Annonce
Ugeavisen Odense

Fyld batteriet op på 15 minutter: Odense får Danmarks største ladestation til elbiler

Ladeoperatøren Clever vil nu etablere Danmarks største lynladestation for elbiler ved Odense. Stationen laves i samarbejde med arkitektfirmaet Cobe, der også har tænkt ind i designet, at passagererne skal kunne lade op i et rart miljø. Illustration: Clever
Ladeoperatøren Clever begynder i sensommeren at bygge landets største lynladestation lige ved motorvejen ved Odense. 28 biler skal kunne lade op på samme tid.

Odense: Selv om antallet af ladestationer stiger, så kniber det med at stationerne kan følge med antallet af nye el- og hybridbiler på vejene. Men nu er der godt nyt på vej til fynboer og folk, der pendler over Fyn i en bil, som kører på el.

Ladeoperatøren Clever vil i sensommeren påbegynde byggeriet af Danmarks største lynladestation, der kan oplade 28 elbiler på samme tid. Ifølge fyens.dks oplysninger bliver placeret i Odense tæt på det nye OUH og motorvejen ved afkørsel 50, og stationen ventes at blive et vigtigt knudepunkt.


Annonce

Når vi skal på de lange ture, skal vi sørge for, at der er tilgængelige lynladestationer, der kan lade elbilen på den tid, det tager at få en kop kaffe og trække frisk luft.

Casper Kirketerp-Møller, direktør, Clever


- Langt de fleste elbilister kan lade derhjemme eller ved kantstenen natten over. Men når vi skal på de lange ture, skal vi sørge for, at der er tilgængelige lynladestationer, der kan lade elbilen på den tid, det tager at få en kop kaffe og trække frisk luft. Vi lægger op til stationsdesign, som giver en mere meningsfuld pause både for de lokale fynboer og for de rejsende på tværs af landet, siger Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller.

Den kommende ladestation bygges i et samarbejde med arkitektfirmaet Cobe, og med lynopladning bliver det muligt at lade sin bil op på cirka 15 minutter.

Planerne om at bygge en stor ladestation, der både skal betjene pendlere og bilister i Odense, glæder rådmand for By- og Kulturforvaltningen i Odense, Christoffer Lilleholt (V).

- Vi har meget ambitiøse klimamål i Odense, og hvis de skal opfyldes, er det nødvendigt, at flere vælger elbilen til. Derfor er det vigtigt, at det er nemt for lokale og besøgende at få ladet bilen op. Så det er positivt, at Clever nu tager initiativ til at etablere Danmarks største lynladestation her i Odense Kommune, siger Christoffer Lilleholt.

Landets største lynladestation

Byggeriet af lynladestationen fra Clever forventes at starte i sensommeren 2021.

Lynladestationen forventes at stå færdig i første kvartal af 2022.

Minimum 28 biler vil kunne lade på lynladestationen på samme tid. En opladning vil tage ca. 15 minutter.

Lynladestationen og omgivelserne bliver opført i Clevers prisvindende design udviklet i samarbejde med arkitekterne fra Cobe.

Stationen forventes at stå færdig i første kvartal af 2022.

Flere muligheder

De seneste to år er antallet af elbilister fordoblet i Odense, og derfor gav By- og Kulturudvalget i april tilladelse til, at Clever kan etablere 50 nye offentlige ladepunkter i kommunen. Der findes i forvejen 25 ladepunkter i Odense i dag, men kun 18 af dem er offentlige.

- Heldigvis ser det ud til, at odenseanerne gerne vil vælge elbiler, og det er en positiv udvikling, som vi skal understøtte. Lynladestationen ligger på den måde fint i forlængelse af den øvrige opgradering af ladefaciliteterne, vi er i gang med. Til sammen skal det sikre, at man som elbilist kan lade sin bil op nemt og ubesværet i hele kommunen, siger Christoffer Lilleholt.

Hos Clever deler man opfattelsen af, at de forskellige lademuligheder skal spille sammen.

- Det smarte ved elbilen er, at man ikke er afhængig af at stoppe ved en tankstation, men i stedet lader op, når bilen alligevel holder stille. Elbilen kan lade på en ladeboks derhjemme i garagen, på ladestandere ved vejen, på arbejdspladsen eller på ladestationerne, når man er på tur rundt i Danmark og udlandet. Alle de forskellige lademuligheder arbejder vi på at integrere på tværs af landet for at skabe mere tryghed i dagligdagen, så elbilen bliver et stadigt mere indlysende valg, siger Clever-direktør Casper Kirketerp-Møller.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce