Annonce
Ugeavisen Odense

Gå på skattejagt i Odenses grønne juvel: Unik natur stortrives på Seden Skydebane

Patronhylstrene ligger rundt om i klaser på skydebanen. Foto: Kristian Isaksen
Det er goldt og næringsfattigt, men naturelskerne jubler. For Seden Skydebane har stået stort set urørt altid og giver dermed perfekte betingelser for, at plante- og dyrelivet kan trives.
Annonce

Seden: Når man taler om unik natur og særlige forhold for planter, dyr og fugle, er det ikke utænkeligt, at de første billeder, der popper frem for nethinden, er frodig bevoksning fyldt med kulørt flora og eksotisk fauna.

Slanger, en kamæleon, skildpadder - måske et par aber og gerne lidt frugt.

Der er dog ikke megen sydamerikansk regnskov over de åbne vidder nord for Seden ud imod fjorden.

Det virker goldt og kedeligt for det utrænede øje, men for dem, der har mere grønt end rødt blod pulserende rundt i årerne, er der nærmest tale om et paradis.

Seden Skydebane blev definitivt nedlagt i begyndelsen af 2020. Hvor det før var maskingeværsalver, der fyldte det lydtomme luftrum, bliver en gåtur i området nu foretaget til et soundtrack af fuglefløjt, insekters summen og vindens flænsning af lyngen.

Åbne vidder. Foto: Kristian Isaksen

- Det cirka 100.000 kvadratmeter store område er et af de mest værdifulde overdrev, som vi har i Odense Kommune. Den sandede og næringsfattige jord giver særlige forhold for planter og insekter i området. Der er blandt andet hedelyng derude, så der er ingen tvivl om, at naturkvaliteten i området er god, og at der er potentiale for, at det kan blive meget bedre, sagde skov- og landskabsingeniør i Odense Kommune, Lars Sønderby i en pressemeddelelse tidligere på året.

Annonce

Patroner og fasaner

Næringsfattig er et rammende ord. Flere steder er jorden som taget ud af de tørreste afrikanske sletter. Ikke just et syn en lægmand ville forbinde med skøn natur. Men det handler udelukkende om perspektiv.

For hvis et område fremstår urørt og i sin oprindelige forfatning, så er det præcis sådan moder jord havde planlagt det.

Og sådan er det ved Seden Skydebane.

Hvor så meget af den danske jord er blevet opdyrket og gennemtromlet af monstrøse landbrugsmaskiner, er overdrevet gået helt fri.

Tør jordbund. Foto: Kristian Isaksen

Men det ville være forkert at kalde oplevelsen en sansemæssig eksplosion.

Ingen krudtlugt markerer sig i næseborene og end ikke antydningen af noget, der kunne minde om en kamæleon titter frem bag planterne.

Lidt action får vi dog ud af besøget.

Seden Skydebane

Seden Sogns Menighedsråd og Odense Kommune er derfor i dialog om den fremtidige naturpleje af området. 

Det er planen, at kvæg skal afgræsse området og være med til at holde krattet nede, så der bliver skabt flere levesteder for sjældne arter af både planter og insekter. 

De forbedrede forhold for naturen bliver hjulpet på vej ved medfinansiering fra Det Grønne Råd som en del af projektet 'Danmarks Grønneste Storby'.

Seden Skydebane blev taget i brug som militær skydebane i midten af 1800-tallet. 

I perioden 1940-1945 var Danmark besat af tyske styrker. Under Besættelsen brugte Tyskerne tit skydebanen til forskellige øvelser og træningssessioner.

Mod slutningen af 2. verdenskrig blev ligene af 14 mænd og kvinder fundet i området omkring skydebanen.

Derfor står der en mindesten til ære for ofrene.

Ud af det blå farer en fasan febrilsk fra en busk, skræmt over journalistens tilstedeværelse. Der er ikke mange mennesker, der bevæger sig rundt lige her.

Undskyld, du fine, fremtidige jagtbytte.

Selvom landskabet fremstår mindre appellerende til en gåtur end en våd bøgeskov gør, er der til gengæld den særlige ro. Man kan ånde her.

Stige Ø's skraldebjerge ses tydeligt fra den gamle skydebane. Foto: Kristian Isaksen

Og hvis man vil nære sin indre Indiana Jones, kan man gå på fortids-skattejagt. For rundt om på den sandede jord ligger små klaser af aflangt metal.

På afstand ligner det små bunker lort. Måske jord gravet op nedefra af en lille gnaver.

Det er tomme patronhylstre, der fortæller historien om de aktiviteter, der engang udfoldede sig i det sedenske.

Så tag af sted, hvis du vil opleve helt enestående natur i din egen bys baghave - og måske finde et par souvenirs fra den bragende fortid.

Sandet jord. Foto: Kristian Isaksen
Kan du se patronhylstrene? Foto: Kristian Isaksen
Det gamle skydehus. Foto: Kristian Isaksen
Holdere til våben - måske? Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

50 år med blå strømper

Annonce