Annonce
Ugeavisen Odense

Jeg blev så rørt, at jeg begyndte at græde faktisk: Rikke og Anja er Odenses velfærdstalenter 2021

Rikke Hansen (tv) og Anja Frøslev fra Odense er to af de i alt 100 danske velfærdstalenter 2021. Foto: Tine Boe
27. maj var en stor dag for Rikke Hansen og Anja Frøslev, der er henholdsvis sosu-assistent og sosu-hjælper. De blev nemlig blevet kåret som to af PenSam og FOA Ungdoms i alt 100 unge velfærdstalenter 2021.

Odense: Boblerne stod klar, og glæden var tydelig, da Rikke og Anja flankeret af familie og kolleger, tændte for computeren for at deltage i det virtuelle arrangement, der skulle fejre og hylde dem og de 98 andre unge, danske velfærdstalenter 2021. Stoltheden var heller ikke til at tage fejl af hos de to velfærdstalenter.


Jeg blev så rørt, at jeg begyndte at græde faktisk

Rikke Hansen


Annonce

- Det er et kæmpe skulderklap at få, især fordi indstillingen kommer fra en kollega, der synes, jeg gør det godt. Jeg føler mig stolt over det, selvom jeg egentlig synes, at vi alle sammen her på Fangelvej fortjener titlen som velfærdstalent, for det vi gør for borgerne, gør vi jo i et samarbejde med hinanden, fortalte Rikke, der er 25 år og arbejder på botilbuddet Fangelvej, som er tilegnet voksne med en sindslidelse.

Og hendes 32-årige kollega Anja, der arbejder på Plejecenter Munke Mose, havde det lidt på samme måde.

- Jeg har faktisk ikke helt forstået det endnu. Jeg synes, det er meget overvældende at få den anerkendelse, for jeg passer jo egentlig bare mit arbejde. Men jeg er meget taknemmelig og glad, for det er da super fedt at det ikke bare er mig selv, der er glad for at komme på arbejde, men at mine kolleger og borgerne også er glade for, at jeg kommer, sagde hun.

Indstillet af kollegerne

Det var Rikke og Anjas kolleger, der tidligere i år indstillede dem til anerkendelsen Velfærdens Talent 100. Anjas kollega har bl.a. indstillet hende, fordi Anja evner at gøre alle beboerne på plejecentret glade og trygge, og Rikkes kollega har nomineret hende, fordi hun skaber stjernestunder for beboerne på Fangelvej.

Både Anja og Rikke var rørte over den gestus, deres kolleger har udvist ved at nominere dem.

- Jeg blev så rørt, at jeg begyndte at græde faktisk. Det kom helt bag på mig, og jeg syntes, det var utrolig smukt af hende, fortæller Rikke.

- For mig betyder det alt, at det er en af mine kollegaer, der har indstillet mig. Det varmede helt vildt meget, at hun har tænkt på lige præcis mig, og at hun har set den forskel, jeg gør for beboerne, siger Anja.

Annonce

Stor begejstring hos rådmand og borgmester

Ud af et stærkt felt af nominerede i Odense var det borgmester Peter Rahbæk Juel og rådmand på ældre- og handicapområdet Søren Windell, der sammen udvalgte de to medarbejdere fra Odense Kommune, som skulle gå videre. De er begge meget glade for, at to af årets 100 velfærdstalenter er fra Odense.

- Der findes ikke noget smukkere end mennesker, der dedikerer deres arbejdsliv til at hjælpe andre, og derfor synes jeg, det er utrolig dejligt og velfortjent, at der kommer fokus på de unge, der har valgt en karriere inden for omsorgsfaget, sagde Søren Windell.

Fra borgmesteren fik talenterne også et godt ord med.

- Når vi fremhæver vores unge talenter, er vi med til at skabe forbilleder, og jeg er stolt af, at Odense Kommune er repræsenteret i feltet. Vi får brug for rigtig mange dygtige og engagerede velfærdsmedarbejdere i fremtiden, så lad os i dag hylde alle dem, der går forrest og viser vejen for vores unge, lød det fra Peter Rahbæk Juel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce