, at hun ikke vil spise min mad og agter at leve af leverpostejsmadder til sine dages ende.

Men at vælge kæledyrets menu over mit bidrag. Mit anmelderroste bidrag. Det gjorde naller.

Så kan hun bare få kattemad fra nu af.

Væn dig til ydmygelserne. Det er en forælders lod.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce