Annonce
Ugeavisen Odense

Gammel kærlighed ruster aldrig

Udover at drive forretningen på Klaregade har Jesper og Margit Damgaard-Lauritsen gennem flere år været en fast del af antikvitetsprogrammnerne "Skattejægerne" og "Guld i købstæderne" på DR. Foto: Miriam Kjer

Margit og Jesper Damgaard-Lauritsen har i fællesskab formået at bygge et lykkeligt ægteskab og en succesfuld virksomhed op.

Annonce

De spiser sammen, de sover sammen, og så arbejder de sammen. Adskillige timer hver eneste dag. Deres kærlighed til hinanden er med andre ord lige så stor som deres fælles forkærlighed for gamle ting.

Margit og Jesper Damgaard-Lauritsen har gennem mange år drevet antikvitetsforretningen i Klaregade i fællesskab, og lige så længe har de levet en tilværelse, hvor privatliv og arbejdsliv har udgjort en symbiose.

- Vi går rigtig meget op og ned ad hinanden - også meget mere end mange andre par nok gør. Men for os er det helt naturligt, og at vi har den her fælles interesse i antikviteterne betyder jo, at vi altid har noget at snakke om, fortæller Margit Damgaard-Lauritsen.

Det var hende, som i sin tid åbnede forretningen i Klaregade, men da hun et par år senere rendte ind i Jesper på en antikmesse i Rødekro, blev foretagendet pludselig et fælles projekt.

- Jesper stod mere på min stand end ved sin egen på den messe. Der var sågar nogle af de andre udstillere, som bemærkede, at jeg måtte have nogle meget interessante varer, siger hun og smiler.

- Ja, og kort tid efter blev vi kærester, og så varede det ikke længe, før vi fandt ud af, at det var temmelig upraktisk at drive hver sin forretning. Jeg havde startet noget op i Ejby efter at have handlet med antikviteter i København, men så blev vi enige om at slå os sammen, tilføjer Jesper Damgaard-Lauritsen.

Damgaard-Lauritsen

Klaregade 19Info: Antikvitetsforretning med et stort udvalg inden for smykker, sølv, moderne kunsthåndværk, malerier, porcelæn, danske designmøbler, klassiske antikviteter, bronzer og sølvbestik.

Åbningstider:

Mandag - torsdag 10-17

Fredag 10-18

Lørdag 10-13

Det er vigtigt for Margit og Jesper Damgaard-Lauritsen, at deres varer tager sig pænt ud i forretningen. Foto: Miriam Kjer
Annonce

Kvaliteten betyder alt

Det er 19 år siden nu, og i dag er antikvitetsforretningen Damgaard-Lauritsen kendt og anerkendt i såvel ind- som udland.

For nyligt lagde en nordmand vejen forbi Odense for at købe to glas til 40.000 kroner per styk, og selv om den historie trods alt hører til sjældenhederne, er der ingen tvivl om, at Margit og Jesper Damgaard-Lauritsen sammen har drevet deres virksomhed vidt. Endda henover en årrække, hvor konkurrenterne blot er blevet flere og flere.

Spørger man dem, hvor succesen har sine rødder, svarer de nærmest i kor:

- Vores force er, at vi kan spotte den gode kvalitet. Det handler ikke om at kunne skelne imellem godt og dårligt. Det handler om at kunne se forskel på, om noget er godt eller rigtig godt.

Varerne i forretningen er derfor nøje udvalgt, og tingenes placering på hylder, i reoler og glasmontrer velovervejet og langt fra overladt til tilfældighederne.

Sølvtøj og glas skinner nærmest om kap, det musselmalede stel danner grundlag for en himmelsk borddekoration, og generelt behøver man ikke at være fysisk tilstede i butikken i ret mange øjeblikke, før man tydeligt mærker Margit og Jesper Damgaard-Lauritsens passion for og kærlighed til de antikke genstande.

- Det er meget vigtigt for os, at vi selv kan stå ved alle de ting, der er i butikken. Lige som alle andre laver vi selvfølgelig også fejl, og sommetider er vi nødt til at tage nogle hurtige beslutninger, hvor vi kommer til at overse noget. Men hvis vi har lavet en dårlig handel, skal varen ud af vagten igen lige med det samme. Det vil vi ikke lægge navn til. Så vil vi hellere tabe på det, understreger Jesper Damgaard-Lauritsen.

Smukke antikke glas er noget af det, man kan finde i butikken på Klaregade. Foto: Miriam Kjer
Annonce

Livslang fascination

Interessen for antikviteter begyndte at spire i dem begge to i en tidlig alder.

Mens Margit brugte hele eftermiddage i 1. klasse på at pudse sølvtøj og lytte til gode historier fra tidernes morgen, når hun besøgte sin klasselærer i Brobyværk, blev Jesper draget af gamle ting under sommerferiebesøgene i Vestjylland, hvor hans farmor boede tæt på Esbjerg Museum.

- Dengang var der ingen af os, som tænkte, at vi en dag ville komme til at arbejde med antikviteter. Men interessen blev lige som bare hængende, forklarer Margit Damgaard-Lauritsen.

Gennem mange år har parret dermed opbygget en stor vidensbank inden for fagets mange kringelkroge. Dansk guldalderkunst har de begge en svaghed for, men derudover har de hver især forskellige interesseområder.

- Jesper ved eksempelvis meget om våben og mønter, og jeg kan især godt lide sølv, smykker og stentøj. Så på den måde supplerer vi hinanden godt, siger Margit Damgaard-Lauritsen.

Foto: Miriam Kjer
Den store Buddha-figur er ikke til at overse, når man træder ind i Margit og Jesper Damgaard-Lauritsens forretning. Den er fra 1700-tallet og lavet i marmor. Foto: Miriam Kjer
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce