Annonce
Ugeavisen Odense

Har du set Oles guitar?: - Den er mit allerkæreste eje

Ole Frost kom uanmeldt ind på avisen og forklarede om sit tab. Det stod hurtigt klart for reporteren, at der ikke bare var tale om et almindeligt materialistisk forhold. Det er kærlighed Ole Frost har til sin Washburn. Foto: Kristian Isaksen

Ole Frost mistede 16. februar imellem 17 og 20 sin guitar. Den stod i hans cykeltrailer ved Remo Bar. Ejermanden vil sætte stor pris på at få den hjem igen. For ham betyder den alt.

Annonce

Skibhus: Det skulle have været en hyggelig aften. En kort visit på Remo Bar tilsat en pilsner eller to til at skylle dagens begivenheder ned med og så hjem i seng.

Som menuen så ofte har set ud efter en tur i øvelokalet.

Men omkring klokken 20, da dagen efterhånden havde fundet sin ende, ændrede den gode stemning karakter fra det ene sekund til det andet.

Traileren på Ole Frosts cykel var tom. Det skulle den ikke være.

- Min guitar var væk. Nogen må have taget den, men hvis de vidste, hvad den betyder for mig, så tror jeg sgu ikke, de havde nænnet det, fortæller Ole Frost med glinsende øjne.

Den holder mig i live. Jeg ville have købt en ny, hvis jeg havde penge, men jeg er på bistand - jeg har ingenting. Jeg har kun den. Den er det eneste, jeg ejer. Den er ikke meget værd i kroner og ører, men den har stor værdi for mig.

Ole Frost
Ole Frost her i Kongens Have uden guitar. Den vil han gerne have igen. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Det vigtigste

Guitaren er ikke bare en guitar. Den er som medicin for Ole Frost og den er en ven i nøden.

- Den holder mig fra at være deprimeret. Den holder mig i gang. Jeg vil faktisk sige, den holder mig i live. Jeg ville have købt en ny, hvis jeg havde penge, men jeg er på bistand - jeg har ingenting. Jeg har kun den. Den er det eneste, jeg ejer. Den er ikke meget værd i kroner og ører, men den har stor værdi for mig, siger han med et blik, der ikke efterlader megen tvivl om autenticiteten af hans forhold til det seksstrengede instrument.

- Det her er min sidste udvej. Jeg er desperat, det var derfor, jeg gik ind til jer. Jeg har ledt overalt og brugt mit netværk, men uden held. Jeg indrømmer gerne, at det var en dumhed af en tredje verden at stille den i traileren. Det indrømmer jeg blankt.

Annonce

Frit lejde

Der er tale om en Washburn. Den lå i en kasse med stødmærker og et klistermærke, hvorpå der står "Kort Varsel".

Allervigtigst - og det, der gøder Ole Frosts optimisme mest - er den en venstrehåndsguitar.

- Dem er der jo ikke mange, der kan bruge, så jeg håber, tyven har fået sig en lang næse. Desuden er det ikke én af de dyre mærker, så der er ikke mange penge at hente ved et salg. Den vil være meget mere værd i mine hænder igen end i nogen andres, forklarer Ole Frost.

Hvis ordene herover skulle have vækket samvittighedsnagene i gerningsmandens sind, vil ejermanden gerne give en - meget symbolsk - findeløn for at få den igen.

- Jeg har ikke meget. Men jeg vil bare så gerne have den igen. Jeg savner den. Den betyder alt. Så en smule vil jeg gerne give, hvis det kan lokke den hjem.

Der er frit lejde for indlevering af guitaren. Det kan ske på Helsingborggade 54, hvor Ole Frost selv bor, anonymt på hittegodkontoret eller man kan henvende sig til redaktionen på telefon 63 45 23 28 eller kris@fyens.dk, hvis man har oplysninger om guitaren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce