Annonce
Ugeavisen Odense

Her kan du bogstaveligt talt spise ude: Odenseansk gourmetrestaurant åbner allerede 21. april

Jacob Burmølle dækker ikke det økonomiske hul ved at lave take away - til gengæld hjælper det en smule mere, at invitere gæster udenfor ved sin restaurant. Foto: Vibeke Volder
Jacob Burmølle venter ikke til 6. maj med at servere mad for sine gæster. Han udnytter den mulighed, som genåbningsplanen efterlader, til at lave Restaurant Vår om til en udendørs oplevelse.

Står det til Jacob Burmølle, skal vi ikke vente helt til 6. maj med at komme på restaurant.

Han har ikke tænkt sig at bryde den genåbningsplan, der ellers siger, at 6. maj er datoen, madelskere skal sigte efter, hvis man spise i en restaurant. Men han har tænkt sig at udnytte detaljen, der siger, at man allerede fra 21. april må spise ved restaurant.

Planen siger nemlig, at der fra 21. april  - med coronapas - åbnes for udendørsservering på  restauranter og cafeer, museer, kunsthaller samt biblioteker. Så det gør Jacob Burmølle, der driver Restaurant Vår i Vintapperstræde.

- Jeg driver ikke min restaurant for at stå og pakke mad i alufolie. Vi savner helt enormt at være sammen med vores gæster om maden. Vi savner livet hernede, siger han om de sidste mange måneder, hvor han ligesom stort set alle andre i branchen har brugt kræfterne på at lave take away.

Men fra 21. april bruger han kræfterne på at bespise de gæster - ikke i restauranten, men udenfor restauranten. Vår lægger et gulv, sætter et tag op, sørger for varme - så det bliver så tæt på en indendørs restaurantoplevelsen som muligt.

- Vi har et kæmpe stort hul, der skal lukkes, og der håber jeg, at det her kan hjælpe. Under den første nedlukning hjalp take away lidt på økonomien, men under anden bølge er det gået helt ned. Lige nu laver vi take away, så vi kan lægge det på Facebook og Instagram, så folk kan se, at vi er i live - det er ikke fordi, det giver ret meget økonomisk for os, siger Jacob Burmølle og forsætter:

- Så jeg har trukket på noget netværk, så vi får god lyd og lys og et underlag, der er fuldstændig i vater. Det er en, der er vant til at bygge scener, og han har heller ikke det store at lave lige nu, så på den måde hjælper vi også hinanden lidt der.

Annonce

De første reservationer

Skeptikere vil pege på, at årstiden stadig er til varmt tøj og eventuelle paraplyer. Men de ser ikke ud til at have meldt sig i et kor endnu. Faktisk lurer der en oprigtigt og stærk sult i samfundet, så de eneste, der har meldt sig til Jacob Burmølle, er dem, der gerne vil have et bord.

- Vi har allerede en del reservationer, og der er ikke nogen, der spørger, om vi er sikre på, om de kan holde varmen eller hvad med regnvejr. Nej, folk vil bare gerne ud og spise, så nu forsøger vi, og kan vi sætte gang i noget i hele byen, gør det mig bare glad, siger Jacob Burmølle.

Her er de vigtigste datoer

6. april: Liberale serviceerhverv åbnes med værnemidler og vi ser ind i en delvis genåbning af skolerne.

13. april: Indkøbscentre, stormagasiner, arkader m.v. med et areal på 15.000 kvm kan genåbne.

21. april: Udendørsservering på caféer og restauranter åbner med coronapas. Her åbnes også for museer, kunsthaller samt biblioteker.

6. maj: Åbnes der for indendørsservering med coronapas. Her åbner også konferencer, spillesteder, teatre, og biografer og lignende øvrige lokaler, hvor der udøves kulturaktiviteter ifølge planen.

21. maj: Tredje fase af kulturlivets genåbning, hvor man åbner resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter. Desuden åbner man indendørsfaciliteter i forlystelsesparker, zoo m.v., og legelande, samt daghøjskoler og aftenskoler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce