Annonce
Ugeavisen Odense

Gravide børn og ægte læring på Skibhusgården

Risingskolens 5. b var forleden forbi Skibhusgården for at lære den ædle og vigtige kunst at lave ild. Anette Kryger, lærer i klassen, sidder her og lytter til en historie, imens andre børn laver fladbrød. Foto: Kristian Isaksen
Skibhusgården - et utopia for friluftsmennesker - har i disse tider haft lukket ned. Men lærerne på stedet fik en fiks idé, da de bestemte sig for at invitere kommunens skoler til dage i naturens tegn - væk fra de træge coronavilkår i klasserne.
Annonce

Skibhus: - Rikke! Prøv lige at se her! Vi har lavet bål!

Fem gravide drenge har formået egenhændigt at stikke ild til en håndfuld træspåner. En bedrift, de har svært ved at få armene ned over.

Den kritiske læser ville nok mene, at journalisten burde have fokuseret på det i sandhed unikke fænomen, at en flok 11-12-årige drenge åbenbart er blevet befrugtet.

Men bare rolig - hverken den kinesiske, russiske eller amerikanske regering har udført etisk stridbare eksperimenter på Risingskolens 5. b. Det er til gengæld helt rigtigt, når eleverne siger, at de har en dej i ovnen.

- Min hedder Ludvig, siger en af drengene.

- Vil du se lille Klaus, spørger en anden.

Fra under trøjen flår de det lille, melede foster frem.

Reporteren ville ønske, han kunne udbryde et "nårhhh", men der er intet sødt ved klumpen, der har ligget og gæret på de præpubertære maver. Slet ikke med tanke på, at de om ganske kort tid skal fortæres af deres forældre.

Vi har ligget stille i lang tid, så vi tænkte, at vi ligeså godt kunne få noget ud af vores superfede faciliteter. Der er masser af plads og de kan arbejde i de grupper, de er delt ind i fra skolen. Og mange af de her børn er slet ikke vant til at arbejde med naturen, men de synes jo alle, at det er vildt fedt.

Rikke Kaas Molin

Annonce

Fasaner og pesto

Vi er på Skibhusgården Natur- og Friluftscenter, der hører under Ungodense. Her har formidlingsbiolog, naturvejleder og udelivsentusiast Rikke Kaas Molin de seneste uger inviteret skolerne indenfor - eller rettere udenfor - som et led i undervisningen.

- Vi har ligget stille i lang tid, så vi tænkte, at vi ligeså godt kunne få noget ud af vores superfede faciliteter. Der er masser af plads og de kan arbejde i de grupper, de er delt ind i fra skolen. Og mange af de her børn er slet ikke vant til at arbejde med naturen, men de synes jo alle, at det er vildt fedt, siger hun, om forløbet, der i skrivende stund skal fortsætte resten af skoleåret.

- I dag laver vi noget simpelt, men når vi har været lidt mere i gang, så påtænker jeg noget med at lave pesto af vilde urter og hive nogle fasaner op ad fryseren. Jeg har drømme om, at vi skal lave alt muligt kulinarisk, men vi må lige vente og se, hvad der sker, siger naturelskeren.

Annonce

Ægte læring

At lave bål og fladbrød knytter sig ikke til noget bestemt fag, men i coronatiderne ses der i højere grad imellem fingre med læreplaner - det er trods alt også vigtigt at holde børnenes trivsel for øje.

- Det er ikke et fag. Vi er her bare på tværs af det hele. Det er lidt trægt at sidde i skolen og arbejde på den her specielle måde, så da vi fik muligheden for at komme ud i det fri og lave noget helt andet end det sædvanlige skolearbejde, sagde vi selvfølgelig ja, siger 5. b's lærer Anette Kryger, der bider mærke i, at dagens skema er mere end blot sjov.

- Det her er jo ægte læring. At lave et bål og tilberede sin dej over det. De kommer i tættere kontakt med naturen og får en forståelse for, hvordan tingene hænger sammen, siger hun.

Også de tre drenge Sigurd, Hamani og Arent, der er i gruppe sammen, synes, det er dejligt at komme lidt væk fra den specielle skolegang.

- Jeg har det ikke så godt med matematik - det er federe at lave bål, siger Hamani, der sammen med sine to kompagnoner føler sig overbevist om, at med dagens undervisning er bedre rustet til at overleve på egen hånd.

- Vi kunne nok godt overleve i skoven. Vi ville nok ikke spise et egern - medmindre det blev nødvendigt. Men de er også ret hurtige, siger de tre.

Da avisen forlader Skibhusgården er alle elevers bål fyr og flamme - og flere er allerede i gang med at spise deres babyer. Selvfølgelig godt smurt ind i marmelade.

Udeliv

Undervisningen/aktiviteterne fordeler sig på tre kategorier beskrevet således af Skibhusgården:

Natur

Få natur under neglene, og tag klassen med på jagt i vand og på land. Den ene halvdel fisker i vandhul, imens den anden halvdel leder efter det hurtigste dyr i skoven.

Herefter byttes der. For at minimere grejforbruget, må børnene gerne medbringe egen beholder til dyr; fx: lille yoghurtbøtte med låg, plastbøtte eller 1L yoghurtspand.

Afvikles hos os eller hvis muligt hos jer. I kan også få support fra os, og gøre det selv.

Bål
Lær at tænde bål og bag dit eget fladbrød. Efter instruktion, tænder eleverne selv bål i små grupper, og laver deres egne individuelle fladbrød - på maven! Eleverne deles i mindre grupper, og tænder bål ved deres eget bålfad. Der er god plads mellem grupperne. Afvikles på Skibhusgården.

Billedkunst
Tag billedkunsten ud i naturen, og få øje på naturens mønstre og farver. Der arbejdes i to- tre små værksteder; drømmefanger, landart og Eleverne skiftes i små grupper. Der er god plads mellem grupperne, da vi selvfølgelig er udenfor. Afvikles hos os eller i naturen nær jer. I
kan også få support fra os, og gøre det selv.

De nævnte forløb er her målrettet 4.-5. klasse.

Alle aktiviteter er tilpasset sundhedsstyrelsens retningslinjer.

For nærmere info kontakt: Vagn Sørensen, vagas@odense.dk og Rikke Molin, rikm@odense.dk

Rikke Kaas Molin mærker lige efter, om fladbrødet er blevet stegt længe nok. Foto: Kristian Isaksen
Sigurd, Arent og Hamani. De koncentrerede sig måske lidt for meget om at få taget billeder - for pludselig gik ilden ud og de måtte starte forfra - men det lykkedes. Foto: Kristian Isaksen
Der er masser af plads på Skibhusgårdens udearealer til, at man kan være delt helt op. Foto: Kristian Isaksen
Glade drenge har fået tændt bålet - og går rundt med dejen på maven, som en baby. Foto: Kristian Isaksen
Der kløves træ til bålet. Man kan fornemme den lille bule på maverne. Bare rolig. Det er bare dej. Foto: Kristian Isaksen
Rikke Kaas Molin kan et godt trick - brug vat til at starte bålet. Det gjorde underværker. Foto: Kristian Isaksen
- Hvad laver du?! Man skal lige passe på, når øksen bliver svinget. Foto: Kristian Isaksen
Naturvejledning ved Skibhusgården. Foto: Kristian Isaksen
Naturvejledning ved Skibhusgården. Foto: Kristian Isaksen
Naturvejledning ved Skibhusgården. Foto: Kristian Isaksen
Naturvejledning ved Skibhusgården. Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Odense

50 år med blå strømper

Annonce