Annonce
Ugeavisen Odense

Håndbold: Verdens bedste Anja vil hele tiden være bedre

Anja David Greve på vej i toget ved siden af pokalen, som Danmark vandt ved VM i håndbold i 2019. Privatfoto
I sidste uge var fysioterapeut Anja David Greve i fuld fokus omkring det danske herrelandshold i håndbold, der vandt guld ved VM i Egypten.
Annonce

Den fynske fysioterapeut er nået til en karriere med landshold, VM-guldmedaljer og behandling af de største sportsstjerner ved at brænde for sportsfysioterapien, søge viden, specialisere sig og tage efteruddannelse.

Fra centrum af Odense, på Rugårdsvej 23, driver Anja David Greve klinikken ADG Fysioterapi. Aftener og weekender bruger hun på at holde håndboldspillerne fra GOG og Odense Håndbold i den bedst mulige form til de mange kampe. Hun brænder for idrætten og har altid selv været aktiv. Så det var helt naturligt, at karrieren også gik den vej.

ADG Fysioterapi på Rugårdsvej 23, pyntet op til fest ved hjemkosten efter VM-triumfen. Privatfoto

- Jeg har altid interesseret mig for idræt- og sportsskader og har altid villet være rigtig dygtig til det. Derfor har jeg været meget målrettet i min karriere og blandt andet i 2019 færdiggjort uddannelsen som certificeret kliniker inden for sportsfysioterapi, fortæller Anja David Greve, der har stået i spidsen for egen klinik siden 2009. I fire år har hun været tilknyttet det danske herrelandshold i håndbold.


En forstuvet fod er ligeglad med, om den sidder på Anja eller Mikkel, eller hvad man nu hedder.

Anja David Greve, ADG Fysioterapi


- Som fysioterapeut får du en bred vifte af viden, men bliver ikke rigtig god til noget af det. Så ligesom lægerne, der også tager et speciale, så kunne jeg bare mærke, at jeg var nødt til at gøre noget mere, hvis jeg også ville være bedre til at håndtere og genoptræne idrætsskader, siger Anja.

Der er mange ting, som Anja David Greve lærte på fysioterapeutuddannelsen, som hun slet ikke bruger i dag. Hun har stor respekt for andre specialer - kolleger med særlig viden inden for fx børnefysioterapien, som er et område, Anja stort set ikke beskæftiger sig med. Og det er vigtigt at have den faglige ballast på plads, når man som fysioterapeut står over for en patient, der har brug for behandling og rådgivning, mener hun.

- Det er afgørende for os fysioterapeuter, at vi også kan specialisere os. Jeg vil være den bedst mulige fysioterapeut for mine patienter og have den bedst mulige forudsætning for at hjælpe dem videre, siger Anja.

Og det er ligegyldigt, om patienten hedder Jens, Mette eller Mikkel Hansen og er verdens bedste håndboldspiller. Anja David Greve har både professionelle eliteidrætsfolk og helt almindelige motionister i sin klinik. Og alle har gavn af at komme til en fysioterapeut med ekstra skarpe værktøjer i rygsækken.

- En forstuvet fod er ligeglad med, om den sidder på Anja eller Mikkel, eller hvad man nu hedder. Selve proceduren og behandlingen er den samme. Det handler især om, at jeg skal kunne motivere patienten i at lægge de nødvendige kræfter i at komme skaden kvit. Om det er en elitesportsudøver eller en almindelig motionist. For det kan godt være, at jeg har taget en ekstra uddannelse og føler mig kompetent til mange ting. Men det ændrer ikke ved, at det er den enkelte, der har fået skaden, der skal arbejde med det, fortæller Anja David Greve.

Som fysioterapeut for elitesportsfolk er det vigtigt, at man kan omstille sig hurtigt til at arbejde i fremmede omgivelser. Nogle gange er det lettere end andre. Privatfoto

Lige som patienterne på briksen ønsker at vinde næste kamp, blive bedre til et bestemt slag med ketcheren, få en hurtigere løbetid eller score flere mål – det gælder både eliteudøver eller amatør – så vil Anja David Greve også hele tiden være dygtigere til sin store passion og interesse. Sportsfysioterapien.

Det handler om at få en større sikkerhed i det, hun siger til patienterne. Anja føler sig dygtigere med den større bagage af viden. Hun betegner sig selv om sportsfysioterapeut, og det er ikke det samme som at være fysioterapeut. Derfor opfordrer hun alle de fysioterapeuter, der er en del af hendes klinik, til at specialisere sig med efteruddannelse. Hun forsøger at udvikle et miljø med faglighed i fokus. Alle skal have det fundament, som Anja David Greve selv har fået, og som, hun synes, er så vigtigt.

- Hvis der er et bestemt område, du brænder for, så vil jeg 100% anbefale at specialisere sig med efteruddannelse. Sådan har jeg det i hvert fald. Jeg vil være den bedste. Det er bare om at komme i gang, griner den 44-årige sønderjyde, der de sidste 14 dage har kunne følges på sidelinjen i Cairo, hvor det danske herrelandshold forsvarede VM-titlen i Egypten.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce